Hanne og Lise Lotte
28.04.2026

Små ændringer gør en stor forskel

Trivsel: Åbenhed og dialog er de vigtigste greb til at understøtte elever og medarbejderes trivsel i Mad og Måltidskøkkenet på Odense Universitetshospital.

Tekst: Nanna Kathrine Riiber | Foto: Thorleif Ravnbak

I Mad og Måltidskøkkenet på Odense Universitetshospital arbejder omkring 80 medarbejdere, 13 ernæringsassistentelever og to bagerlærlinge. For at støtte dem bedst muligt i uddannelsesforløbet og arbejdslivet har de allerede ved ansættelsessamtalen fokus på, hvad der skal til, for at den enkelte elev og medarbejder trives.

Lise Lotte Hjorth Sørensen, der er uddannelseskoordinator på OUH og har ansvaret for eleverne i køkkenet, fortæller:
− Når vi ansætter en elev, så spørger vi åbent ind til, om der noget, som er vigtigt for os at vide, hvis vi skal sikre et godt uddannelsesforløb for eleven. Hvis vi lytter roligt og interesseret frem for at blive forskrækkede eller skynde os at afslutte samtalen, så vil eleven typisk gerne fortælle om sine behov. Driftsleder Hanne Stage Nygaard fortæller, at de også spørger ind til en kommende medarbejders forventninger og behov ved en ansættelsessamtale.

− Det er egentlig enkelt. Vi skal forsøge at tilpasse arbejdspladsen, så elever og medarbejdere trives. Hvis ikke vi gør det, så ender vi med ikke at have nogen medarbejdere, siger hun og uddyber:
− Vi ser helt klart, at mange af vores unge elever og medarbejdere kommer med forskellige udfordringer, som giver et behov for at tilpasse rammerne for arbejdet lidt. Men jeg oplever også, at alle vores medarbejdere uanset alder gerne vil have mere fleksibilitet i deres arbejdsliv. Udfordringer eller ej, så er der i dag en forventning om, at arbejdet kan tilpasses, så arbejde og privatliv kan hænge sammen. Og det er vi nødt til at tage alvorligt som arbejdsplads.

Små tilpasninger i hverdagen

For det meste er det ikke store forkromede indsatser, der er brug for. Det kan være små tilpasninger, som gør en afgørende forskel for, at en medarbejder eller elev føler sig godt tilpas.
− Min erfaring er, at det som oftest er små ting, der skal til. Det handler mest af alt om at skabe et trygt rum, hvor det er okay at være sig selv, fortæller Lise Lotte Hjorth Sørensen.

Hun understreger, at hun ikke nødvendigvis behøver at kende elevens udfordringer eller en eventuel diagnose i detaljer. Det vigtigste er at vide, hvad der skal til, for at eleven trives.
− Hvis en elev har ADHD, kan det for eksempel være vigtigt for eleven at kende planen for dagen i god tid og at undgå pludselige skift. Andre har måske brug for korte pauser, færre sanseindtryk eller mere forudsigelighed i opgaverne. Og det er de konkrete behov, det er vigtigt at få talt åbent om, siger Lise Lotte Hjorth Sørensen.
− Det er små justeringer, som ikke kræver meget af os som arbejdsplads, når bare vi ved det. Og det kan til gengæld være helt afgørende for, at arbejdsdagen fungerer godt for den enkelte elev.

Et trygt og åbent rum

Muligheden for fleksibilitet er også vigtig for medarbejderne. Alt kan naturligvis ikke lade sig gøre, for køkkenet har en opgave, der skal løses. Så alle medarbejdere kan ikke møde senere samme dag eller stå ved andre stationer end normalt. Men det er sjældent et problem, understreger Hanne Stage Nygaard:
− Jeg kan ikke altid sige ja, hvis en medarbejder gerne vil møde senere, eller hvad det nu kan være. Vi har en drift, der skal køre, og måske er der allerede sygdom eller kollegaer, der møder sent eller har fri. Men det forstår medarbejderne godt. Når blot rammerne er sådan, at fleksibiliteten er mulig.

Åbenhed og dialog bliver nævnt mange gange af både uddannelseskoordinator og driftsleder som omdrejningspunkt for at skabe tryghed og trivsel på arbejdspladsen. Hanne Stage Nygaard forklarer:
− Åbenhed og dialog er det vigtigste redskab. Jeg anbefaler altid mine medarbejdere at fortælle kollegaerne, hvis der er noget, som fylder. For det giver en forståelse for, hvorfor man måske har nogle særlige behov. Man bliver ikke set ned på af den grund, for vi har jo alle sammen noget
med i rygsækken. Vi har en kultur, hvor kollegaerne er opmærksomme på hinanden, og det gør, at vi ofte kan finde en løsning, når der sker noget.

Særligt for eleverne, som er på arbejdspladsen for at lære, er det vigtigt, at de oplever at blive mødt i øjenhøjde, når de kommer med spørgsmål eller bekymringer. Også når der er travlt. Derfor har Lise Lotte ugentlige møder med eleverne. Samtidig er der to vejledere i køkkenet,
som eleverne kan gå til.
− Når de oplever, at vi mener, hvad vi siger, og hjælper dem med de ting, de kommer med, så skaber det tillid og tryghed, siger Lise Lotte Hjorth Sørensen. At den enkelte elev i sidste ende trives og gennemfører uddannelsen, vil altid være et samarbejde mellem elev, arbejdsplads og den skole, eleven går på.

− Det har selvfølgelig også en stor betydning, at eleven kommer med motivation og engagement. At de vil det her. Og så er det vigtigt at have en god dialog med skolen også. De kender også eleven og har nogle gange et andet blik på, hvad der skal til. Samtidig kan de hjælpe med forskellige muligheder for støtte til eleven, siger Lise Lotte Hjorth Sørensen. Køkkenet har også oplevet, at elever er stoppet undervejs i uddannelsen. Men for det meste finder de en vej:
− Når vi har ansat en elev, så er det, fordi vi kan se, at de har potentiale, som vi kan være med til at udfolde, og at der er kemi, så de passer godt ind i køkkenet. Og så er det egentlig lige meget, hvad de kommer med af diagnoser eller andet i bagagen. Vi ser på det hele menneske. Vi ser et ungt − eller et voksent − menneske med potentiale, som vi gerne vil have til at shine. Og det er vores vigtigste opgave at få det til at ske. Så når vi har taget en elev ind, så gør vi alt, hvad vi kan for, at det bliver et godt uddannelsesforløb, siger Lise Lotte Hjorth Sørensen.

Gode råd til at støtte elevers trivsel

Åbenhed fra start
Tal om trivsel allerede ved første samtale. Spørg nysgerrigt ind til, om der er noget, der kræver særlige hensyn − og vis, at det er trygt at sige højt.


Hav fokus på de konkrete behov
Det er ikke afgørende at have detaljeret viden om eventuelle udfordringer eller diagnoser. Det vigtige er at finde ud af sammen, hvad der konkret skal til for at trives i hverdagen.
 

Justér rammerne
Ofte er det små tilpasninger, der gør forskellen: klare arbejdsplaner, forudsigelighed, mulighed for korte pauser eller færre skift i opgaverne.
 

Tryghed og tillid − også når der er travlt
Elever skal opleve, at de altid bliver mødt med åbenhed og ro, og at deres henvendelser bliver taget alvorligt og fører til handling. 


Samarbejde med skolen
Brug skolen som sparringspartner. De kender eleven og kan hjælpe med støtte, hvis der er behov for det.

OUH
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.