OK26 Kl forhandlinger
12.03.2026

OK26: Her er det samlede forlig mellem Kost og Ernæringsforbundet og KL

Forliget betyder mere i pension, lønstigninger til flere grupper og ny lønmodel for ansatte i daginstitutioner og skoler

Tidligere kunne vi præsentere den generelle aftale mellem Forhandlingsfællesskabet og KL for dig der er kommunalt ansat.

Her sikrede Kost og Ernæringsforbundet en reallønsstigning med generelle lønstigninger de næste tre år på 6,27 procent, bedre familievilkår og en ny fritvalgskonto. 

Nu er organisationsforhandlingerne i Sundhedskartellet, hvor vi har forhandlet organisationspuljen på 2 procent afslutet.

Det betyder, at vi kan præsentere et samlet forlig på det regionale område.  

Hvis I stemmer ja til aftalen ved urafstemningen, træder den i kraft 1. april 2026. 

Overblik: Det indeholder forliget mellem Kost og Ernæringsforbundet og KL

  • Lønstigninger for de fleste af vores grupper
  • Fremrykning af tidspunktet for stigninger
  • Markant stigning i pensionsindbetalinger for elever, basisansatte og ledere
  • Ny lønmodel for ansatte på daginstitutioner og skoler
  • Forbedret mulighed for lokale lønforhandlinger
  • Særlig indbetaling til fritvalgskontoen for kandidater

Disse punkter udgør altså sammen med elementerne i det generelle forlig den samlede pakke af løn og vilkår for de kommende tre år, som du skal stemme om ved urafstemningen.

Lønstigninger for de fleste af vores grupper
Gennem organisationsforhandlingerne har vi fået yderligere lønstigninger til de fleste af vores faggrupper i kommunerne. Samtidig har vi rykket anciennitetstillægget frem, så ernæringshjælpere, ernæringsassistenter og kostfaglige eneansvarlige stiger i løn efter fem år i stedet for efter syv år som i dag.

Sådan stiger lønnen fra 1. april 2027 for de enkelte grupper:

  • Alle ernæringsassistenter får 509 kroner mere pr. måned.
  • Ernæringsteknologer med mere end fire års erfaring får 696 kroner mere pr. måned.
  • Økonomaer med mere end fire års erfaring får 1.038 kroner mere pr. måned.
  • Professionsbachelorer i ernæring og sundhed med under fire års erfaring får 578 kroner mere pr. måned. Dem med mere end fire års erfaring får 413 kroner mere pr. måned.
  • Kliniske diætister får alle 849 kroner mere pr. måned.
  • Ernæringsassistentelever under 25 år får 1.505 kroner mere pr. måned de første seks måneder af deres uddannelse og 2.257 kroner mere pr. måned i den sidste periode af deres uddannelse.
  • Kostfaglige eneansvarlige på døgninstitutioner og i leve-bo-miljøer med mere end fem års erfaring får 247 kroner mere om måneden.


En styrket pension
Fra 1. april 2027 stiger pensionssatsen. Elever og basisansatte får fremover 15 procent i pension, mens ledere får 18 procent. De ekstra procenter, lederne får, kommer fra en særlig lederpulje fra kommunerne, som vi har udnyttet til at give mere i pension.

Eksempel: Så meget stiger pensionen med den nye aftale for et medlem med gennemsnitsløn
 

  • Elever får i dag 10 procent. Efter 1. april 2027 får de 15 procent, hvilket i gennemsnit svarer til 842 kroner pr. måned.
  • Basisansatte får nu mellem 13,93 og 14,37 procent. Efter 1. april 2027 får alle 15 procent, hvilket i gennemsnit svarer til 332 kroner pr. måned.
  • Ledere får nu 14,64 procent. Efter 1. april 2027 får de 18 procent, hvilket i gennemsnit svarer til 1.574 kroner pr. måned.

Ny lønmodel for ansatte på daginstitutioner og skoler
Fremover får alle medlemmer ansat i daginstitutioner og på skoler den samme grundløn med en centralt aftalt lønstigning efter fem år. Den nye grundløn vil være højere end den nuværende grundløn for kostfaglige eneansvarlige, og din erfaring følger med, hvis du skifter arbejdsplads.

Er du ansat som professionsbachelor i ernæring og sundhed, fortsætter du på dit nuværende lønniveau.

Alle ansatte på daginstitutioner og skoler får samme titel: ernæringsfaglig.

Hvis du har særlige opgaver eller kvalifikationer, skal der aftales tillæg for det lokale.

Fritvalgskonto til kandidater
For medlemmer, der er ansat som kandidater, er der aftalt en særlig indbetaling til fritvalgskontoen på 1,98 procent. Herfra kan I selv vælge, om I vil have det udbetalt som løn eller overføre det til pension.

Forbedret mulighed for lokale lønforhandlinger
Lokalløn kommer fremadrettet til at fylde en større del af jeres løn. For at sikre, at det bliver gjort ordentligt, har vi i aftalerne forbedret mulighederne for lokale lønforhandlinger for jer medlemmer, tillidsrepræsentanterne og os som organisation.

Hvad sker der nu i OK26?
Næste skridt i OK26-processen er, at du vil blive inviteret til online medlemsmøder, hvor vi vil præsentere alle detaljerne i forliget.
Her vil vi gå i dybden med de mange elementer i aftalen, og du får svar på dine spørgsmål. Derefter skal du og de andre medlemmer stemme om overenskomsten ved en urafstemning.


 

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.