Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

03.02.2022

Nye kostråd til professionelle køkkener

I dag lanceres Kostråd til Måltider, som er en ’oversættelse’ af de officielle kostråd specifikt til daginstitutioner, skoler og kantiner.

Kostråd til Måltider er en oversættelse af De officielle Kostråd, så de er nemmere at bruge i hverdagen i professionelle køkkener, der ønsker at servere sund og klimavenlig mad.

”Kost og Ernæringsforbundet er rigtigt glade for de nye Kostråd til måltider. Dem har vi efterspurgt, og vi er meget glade for, at I har lyttet til os. For vi har brug for det her værktøj, når vi skal planlægge og tilberede maden til alle vores forskellige målgrupper. Vores opgave er at forene sundhed med bæredygtighed og ernæring med plantebaseret grøn mad. Vi tror på, at vi kan påvirke børn, unge og voksne i en klogere retning, der forener sundhed, ernæring, bæredygtighed og alt det grønne. Det skal vi for mennesker skyld og det skal vi for klodens skyld”, udtaler formand for Kost og Ernæringsforbundet Ghita Parry.

Kostråd til Måltider er udviklet til daginstitutioner, skoler og kantiner (på uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser). Det består af 3 værktøjer:

  1. Principper (viser principper for sund og klimavenlig mad, og hvordan I omsætter dem til 5 måltider)
  2. Råvareoversigt (viser hvilke råvarer I skal vælge, når I planlægger og tilbereder sund og klimavenlig mad)
  3. Portionsstørrelser (viser hvilke mængder der er passende i de enkelte måltider)

Kostråd til Måltider – Principper, Råvareoversigt og Portionsstørrelser kan I finde inde på altomkost.dk. Inde i det digitale univers kan I også finde mere viden om og inspiration til, hvordan I bruger Kostråd til Måltider.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Fakta

  • 3 ud af 5 danskere vil gerne spise mere klimavenligt (Madkulturen).
  • En gennemsnitlig dansker i alderen 6-64 år kan reducere klimaaftrykket fra kosten med 31-45% ved at følge kostrådene (Klimarådet).
  • Samfundet vil kunne indhente 12 mia. kr. årligt i sundhedsøkonomiske gevinster og forebygge ca. 1.000 for tidligere dødsfald hvert år, hvis danskerne i højere grad fulgte kostrådene (Københavns Universitet).

Find alt om kostrådene

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.