Maria og Nikita på TR træf 2025
23.09.2025

TR-træf 2025: ”Det klæder os godt på at mødes på tværs”

105 tillidsrepræsentanter fra hele landet er samlet til TR-træf 2025 i Middelfart. En af dem er Nikita Kikkan Poulsen, der er kostfaglig eneansvarlig i Hedensted.

- Det har været en rigtig god første dag på TR-træf. Det er interessant at høre, hvad der rører sig ude blandt mine TR-kollegaer. Det er en rar følelse at finde ud af, at man ikke er alene. Træffet giver samtidig mulighed for at sparre om de mange vigtige opgaver og emner, der er forude, så vi er klædt godt på som tillidsrepræsentanter, fortæller Nikita Kikkan Poulsen. 

Nikita Kikkan Poulsen er en af de 105 tillidsrepræsentanter, der mandag og tirsdag den 22. og 23. september mødes til Kost og Ernæringsforbundets TR-træf 2025 i Middelfart. Dagene byder både på oplæg, workshops og erfaringsudveksling. Det er en givende blanding, fortæller Nikita, der til daglig kostfaglig eneansvarlig i Børnehuset Stjerneskuddet i Hedensted og tillidsrepræsentant for omkring 20 kostfaglige eneansvarlige, ernæringsassistenter og ernæringshjælpere i 15 daginstitutioner. 

- Mandagen startede med at formand Ghita Parry tog os igennem nogle af de vigtige forandringer, der er foran os. Inflation, sundhedsreform, OK26, kvaliteten i mad og måltider og meget mere. Det gav anledning til mange gode snakke på tværs. Kost og Ernæringsforbundets chefkonsulent Pernille Hansted holdt også et rigtigt givende og vigtigt oplæg om forbundets politiske prioriteringer ved det kommende kommunal- og regionsrådsvalg 2025. Det er fedt, at vi bliver taget med ind i forbundets overvejelser og drøftelser. Det klæder os godt på som tillidsrepræsentanter, siger Nikita Kikkan Poulsen.

Fra første dag på TR-træffet tager Nikita også mange gode input fra en workshop om rekruttering af ernæringsassistenter og ernæringsprofessionelle ledere med sig. 

- Jeg tager mange noter med mig hjem fra denne workshop, som jeg glæder mig til at drøfte med mine kollegaer på vores næste netværksmøde. Jeg vil rigtig gerne være med til at promovere ernæringsassistentuddannelsen. Det er vigtigt, at vi får flere faglærte ernæringsprofessionelle, så vi fremadrettet kan sikre at vores børn og unge, ældre og syge får den rette ernæring. Jeg er tit blevet mødt med ordene ”Du laver jo bare mad”. Men nej, jeg laver ikke bare mad! Jeg sørger for, at maden og måltiderne lever op til de ernæringsmæssige krav indenfor min målgruppe, siger Nikita Kikkan Poulsen.

 

Foto af Nikita Kikkan Poulsen
Nikita Kikkan Poulsen er kostfaglig eneansvarlig og tillidsrepræsentant. Hun deltager i TR-træf for anden gang.
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.