Hanne Brix
17.05.2024

I hælene på Hanne

På job med en TR: En dag i køkkenet på Lindehøj Plejecenter i Horsens med tillidsrepræsentanten Hanne Brix kan næsten tage pusten fra en
Videofil
play_arrow

Hanne skridter gennem køkkenet på Lindehøj Plejecenter, hvor der er gang i dagens produktion. Der steges, pakkes og laves diætkost i højt tempo. Hun går med raske og effektive skridt, og man skal være på tæerne for at følge med. På vejen gennem køkkenet og ind på kontoret når Hanne at sætte en bakke på plads, og lige at tjekke mikrobølgeovnen. Uden at sætte farten ned. Vi forsøger at følge med Hanne denne dag for at blive klogere på, hvad der, efter Hannes mening, er hemmeligheden bag en god tillidsrepræsentant.

Når Hanne vil tale med chefen, så bliver der lyttet. Hun har ’mere end 20 års erfaring’ som tillidsvalgt, og har godt styr på regler, aftaler og udtrykker sig desuden i klar tale. En chef og en tillidsvalgt kan måske godt se forskelligt på udfordringerne på en arbejdsplads, og man er ikke i tvivl om, at Hanne siger sin mening. Men som hun selv formulerer det, så stoler hun 100% på chefen. Og køkkenchefen Stig Diederichsen siger det samme om hende. Der er en gensidig respekt, og derfor er det ikke en kampplads, når der skal løses problemer i køkkenet på Lindehøj.

– Jeg slås ikke med nogen, slår Hanne fast.

For Hanne Brix er en god tillidsvalgt en, der skaber dialog, lytter og i øvrigt har sine argumenter i orden når der skal forhandles. Hun kan godt lide, at der er et godt sammenspil mellem hende og ledelsen. Og så er det vigtigt, at man grundlæggende har en ambition om at skabe en god arbejdsplads.

– Det er dejligt, at man har en god arbejdsplads. Man er jo egentlig mere på arbejde, end man er hjemme. Derfor har jeg altid bestræbt mig på at have en god arbejdsplads med en god tone. Det synes jeg også, vi har. Du kan fornemme, at her er en god stemning, siger Hanne Brix.

En anden vigtig pointe, som er, at man som tillidsvalgt skal være et godt forbillede for sine kolleger.

– Man er nødt til at være fagligt dygtig. Så man er jo nødt til at gå forrest og tage det sure en gang imellem. Og så handler det aldrig om mig selv, når jeg for eksempel forhandler løn, siger Hanne Brix.

Humøret er højt fra morgenstunden og når arbejdet går i gang, er tempoet højt, men der er også plads til smil og gode snakke hen over medisteren. Hanne har ret. Her ER virkelig en god stemning, og det er formentlig medvirkende til, at der er god trivsel i køkkenet. I hvert fald er der et lavt sygefravær, og ifølge Hanne Brix Mikkelsen ingen rekrutteringsproblemer, fordi folk bliver i jobbet i mange år. Der er nogle metoder til at skabe den gode atmosfære og det gode samarbejde.

– Det får man ved at løfte folk. Altså få folk til at vokse ved at give dem opgaver, de er ansvarlige for. Og så handler det også om, at vi hjælper hinanden. Vi skal nå at lave det, vi skal. Og det kan vi lige så godt gøre med et godt humør. Så det er et kæmpe plus, at vi har haft en god ledelse gennem mange år, siger Hanne Brix.

 

Når det handler om at forhandle med ledelsen, så har Hanne Brix også nogle klare råd, særligt hvis det handler om at få mere i løn.

– Du skal have argumenterne og udregningerne i orden. Det kan ikke nytte noget, at man bare kommer og siger: ’Vi laver skolemad’. Det er ikke noget. Du skal vise, at I laver noget udover det sædvanlige. Du skal kunne påvise, at du har gjort en forskel for borgerne. Det er jo dem, vi er her for, siger Hanne.

Hun anbefaler, at man sender sine tal til cheferne i forvejen, hvis man for eksempel skal lønforhandle. Og indsamler gode og saglige argumenter løbende.

– For nogle år siden fik jeg et ret stort beløb som engangsbeløb til samtlige ansatte. Jeg kunne påvise forskellige ting i forhold til vores madservice. Og vi havde borgmesteren på besøg, som bagefter skrev og sagde tak. Så havde jeg på skrift, at han syntes, vi havde en fantastisk arbejdsplads. Det var altså dejligt at have det på skrift og kunne gå til lønforhandling med, husker Hanne Brix.

Der er ingen tvivl om, at Hanne er vellidt og respekteret som tillidsvalgt af kollegerne. Det står klart når man spørger rundt om i køkkenet.

– Man ved, at man har støtten og hun er inde i tingene. Og hun går meget op i det, siger kollegaen Birgitte.

– Hvis man har problemer eller der er et eller andet, så kan man bare gå til hende uden problemer og så tager vi en snak om problemerne, siger Camilla.

Men der er også stor ros fra Hannes Brix' chef, Stig Diederichsen, når man spørger, hvad det betyder at have en dygtig tillidsrepræsentant.

– Jamen, det betyder jo alt. Det betyder jo tillid. Det betyder, at jeg kan aflevere en opgave, og jeg stoler 100 procent på personen og omvendt. Tillidsrepræsentant stoler på mig, hvad jeg siger, og det er gensidig respekt. Og hvis vi har en gensidig respekt, så får du en homogen gruppe. En homogen gruppe er jo lig med super god trivsel og det giver lavt sygefravær. Så samarbejde, specielt med tillid. Ja, det betyder rigtig meget, siger Stig Diederichsen.

Dagen i hælene på Hanne nærmer sig sin slutning. Inden vi skilles, så får Hanne de sidste ord, som er gode råd til andre tillidsvalgte.

- Vær åben, ærlig og få et godt sammenspil med dine kolleger. Hvis man bliver valgt som tillidsrepræsentant, så har man deres respekt og tillid. Og så husk, at din leder også er til for dig for at hjælpe. Kontakt forbundet, hvis der er behov for hjælp. Så tag forhandleruddannelsen.  For guds skyld, slutter Hanne

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.