Leder: Stem ja til OK18

Ellers er der ikke noget, der er gået stærkt ved overenskomstforhandlingerne denne gang. Syv lange uger i Forligsinstitutionen skulle der til, før et forlig blev landet i ellevte time. Gang på gang har vi holdt vejret: Ville vi tabe det hele på gulvet. Ville forhandlingerne bryde samme og udløse en konflikt af historiske dimensioner. 

Men det lykkedes. Takket være et sammenhold af lige så historiske dimensioner.

Allerede inden starten på forhandlingerne havde vi – og jeg taler om mere end 100 faggrupper – indgået en aftale, en musketéred, der betød, at ‘ingen var færdige med at forhandle, før alle var færdige’.  Det sammenhold var med til at lægge et maximalt pres på arbejdsgiverne. Og jeg er overbevist om, at de resultater, vi har nået på løn, ligelønspulje, spisepause og en række andre områder skyldes fællesskabet.

Så meget desto større var min undren den dag otte forbund gik solo, for at lave en løsning – for sig selv. Musketéreden blev udfordret. Var der splittelse på vej? Eller var det det, der skulle til for at bryde tomgangen i forhandlingerne? Det er vi ikke færdige med diskutere i forhandlingsfællesskaberne. Bruddet har skabt stof til eftertanke og noget at lære af.

Sammenholdet var afgørende, men det var ikke gået uden en kæmpe opbakning fra jer. I al slags vejr har I stået vagt foran Forligsinstitutionen eller demonstreret i andre dele af landet. Eller på Facebook. Altid klar med opmuntrende tilråb som ‘Giv mig et N ... et O ... et K. Hvad si’r det? NOK ER NOK´. Den kampgejst og tiltro til, at forhandlerne ville give alt, de havde i sig, gav energi til endnu en omgang forhandlinger, endnu en og endnu en. Så tusind tak for det.

Opbakningen i befolkningen har også haft stor betydning. Selv om konfirmationer, operationer og ferierejser risikerede at blive sat på stand by, gav rigtigt mange udtryk for, at nu måtte det være slut med at presse offentligt ansatte, at vores lønkrav var mere end rimelige, hvis ikke velfærden skulle sættes helt over styr. Den anerkendelse lunede.

Når urafstemningen er slut, kan vi forhåbentlig sole os i resultatet. Men vi kan ikke hvile på laurbærrene. De pressede overenskomstforhandlinger har bekræftet, at den danske model trænger til et serviceeftersyn.
Det duer ikke, at regeringen gennem statens forhandlere kan bruge overenskomstforhandlingerne til at føre økonomisk politik og presse velfærden, som de forsøgte.

OK18 har derfor gjort os mange erfaringer rigere og givet os meget at gøre frem mod 2021. Men først skal vi stemme. Hovedbestyrelsen anbefaler et ja til overenskomsterne.