
Dimittend: Din guide til den første tid som nyuddannet
Som nyuddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed står du måske med foden på vej ind på arbejdsmarkedet og overvejer dine muligheder. Hvilke job kan jeg få? Hvad drømmer jeg om? Er min drøm realistisk? Og hvad gør jeg med følelsen af impostersyndrom? Bare rolig, du er ikke alene!
Mange nyuddannede oplever overgangen fra studier til arbejdsliv som et stort - og nogle gange svært - skridt. Men frygt ej, for vi har din ryg og guider dig igennem den første tid som nyuddannet.
Du kommer til at gøre en forskel
Måske føles det uoverskueligt at skulle i gang med at søge job. For hvordan kan du egentlig bruge alt det, du har lært, i praksis? Og hvordan får du beskrevet det i en jobansøgning og overbevist et ansættelsesudvalg? Hvis du står med følelsen af imposter-syndrom, så læs med her. Vi ved nemlig præcis, hvad du kan og har gjort os umage med at beskrive det.
Det er rigtigt, at uddannelsen til professionsbachelor i ernæring og sundhed har mange retninger og kan lede til rigtig mange forskellige stillinger både i det offentlige og det private. Vores medlemmer arbejder bl.a. med behandling og forebyggelse gennem ernæring, omsætter kostråd til hverdagsmad, grøn omstilling, fødevaresikkerhed eller som bæredygtighedskonsulenter, kliniske diætister, sundhedsmedarbejdere i kommuner og regioner og i mange andre stillinger.
Fælles for det hele er, at du som professionsbachelor i ernæring og sundhed har overblik og indsigt til at skabe forandringer, uanset hvilken arbejdsplads du lander på, og uanset hvilket hjørne af faget, du kommer til at beskæftige dig med. Det er en stor og vigtig opgave, du kommer til at løse, der gør en reel forskel i trivsel og livskvalitet for de borgere, du arbejder med og for.
Karriererådgiverne guider
Men det kan være svært som nyuddannet helt at få grebet om, hvordan man lige lander det første job. Måske har du et drømmejob, men ved ikke hvordan du kommer derhen? Måske skal du i gang med jobsøgningen og har brug for hjælp til sætte ord på dine kompetencer? Hør vores karriererådgivere beskrive arbejdsmarkedet og opgaverne for seks profiler inden for dit fag i videoerne nedenfor.
Hør om arbejdet med:
- Ældre med kroniske sygdomme
- Fødevaresikkerhed og hygiejne
- Sundere måltider
- Den sunde vægt
- Social ulighed i sundhed
- Bæredygtighed
Du kan også få en karrieresamtale om lige netop din situation hos en af vores dygtige konsulenter. Book en samtale her.
Ældre med kroniske sygdomme
Sundere måltider
Social ulighed i sundhed
Fødevaresikkerhed og hygiejne
Den sunde vægt
Bæredygtighed
Vi holder dig opdateret imens
Uanset om du skal i gang med jobsøgningen eller allerede har fået et job, giver det mening at holde dig opdateret på dit fag. Kost og Ernæringsforbundets eventkalender er altid fyldt med spændende faglige og sociale arrangementer, der både inspirerer og giver konkrete redskaber til dit arbejde. Lige nu kan du f.eks. komme med til webinar om proteinbehov hos ældre eller til temamøde om tarmens funktion og fauna. Se mere og tilmeld dig i eventkalenderen.
Hvad bringer fremtiden?
Det er helt normalt, at det kan tage et par måneder at lande det første job som nyuddannet. Ledigheden er generelt lav, og det gælder også på det arbejdsmarked, du er på vej ind på. Men derfor kan det godt tage et par forsøg, før det rigtige match mellem dine kompetencer og arbejdsplads opstår. FTF-a er eksperter i jobsøgning og har samlet deres bedste tips til dig som nyuddannet. Dem kan du læse her.
Det praktiske
Kontingent
Dit kontingent ændrer sig først to måneder efter, at du er færdiguddannet. Du betaler altså stadigvæk 55 kr. om måneden i op til to måneder efter, du er færdiguddannet. Hvis du bliver ledig, kan du søge om nedsat kontingent. Læs mere om, hvordan du gør det lige her: Hvad koster et medlemskab
Kontrakt og lønforhandling
Du har søgt et job, er kommet til samtale, og det er gået godt. Din kommende arbejdsgiver sender dig en kontrakt, men hvordan ved du, om den er som den skal være? Her kommer Kost og Ernæringsforbundet ind i billedet! Vi er din fagforening og eksperter i både kontrakter og lønforhandlinger. Send din kontrakt ind, inden du skriver under, så tjekker vi den for dig. Vi hjælper dig også gerne med lønforhandlingen. Læs mere her: Nyt job - det skal du huske.
Husk a-kassen
Som nyuddannet er det en god ide at melde sig ind i en a-kasse, hvis du ikke allerede er medlem. Det skal du gøre senest 14 dage efter, du er færdig. Vi har et tæt samarbejde med FTFa. Læs mere om a-kasse hos FTFa.


Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.