Lønforhandling

Kost og Ernæringsforbundet forhandler den største del af din løn centralt i overenskomsten, men der er også et råderum til lokale aftaler om løn, hvad enten du er privat eller offentligt ansat.

Der er 3 situationer, hvor en lønforhandling er særligt vigtig:

  • Når du starter på en ny arbejdsplads.
  • Når du får efteruddannelse og nye kompetencer.
  • Når dit job forandrer sig på grund af nye opgaver og ansvarsområder.

For dig, der har en tillidsrepræsentant

Hvis du har en tillidsrepræsentant, skal du kontakte ham eller hende. Din tillidsrepræsentant vil kunne oplyse dig om, hvornår der er årlig lønforhandling på din arbejdsplads eller hvilke muligheder du har for en individuel lønforhandling. Hvis du lige er blevet ansat, har du også mulighed for at kontakte tillidsrepræsentanten på stedet og få hjælp til at din løn bliver forhandlet ved din ansættelse.

For dig, der ikke har en tillidsrepræsentant

Hvis du ikke har en tillidsrepræsentant og ønskes en lønforhandling skal du kontakte Kost og Ernæringsforbundet. Her vil en af konsulenterne kunne hjælpe dig, på samme måde som en tillidsrepræsentant ville kunne ved en lønforhandling.

Der kan være flere årsager til at man ønsker lønforhandling, det kan f.eks. være at du har fået nye arbejdsopgaver eller ansvarsområder, eller hvis du har nogle kompetencer som bliver brugt meget på arbejdspladsen, men som du ikke bliver aflønnet for. En anden årsag til lønforhandling, kan være at du har fået af vide af din leder at der er årlig lønforhandling på arbejdspladsen og den vil du gerne være en del af.

Årlig lønforhandling på arbejdspladsen

Hvis du på arbejdspladsen har fået af vide, at det er tid til den årlige lønforhandling på arbejdspladsen, og ikke har hørt fra din tillidsrepræsentant skal du tage fat i vedkommende. Hvis det er Kost og Ernæringsforbundet, der forhandler for dig, skal du kontakte Kost og Ernæringsforbundet og sige, at du gerne vil være en del af den årlige lønforhandling. Kost og Ernæringsforbundet vil sørge for alt det praktiske omkring lønforhandlingen, men du skal tænke på alle de gode argumenter for hvorfor du skal have en lønforbedring.

Når Kost og Ernæringsforbundet bliver orienteret om, at der er årlig lønforhandling på din arbejdsplads, sender vi dig automatisk en mail med et skema som du skal udfylde og returnere til os. I skemaet skal du svare på nogle praktiske forhold omkring dig og din ansættelse og derudover skal du komme med alle de gode argumenter, for hvorfor du skal have mere i løn. Hvis du har svært ved at formulere hvad du mener, vil vi anbefale, at du ser den lille film, vi har lavet her. Hvis du herefter stadig har spørgsmål, kan du altid ringe til den konsulent der sidder med din lønforhandling og sammen kan I finde frem til de gode argumenter. Kost og Ernæringsforbundet tager alle dine gode argumenter med til lønforhandlingen med din arbejdsgiver og du vil efterfølgende blive orienteret om resultatet af lønforhandlingen.

Eksempler på argumenter til at indstille sig selv til en lønforbedring ved de årlige lønforhandlinger kunne være:

  • Mange års erfaring
  • Nye kompetencer (kan f.eks. være fra kursus eller uddannelse)
  • Fleksibel og omstillingsparat
  • Ekstra indsats på arbejdet
  • Og mange flere…

Husk det ikke er nok at skrive, at du f.eks. er "fleksibel og omstillingsparat". Du skal fortælle på hvilken måde, du er det på samt hvilken betydning, det har for arbejdspladsen. F.eks. Jeg er meget fleksibel til at komme ind ekstra ved sygdom, det betyder at vi sparer penge på vikarer.

Individuel lønforhandling

Hvis du har fået nye kompetencer, arbejdsopgaver eller ansvarsområder som ændrer på din sædvanlige arbejdsgang, vil du kunne bede om en individuel lønforhandling. Du skal kontakte Kost og Ernæringsforbundet som vil hjælpe dig med alt det praktiske omkring lønforhandlingen og stå for lønforhandlingen med din arbejdsgiver.

Forud for lønforhandlingen skal du snakke med en konsulent fra Kost og Ernæringsforbundet om hvilke nye kompetencer, arbejdsopgaver eller ansvarsområder du har fået og hvilke du havde før, så konsulenten er godt klædt på til at tage lønforhandlingen for dig.

Eksempler på nye ansvarsområder kan f.eks. være:

  • Man er blevet arbejdsmiljørepræsentant, medarbejderrepræsentant
  • Elevansvarlig
  • Ansvar for andre kollegaer
  • Ansvar for store arbejdsområder
  • Man er blevet videreuddannet og har nye kvalifikationer, som giver mere ansvar
  • Og mange flere ting…
Kontakt

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.