25.03.2021
40 millioner til mere bæredygtige offentlige køkkener
I Kost og Ernæringsforbundet glæder vi os over, at regeringen og dens støttepartier har set det store potentiale, der er i de offentlige køkkener og derfor har afsat en køkkenomstillingspulje på 40 millioner kroner. Puljen skal bruges til at gøre offentlige køkkener mere klimavenlige og økologiske.
Puljen er et stort og vigtigt skridt på vejen til at få gjort de offentlige måltider mere klimavenlige, og vi er glade for, at vores politiske arbejde har båret frugt i form af denne pulje. For der er et kæmpe potentiale i at få reduceret CO2-udledningen fra de godt 800.000 måltider, der hver dag bliver produceret i de offentlige køkkener i Danmark. Ikke bare i processen med at gøre mere planterig kost til hverdagskost. Her kan de offentlig køkkener være en vigtig facilitator.
- For vi ved, at hvis 800.000 daglige måltider bliver gjort mere grønne, er det en lysegrøn og billig genvej mod et mere bæredygtigt samfund. Billigere end både elbiler, vindmøller og isolering, siger Michael Allerup, næstformand og talsmand for bæredygtighed i Kost og Ernæringsforbundet og tilføjer:
- Vi ved også, at der er en enorm vilje til mere bæredygtig produktion blandt vores medlemmer ude i de offentlige køkkener. Nu kan kompetencerne få at løft, så vi kan omsætte den vilje til handling og mere grønne måltider, uden det går ud over den tårnhøje kulinariske kvalitet og arbejdsmiljøet.
Men vi fortsætter vores dialog med politikerne. For penge er ikke det eneste, der skal til, for at Kost og Ernæringsforbundets målsætning om en reduktion i CO2 på 25 procent i samtlige offentlige køkkener i Danmark inden 2025 skal blive til virkelighed. Der skal være politisk vilje i hele Danmark for at det lykkes. Det drejer sig bl.a. om at få alle kommuner og regioner til at fastsætte konkrete mål for CO2-reduktion.
- Herudover skal vi have bedre redskaber til at arbejde professionelt og ensartet med bæredygtighed. Vi skal have fastsat, hvordan vi beregner det her klimaaftryk fra fødevarerne, så alle offentlige køkkener måler ens. Men det skal ikke skygge for, at solen skinner og vi glæder os over, at Christiansborg har truffet en god og rigtig beslutning med den solide pulje i dag, siger Michael Allerup.
Læs mere
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.