erhversuddannelser
20.05.2025

Politisk aftale styrker erhvervsuddannelserne – et vigtigt skridt i den rigtige retning

Regeringen og en bred kreds af Folketingets partier har indgået en længe ventet aftale på erhvervsuddannelsesområdet.

Aftalen bygger på regeringens udspil fra marts ”Forberedt på fremtiden VII - En markant styrkelse af erhvervsuddannelserne” og er en historisk styrkelse af erhvervsuddannelserne. 

Aftalen rummer en række konkrete og målrettede initiativer, der har til formål at løfte kvaliteten, øge søgningen og forbedre rammerne på erhvervsskolerne. Mest centralt er de massive investeringer i erhvervsuddannelserne over de kommende år, hvor skolerne får flere penge at drive uddannelse for – herunder også ernæringsassistentuddannelsen. Samlet set afsættes godt en halv milliard kr. årligt fra 2030, hvor over halvdelen tildeles skolerne uden bindinger. De resterende penge i aftalen bruges på tiltag, som blandt andet fokuserer på:

  • At eleverne skal mødes af endnu bedre undervisere
  • At eleverne oplever bedre sammenhæng mellem skolebænk og oplæring
  • At der skabes flere veje ind på erhvervsuddannelserne
  • At færre elever falder fra
  • At øge trivslen både på skolen og i oplæringen

Overordnet er aftalen blevet mødt med stor begejstring og med ros til regeringen og aftalepartierne for at prioritere erhvervsuddannelserne og investere i fremtidens faglærte. 

Aftalen skal implementeres gradvist over de kommende år, hvor de gode intentioner skal omsættes til mærkbare forbedringer i hverdagen for elever, skolerne og virksomheder – også inden for ernæringsassistentuddannelsen. 

Du kan læse hele aftalen her.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.