Henrik Stanek [ TEKST ] Alamy [ FOTO ]
Vi gør det godt i Danmark
Læring i udlandet: Mercantec i Viborg har haft elever på studietur, hvor de i to uger fulgte og lavede mad med tyske elever. Det gav selvtilliden et boost, fortæller en deltager.
Celeste Therkildsen var ikke i tvivl, da hun fik tilbuddet om at komme med til Tyskland, hvor otte elever fra Mercantec i Viborg skulle undervises i to uger sammen med elever på en tysk pendant til den danske uddannelse til ernæringsassistent.
− Jeg tog med for at få en oplevelse og for at se, hvordan de gør i Tyskland. Svendeprøven lå lige om hjørnet, så turen kom som et godt afbræk, siger den 20-årige nybagte ernæringsassistent.
Eleverne besøgte Carl Reuther Berufskolleg i Hennef nær Køln. Det blev på mange måder en udbytterig tur.
− De arbejder noget anderledes end os. Al mad kom ud i skolens bistro, hvor de serverede den som i en kantine. Vi smager på maden og anretter i portioner, mens de øser op, som det lige passer dem, fortæller Celeste Therkildsen.
21-årige Malene Fjordvald lagde mærke til en anden forskel.
− Eleverne skal gøre, som læreren siger, så de får ikke lov til at være så kreative som os. Jeg fandt også ud af, at jeg har styr på det, jeg har lært, når jeg for eksempel viste, hvordan jævningen til en sovs skal se ud. Det giver selvtillid, siger hun.
De to ernæringsassistenter hæfter sig også ved, at tyskerne var ivrige til at bruge smør og fløde.
− Maden skulle bare smage godt, hvor vi også går op i at mindske madspild og bruge bønner, linser og bælgfrugter for at skære ned på kødet. Den forskel giver viden om, at vi gør det godt i Danmark, siger Malene Fjordvald.
Spøjs opskrift på frikadeller
Mercantec har tidligere haft elever på grundforløb på studietur til det sydvestlige Tyskland. I efteråret sidste år rejste lærere fra Viborg ned til skolen for at planlægge en tur til hovedforløbet.
− Flere af vores elever vil på tur, for det kommer de på andre uddannelser. Men de skal sørge for at tage et sted hen, som matcher fagligt. Sammen med de tyske lærere fandt vi ud af, at vi kunne arbejde med produktionshygiejne, fødevarelære, ernæring og allergener, siger underviser og studievejleder Berit Brøndum.
− Det er godt at se nogle arbejde i samme fag som en selv, men som gør det på andre måder, tilføjer hun.
− Vores elever stillede spørgsmål til den måde, tyskerne greb tingene an på, og når de selv skulle forklare om en ret, opdagede de, at de kan mere, end de troede. De blev tvunget til at handle, fordi de var mere erfarne end de tyske elever.
De tyske lærere havde planlagt, at eleverne skulle lave danske retter sammen. Blandt andet havde de fundet opskrifter på frikadeller og stuvet hvidkål. Det blev en spøjs oplevelse.
− Frikadellerne blev lavet af kalvekød og skulle paneres, så de kom mest til at ligne karbonader. Hvidkålen ville heller ikke blive stuvet, så en elev spurgte, hvad hun skulle stille op. Hun havde været i praktik på et plejecenter, og vi blev enige om, at hun bare skulle gøre, som hun plejer, fortæller Berit Brøndum.
Ingen grund til sproglig skepsis
De danske elever var bekymrede for, om de kunne tale med de tyske lærere og elever, da de stod på toget i Viborg. Men det havde de ingen grund til.
− Vi forventede, at tyskerne ville være gode til engelsk, men det var de ikke. Tværtimod fandt vi ud af, at vi selv er bedre til det, end vi troede. Og til tysk for den sags skyld, så det gav selvtillid, siger Malene Fjordvald.
Eleverne oplevede også, at der er et andet hierarki i Tyskland.
− De tyske lærere og elever lavede sjov sammen, men eleverne er på efternavn med lærerne, de taler pænt, de skal være i den rigtige uniform, og da en elev kom for sent, fik han en klar besked om, at han skal møde til tiden, fortæller Berit Brøndum.
Malene Fjordvald oplevede forskellen, da elever fra Viborg ville forklare, at den tyske opskrift ikke førte til frikadeller og stuvet hvidkål.
− Især en af lærerne sagde, at det var den rigtige opskrift. Det handlede nok om hans stolthed, for i Tyskland er det ikke normalt, at elever retter på lærerne, siger hun.
Studieturen blev finansieret af Erasmus+, som er EU's program til støtte for uddannelse, unge og sport.
− Det ligger i luften, at kokke skal ud i verden, men det kan lige så godt være ernæringsassistenter. De vil også afsted, og vi håber, at det hjælper på rekrutteringen til uddannelsen, at vi kan tilbyde studieture og udlandspraktik. Derfor prøver vi at finde flere steder at tage til, siger Berit Brøndum.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.