Køkkenprisen
03.09.2024

Vinder af Køkkenprisen 2024 er fundet

Skolemad hev Køkkenprisen hjem ved stort event i København

Det blev kantineleder Steffen Bækkel og ernæringsassistent Laila Holdt Bonde fra Lomakøkkenet på Østerbyskolen i Vejen, der tirsdag eftermiddag fik overrakt Køkkenprisen 2024. 

- Lomakøkkenet på Østerbyskolen er en succeshistorie, der rækker langt ud over kommunens grænser. Takket være Steffen, hans team og den kæmpe opbakning fra skolens ledelse, øvrige kollegaer og selvfølgelig skolens elever. Fællesskabet er en tydelig drivkraft bag de imponerende resultater, og man fornemmer at skolemaden har en helt særlig plads på skolen, som man holder i hævd og er særligt stolte af, lød det blandt andet i juryens begrundelse for valget af vinder.

Juryen påpegede også, at al mad i Lomakøkkenet laves fra bunden, og eleverne bliver klædt på til en fremtid hvor lærdom om bæredygtighed og klima formentlig er sit eget fag i skolen. 

- Der arbejdes med og undervises i råvarer i sæson og de klimamæssige fordele ved danske, lokale fødevarer, og der arbejdes med smag og anretning, som i sidste ende er afgørende for, om maden bliver spist, fremhævede juryen ligeledes. 

Overrækkelsen af Køkkenprisen fandt sted i København tirsdag 3. september. 

Køkkenprisen er et samarbejde mellem de faglige organisationer: Kost og Ernæringsforbundet, FOA og 3F samt Landbrug & Fødevarer. Det var i år femte gang, man uddelte prisen. Samtlige af de nominerede arbejdspladser har medlemmer af Kost og Ernæringsforbundet ansat. Derfor var det en stolt formand for Kost og Ernæringsforbundet, der modtog nyheden om vinderen af Køkkenprisen: 

- Jeg er stolt af, at så mange medlemmer har været med i opløbet til Køkkenprisen. Det viser, at forbundets medlemmer ikke bare gør en stærk indsats på deres arbejde. De stikker hovedet frem og viser, hvordan de hver dag er med til at gøre en indsats og en forskel. Ikke bare for den enkelte borger, men også for vores velfærdssamfund. Det kræver mod, dedikation og faglighed, og det kendetegner lige præcis forbundets medlemmer. 

Kantineleder af Lomakøkkenet har i forbindelse med nomineringen forklaret, at skolens elever selv er med til at tilberede maden i køkkenet et par gange om ugen. Eleverne fra 5.-8. klasse er med 3 dage om ugen hvor de er med, og laver stort et alt fra anretning til selve madlavningen. Steffen Bækkel håber, at Køkkenprisen kan være med til at sætte et større fokus på skolemad. 

Det er et håb, han deler med Ghita Parry: 

- Det glæder mig også, at man med udvælgelsen af årets vinder af Køkkenprisen 2024 sætter fokus på en ambitiøs skolemadsordning med fokus på lokale råvarer og mest mulig elevinddragelse, madmod og maddannelse. For skolemad er en uudnyttet mulighed til at fremme børns trivsel, sundhed og fællesskaber, tilføjer hun.

Juryen bestod i år af: 

  • Michael Allerup Nielsen, Næstformand, Kost og Ernæringsforbundet
  • Pia Heidi Nielsen, Formand, Kost- og Servicesektoren
  • Leif Friis Jørgensen, Adm. direktør, Naturmælk
  • Christian Vejlund, Seniorkonsulent, Landbrug & Fødevarer
  • Lone Skov Hansen, Forhandlingssekretær, 3F

Læs om alle de nominerede her

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.