Bøger

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

18.03.2022

Trepartsaftale på VEU-området forlænges

Aftalen betyder bl.a., at ernæringsassistenter fortsat kan få finansieret opkvalificerende efter- og videreuddannelse.

I fredags blev det offentliggjort, at trepartsaftalen for voksen-, efter- og videreuddannelsessystemet fra 2017 er forlænget til udgangen af 2022. Aftalen er indgået mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter, der samtidig har besluttet at der i løbet af 2022 skal forhandles en ny trepartsaftale på plads på voksen- og efteruddannelsesområdet.

Kost og Ernæringsforbundet er tilfredse med, at omstillingsfonden videreføres et år til. Den giver nemlig mulighed for omstilling af faglærte og ufaglærte, der er i beskæftigelse. Fonden dækker deltagerbetaling, hvilket kan motivere til at flere tage efter- og videreuddannelse på eget initiativ, fordi det derved er gratis for den enkelte.

Der er i 2022 afsat 67,5 millioner kr. til deltagerbetaling i forbindelse med efter- og videreuddannelse. Medarbejdere kan enten i deres fritid eller i arbejdstiden efter aftale med arbejdsgiver deltage i offentligt godkendte akademi- og diplomuddannelser, og derigennem opnå et egentligt kvalifikationsløft i form af ECTS-point. Der kan gives støtte til deltagerbetaling til uddannelsesmoduler på maksimalt 10.000 kr. pr. person om året. Omstillingsfonden fordeles efter først til mølle-princippet.

For ernæringsassistenter kan f.eks. en akademiuddannelse i ernæring eller ledelse være meget relevant opkvalificering, som altså kan finansieres via omstillingsfonden. Flere medlemmer har siden 2017 gjort brug af muligheden for at få netop en kompetencegivende efter- og videreuddannelse gennem denne aftale.

I Kost og Ernæringsforbundet er vi tilfredse med videreførelsen af VEU-treparten i 2022. Og vi ser frem imod drøftelserne i 2022, hvor der i pejlemærkerne er enighed om, at fokus for drøftelserne skal være et fremtidssikret VEU-system, der understøtter en omstillingsparat arbejdsstyrke og arbejdsmarkedets behov.

Læs mere om aftalen hos Børne- og Undervisningsministeriet.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.