WHO: Verden har et overforbrug af salt
Millioner af menneskeliv kan reddes, hvis vi spiser mindre salt, viser ny rapport fra WHO.
De fleste mennesker spiser for meget salt. Det globale gennemsnitlige saltindtag er estimeret til at være 10,8 gram om dagen - mere end det dobbelte af WHOs anbefaling på under 5 gram, svarende til ca. en teske, om dagen.
Et højt indtag af salt udgør en af de største risikofaktorer for livsstilsrelaterede dødsfald. Det øger bl.a. risikoen for hjerte-kar-sygdomme, nyresygdomme, kræft og for tidlig død. I rapporten fra WHO - den første nogensinde - estimeres det, at en reduktion af folks saltindtag vil kunne redde 7 millioner liv inden 2030.
Rapporten anbefaler tydeligere retningslinjer og opfordrer til politiske tiltag i alle lande. Bl.a. mærkning af fødevarer med lavt saltindhold, forbrugeroplysning og regler for offentlige indkøb. I dag har blot ni lande i verden indført tiltag for at reducere befolkningens saltforbrug.
At mindske saltindtaget på globalt plan er en del af FN's bæredygtighedsmål 3, Sundhed og trivsel, som blandt andet har som mål at reducere dødsfald pga. ikke-smitsomme sygdomme.
Læs hele rapporten her.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.