
Rapport: Mere end 200.000 underernærede danskere
Ernæring er vigtig for alles sundhed, men en ny rapport sætter for første gang også økonomi og tal på, hvad sygdomsrelateret underernæring koster det danske samfund. Konklusionen lyder på svimlende 14,5 milliarder kroner om året.
-Jeg er rigtig glad for, at der nu er kommet konkrete tal og fakta på omfanget af underernæring i Danmark. Vi har længe haft brug for et samlet overblik. Det understreger med al ønskelig tydelighed, hvor vigtig ernæringsprofessionelle med indsigt i kost og ernæring er for samfundet, siger formand for Kost og Ernæringsforbundet Ghita Parry.
Rapporten er udført af Menon Economic på vegne af organisationen ONCA-Danmark (Optimal Nutritional Care for All). Den bygger på en omfattende gennemgang af dansk forskningslitteratur og data suppleret med indsigt fra skandinavisk og øvrig europæisk forskning på området.
Et andet opsigtsvækkende tal fra rapporten er, at underernæring præger 200.000 danskeres hverdag.
-Kost og Ernæringsforbundet har længe råbt op om behovet for en samlet og målrettet indsats mod underernæring. Det viser rapporten jo med al tydelighed, der er. Både menneskeligt og økonomisk kan vi som samfund ikke være bekendt, at lade forekomsten af underernæring være så høj, fastslår Ghita Parry.
I Kost og Ernæringsforbundet arbejder mange medlemmerne allerede dedikeret med underernæring. Men der er brug for endnu mere forebyggelse og behandling, og alle faggrupper i Kost og Ernæringsforbundet har en vigtig rolle at spille i arbejdet, mener formanden.
Og der er al mulig grund til at sætte ind mod underernæring allerede nu, for rapporten slår fast, at ”som følge af demografiske ændringer forventes omfanget og konsekvenserne af underernæring at vokse markant i de kommende år”. I 2035 kan antallet af borgere, der lider af underernæring stige helt op til 250.000, hvis ikke der bliver grebet ind.
Kost og Ernæringsforbundet er medlem af ONCA.
Fakta
Kost og Ernæringsforbundet er også en del af Alliancen mod Underernæring, som har lavet 6 anbefalinger til bekæmpelse af underernæring.
I udspillet som er blevet til i samarbejde med FOA og Ældre Sagen ”En værdig og velsmagende alderdom” beskriver forbundet veje til en sundere alderdom , også i forhold til underernæring.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.