Jeanette Ulnits [ TEKST ] Nicolas Cho Meier [ FOTO ]
Mere verdensmad til ældre
Profil: Jens Tuyen Truong vil gerne gøre op med madmæssig vanekultur og sætte sit præg på mad til ældre. Han drømmer om at producere verdensmad til ældre og introducere dem for det asiatiske og indiske køkken.
Selv ikke en nedsat nyrefunktion og et åbent benbrud, der kostede et halvt års hjemsendelse under studietiden, kunne hindre den nyuddannede ernæringsassistent i at løbe med årets legat som Håndværkets Højdespringer 2021.
For at få tildelt det og de medfølgende 15.000 kroner skal man enten have opnået et bemærkelsesværdigt resultat − eller “med positivt sindelag have gennemført uddannelsen under besværlige forhold”.
− Jeg er ikke særlig boglig, men jeg kan, hvad jeg vil. Og så vil jeg gerne hjælpe andre, siger han.
Jens Tuyen Truong bestod i juni 2021 sin svendeprøve til topkarakterer og fik oven i prisen for bedste elevkammeratskab på skolen.
Hellere ernæringsassistent end kok
Indstillingen til legatet kom fra hans leder, Hanne Melgaard Juul, og de omkring 100 andre kolleger i Madservice Aalborg. Her har han været som elev og har sagt ja tak til en midlertidig ansættelse.
− Det er helt tilfældigt, at jeg er blevet ernæringsassistent. Jeg faldt over uddannelsesbeskrivelsen, da jeg ledte efter tilmeldingsformularen til gastronomuddannelsen. Det var lige mig. Jeg havde ellers en helt forkert forestilling om, at ernæringsassistenter er en slags kokkens slaver, siger han.
Jens Tuyen Truong har altid arbejdet i restaurationsbranchen og har selv haft café og værtshus. Motivationen til at uddanne sig blev skudt i gang, da han fik tilbudt et job som kok på voksenlærlingeløn, hvis han gik i gang med gastronomuddannelsen. Men selvom økonomien ville være en anden, fordi han ikke kunne blive voksenlærling som ernæringsassistent, var han ikke i tvivl. Han skulle være ernæringsassistent:
− Der er så meget mere for mig i arbejdet som ernæringsassistent, end der ville være som kok. Lige nu arbejder Madservice Aalborg eksempelvis meget med De officielle Kostråd og skal finde måder at få faset flere bælgfrugter ind i kosten. Det er udfordrende, og den udvikling ville jeg ikke have fået som kok på en restaurant, siger Jens Tuyen Truong og uddyber:
− Jeg har mulighed for at komme i dybden og nørde med f.eks. mængder. Det er spændende, at det er så små ting, der skal til for at få en krop til at fungere.
En dag vil Jens Tuyen Truong gerne videreuddanne sig til professionsbachelor i ernæring og sundhed. Han har også lyst til at tage ud i verden og besøge plejehjem for at få mere viden om, hvordan man i andre kulturer bespiser ældre og holder dem sunde.
− Min drøm er at blive køkkenleder, så jeg kan sætte mit præg på maden og sammensætte nye spændende menuer. For mig er det en superspændende udfordring at lave mad til ældre, der har fået den samme mad hele livet. For mange ældre er valg af mad blevet en vane. Der skal noget kød og nogle hvide kartofler til − og skal det være vildt, skifter man rødkålen ud med agurkesalat.
− Jeg vil gerne sætte mit madfaglige aftryk på mad til ældre ved at tilføre mere grønt og ved at sætte verdensmad på menukortet. Jeg vil præsentere ældre for noget helt andet end det, de kender − asiatisk og indisk mad, nye typer krydderier og sammensætninger, mere smag og andre smage end det, de kender, siger han.
Blå bog
Jens Tuyen Truong
38 år
Uddannet ernæringsassistent i 2021 fra TECHCOLLEGE i Aalborg og ansat i Madservice Aalborg. Modtager af legatet Håndværkets Højdespringer 2021. Legatet er indstiftet af Aalborg Haandværkerforening og tildeles hvert år en nyuddannet, der har opnået et forbilledligt resultat.
Min hverdag
Venner og familie: Jeg elsker socialt samvær og især at spise ude med venner og familie. Så bliver det bare ikke bedre.
Rugby: Jeg er tidligere spiller i Aalborg Rugbyklub, så jeg ser alle deres kampe og ses stadig privat med spillerne.
Catch and release: Jeg kommer helt ned i gear, når jeg fisker ved sø og å. Jeg fanger ørreder og gedder, men slipper de fleste ud igen.
Sover til en film: Jeg bruger TV til at falde i søvn. Nyhederne og alle former for sport er det eneste, der kan holde mig vågen.
Ekstrajob: Min far startede en beværtning i 1987, der i dag er min søsters. Stedet er i mit DNA − jeg har altid haft ekstrajob der, kender alle gæsterne og kan ikke undvære det.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.