Sygefraværet i det offentlige og det private er på samme niveau

En fuldtidsansat i en kommune eller en region var i gennemsnit fraværende fra sin arbejdsplads på grund af sygdom i knap tolv dage i 2018, viser en ny statistik. Sådan så niveauet også ud de foregående fire år, hvor det kun har svinget nogle ganske få promille.

Ernæringsassistenter, professionsbachelorer i ernæring og sundhed og andre inden for dette fagområde var i gennemsnit fraværende cirka en dag mindre om året end gennemsnittet for alle ansatte i de to sektorer. Også her er der et stabilt niveau gennem de seneste fem år.

En rundringning til flere kost- og ernæringsfaglige arbejdspladser i kommuner og regioner vidner da også om et stort fokus på de ansattes trivsel og et fast blik på statistikken over sygefraværet − som et af flere udtryk for, om medarbejderne trives. Der er særlige indsatser, arbejdsgrupper og temadrøftelser i MED-udvalg og på personalemøder, hvor fraværsstatistikken fremlægges, og indsatser drøftes.

Meget tyder altså på, at der på de offentlige arbejdspladser er en høj bevidsthed om sygefraværet. På regeringsniveau synes man imidlertid, at der lokalt kan gøres en endnu større indsats for at nedbringe sygefraværet.

Regeringen opfinder en sygefraværspakke

Tidligere på året kaldte Troels Lund Poulsen (V) og Sophie Løhde (V), henholdsvis beskæftigelses- og innovationsminister, i fællesskab til kamp mod det angiveligt høje sygefravær i det offentlige. Det skete ud fra den betragtning, at dette sygefravær udgør en væsentlig samfundsomkostning, og hvis det kunne nedbringes med bare én dag om året i gennemsnit, ville det svare til ca. 2.800 ekstra fuldtidsansatte på offentlige arbejdspladser.

De to ministre fremlagde statistikker, der viste, at de ansatte i kommuner og regioner hvert år i gennemsnit var syge 5-6 dage mere end privatansatte. De proklamerede en forstærket indsats og afsatte 100 mio. kr. til en ‘sygefraværspakke’, bl.a. et rejsehold, bedre ledelsesinformation og nye videnspakker.

Kritik af regeringens fraværstal

Flere eksperter kritiserede regeringens udlægning af sygefraværsstatistikken og mener, at den reelle forskel er så lille, at den ligger inden for den statistiske usikkerhed. En af kritikerne er Merete Labriola, der har forsket i sygefravær siden 2001.

− Regeringens udspil er et politisk projekt, hvor det virker som om, at man havde besluttet sig for en indsats, før man læste den rapport, der skulle ligge til grund for indsatsen. Rapporten er god og gennemarbejdet. Allerede her er der en god forklaring på over halvdelen af den forskel, der er på sygefraværet i det offentlige og det private, siger Merete Labriola, der er forskningskonsulent på Socialmedicinsk Center på Frederiksberg Hospital.

Rapporten ‘Sygefravær i den offentlige sektor’ fra december 2018 er udarbejdet af Finansministeriet og Beskæftigelsesministeriet og fortæller ved en nærlæsning, at andelen af kvinder på offentlige arbejdspladser er langt større end i det private, og kvinder er mere syge end mænd, blandt andet på grund af graviditetsbetinget sygefravær.

Men nærlæser man rapporten, som er lavet af Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet, er der flere andre forklaringer på forskellen i sygefraværet, blandt andet forskelle i uddannelsesniveau og alder. Desuden er der nogle store medarbejdergrupper blandt de offentligt ansatte, der trækker gennemsnittet op. Det gælder for eksempel sosu-assistenter i både kommuner og regioner, der typisk har fire-fem årlige sygedage mere end gennemsnittet af de offentligt ansatte.

Flere langtidssyge i det offentlige

Ifølge de ministerielle embedsmænd ville forskellen i sygefravær kun være 2,3 dage, hvis sammensætningen af køn, alder, branche og arbejdsfunktion var ens i regionerne og den private sektor. Det vejer især tungt, at offentligt ansatte oftere end privatansatte er langtidssyge, dvs. syge i over 30 dage, og varigheden af langtidssygdom er også længere i det offentlige, nemlig 77-79 dage, mens den i det private opgøres til 69 dage.

Man kan kun gisne om årsagen, siger Merete Labriola, men det er nærliggende at tænke, at man i det offentlige ikke er helt så tilbøjelig til at afskedige medarbejdere med tendens til at være syge i længere tid og dermed sende dem på offentlig forsørgelse. Hvis man ved den kortvarige sygdom tager højde for især alder, køn, brancher og arbejdsfunktioner er den ‘uforklarlige’ forskel nede på 0,5 arbejdsdag om året.

Merete Labriola har flere bud på forklaringer, som ikke er med i rapporten fra de to ministerier:

− I forhold til det private omfavner det offentlige flere sårbare medarbejdere. Jeg ved fra tidligere job, at når nogen har været på dagpenge eller kontanthjælp i længere tid, så forsøger kommunerne ofte at motivere dem til at søge ind på uddannelser, hvor der er udsigt til et job i det offentlige. En del af disse mennesker er ofte mere sårbare end gennemsnittet. Og når offentlige arbejdspladser rummer flere sårbare medarbejdere, er det naturligt, at man også har mere sygefravær, mener hun.

Relationsarbejde kræver overskud

Kommunerne og regionerne udbyder desuden mange deltidsjob, og Merete Labriola mener, at borgere, der er mere sårbare end gennemsnittet, måske er tilbøjelige til at søge et deltidsjob, fordi de mener, at de ikke kan klare et fuldtidsjob. Det kan også spille ind på sygefraværet. Desuden har de offentlige arbejdspladser også en større andel af medarbejdere i fleks- og seniorjob og med §56-ordninger, og deres sygefravær bliver måske undervurderet i en sammenligning med det private.

Og så er der yderligere et forhold, hun finder overset: Rigtig mange offentligt ansatte arbejder med relationer, for eksempel skolelærere, pædagoger, sygeplejersker og sosu’er. Hvis man arbejder med børn eller syge, er man også mere udsat for selv at blive syg, og man tager hensyn og tager ikke på job, hvis man risikerer at smitte sine kolleger. Men relationsarbejde er også karakteriseret ved, at det kræver empati og mental tilstedeværelse.

− En psykolog sagde til mig, at man burde have kvoter for, hvor lang tid man kan være empatisk. Når man arbejder med relationer, er man på hele tiden. Og man kan ikke gå på arbejde og være empatisk, hvis man er utilpas, ked af det eller deprimeret. Så melder man sig syg. Relationsarbejde kræver mentalt overskud. Så er det nemmere at sidde på et kontor eller stå ved en maskine, siger Merete Labriola.

Efterskrift: Et regeringsskifte ved det forestående folketingsvalg (der er overstået den 5. juni, efter redaktionens afslutning) kan ændre strategien for opfølgning på rapporten om sygefravær. Følg med på regeringen.dk.

Stort fokus på trivsel og sygefravær

Der er en åben dialog om sygefraværet både på den enkelte arbejdsplads og i samarbejdsudvalgene. Og et højt engagement, der kan være med til at sænke fraværet, mener de adspurgte tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter.