Madmor? Jamen jeg er jo meget mere end det

Hver morgen bliver børn og forældre i den daginstitution, hvor Michella Helbo Viholt er kostfaglig eneansvarlig, mødt af duften af nybagte boller. Forældrene roser de velduftende boller, og børnene er vilde med det friskbagte bagværk. Så er dagen skudt i gang.

Det giver stor arbejdsglæde at starte dagen med glade børn og ros fra deres forældre. Alligevel er der også udfordringer for Michella Helbo Viholt og kostfaglige eneansvarlige i andre institutioner, når bollerne er spist, og forældrerosen er forduftet.

− Køkkenet bliver tit omtalt som daginstitutionens hjerte. Men jeg synes ikke, at der bliver gjort nok for, at det er sådan. Jeg mangler, at man faktisk mener det, man siger. Jeg har min egen profession og laver noget helt andet end pædagogerne i institutionen. Det synes jeg ikke altid bliver set, siger Michella Helbo Viholt.

Fagligt alene i hverdagen

Michella Helbo Viholt har kun godt at sige om sine kollegaer i dagligdagen, og når hun står i køkkenet og laver mad, er der ikke så meget tid til at tænke over de store linjer. Men når hun kommer hjem fra arbejde, kan tankerne melde sig:

− Jeg kan nogle gange tænke, hvorfor føles 
det her ikke mere som en fælles indsats, hvor vi alle arbejder tæt sammen?, siger Michella Helbo Viholt.

Når Michella får de tanker, kommer følelsen af at være alene med sin faglighed, og dermed ikke have nogen at stå sammen med på arbejdspladsen, snigende. 

Du savner en respekt for det, I laver, og for den faglighed, I repræsenterer. Hvor vil du gerne have, at den respekt skal komme fra?

− Fra ledelsen. Ikke kun ledelsen i huset, men også deres ledelse, altså kommunen. De kan jo følge op og spørge ind til, hvorfor det er fedt, at vi bliver ved med at have madordninger, siger Michella Helbo Viholt.

Udvikling kræver refleksion

Den manglende diskussion og refleksion over madordningerne hæmmer udviklingen af både ordningen og de kostfaglige eneansvarliges faglighed, mener Michella Helbo Viholt. Da hun skulle vælge institution til sin egen søn, spillede madordningen en stor rolle.

− Jeg valgte en daginstitution til min søn, som har en madordning, og jeg kan se, at han spiser anderledes, når han spiser med sine venner og personalet. Det er så godt. For han smager på ting, han ikke nødvendigvis vil spise derhjemme. Det med at han bliver udfordret sammen med andre, det kan jeg godt lide som mor, siger Michella Helbo Viholt. 

Hun håber, at der bliver set mere på de muligheder, der er i maden, måltiderne og ikke mindst i de ernæringsprofessionelle, der laver maden.

− Jeg er på 30 timer, men jeg gad godt at have 
de sidste syv timer til et projekt. Jeg kunne f.eks. arbejde fokuseret med, hvad der passer til årstiden, eller have en dag om ugen, hvor jeg står for bålmad sammen med nogle af børnene. Det ville være godt at involvere mig i børnenes hverdag. Det med bare at være madmor … Jamen jeg er jo meget mere end det. Jeg sørger for, at børnene har benzin i tanken til at lave det, de skal lave i institutionen, siger Michella Helbo Viholt.

Gensidig faglig respekt

Michella Viholt har arbejdet som kostfaglig eneansvarlig siden 2018 og har hidtil ikke kunnet forestille sig at lave andet. Men hun ærgrer sig over, at der efter hendes mening ikke har været en faglig udvikling igennem de syv år.

− Hvis du vil udfordres, skal du skabe dine egne udfordringer. Og det kan være svært, når du ikke har nogen til at hjælpe dig med at finde ud af, hvilke udfordringer der skal til for at blive stærkere. Jeg skal gøre noget aktivt for at udfordre mig selv, og det gør jeg ved at komme med forslag til smagsdage og temauger. Men det er op til mig selv, siger Michella Helbo Viholt.

Hvis du kunne ændre tre ting, som kunne gøre, at du fik en endnu bedre hverdag, hvad skulle det så være for tre ting? 

− Gensidig respekt faggrupperne imellem og forståelse for, at man som kostfaglig eneansvarlig står op for sin faglighed, ligesom pædagoger gør for deres. Og en ledelse, der har min ryg, siger Michella Helbo Viholt.

Tror du, at I bliver glemt som faggruppe?

− Nej, jeg tror ikke, at de bevidst glemmer det, men jeg tror bare, at fordi faggruppen er så lille, så er det ikke en førsteprioritet, slutter Michella Helbo Viholt.
 

Artiklen er fra fagbladet Appetit 1 2025.