TV 2/Østjylland
25.03.2026

Ny rundspørge: Skolemad styrker trivsel, fællesskab og madvaner

TV 2-regionerne har undersøgt, hvordan forsøget med skolemad er kommet i gang

TV 2 Regionerne har i en række artikler og tv-indslag sat fokus på erfaringerne fra den nationale forsøgsordning med skolemad. På tværs af landet tegner der sig et billede af, at skolemaden ser ud til at styrke både trivsel, fællesskab og madvaner.

Tv-stationerne har sammen lavet en landsdækkende rundspørge blandt skoleledere på de 187 deltagende skoler. 95 skoler har svaret. I svarene på rundspørgen siger 80 procent, at de oplever, at skolemaden påvirker trivslen positivt. Samtidig peger 82 procent på, at fællesskabet blandt eleverne bliver styrket.

Flere skoleledere beskriver over for TV 2-stationerne, at der er markante forandringer i hverdagen.

- Det er det mest fantastiske, der er sket i mine 12 år som skoleleder her, siger Claus Peter Olesen fra Molsskolen til TV 2/Østjylland.

Færre sultne elever og bedre skoledag
På flere skoler oplever man, at færre elever går sultne gennem skoledagen. Det giver bedre forudsætninger for både trivsel og læring.

- Det har givet et kæmpe løft til fællesskabet og derved også til trivslen, siger Henrik Halle, skoleleder på Strandmølleskolen i Assens til TV 2/Fyn.

Flere elever fortæller, at de kan mærke en forskel.

- Det er meget sjovere at være her og spise det samme, siger Jonas Malik Sunesen, elev på Molsskolen til TV 2/Østjylland.

Skolemad ændrer børns madvaner
Forsøget viser samtidig, at skolemad kan være en løftestang for sundere og grønnere madvaner.

Flere skoler serverer mere plantebaseret mad og har indført flere kødfrie dage. Det er eleverne åbne over for, og de er nysgerrige på råvarer, de ikke kender hjemmefra.

Gratis mad giver størst effekt
Undersøgelsen peger også på en vigtig forskel. Effekten er mindre tydelig på skoler, hvor forældre skal betale for maden.

70 procent af skolerne tilbyder gratis skolemad, mens resten har egenbetaling. Her falder opbakningen, og enkelte skoler er helt trådt ud af ordningen.

Det understreger betydningen af, at alle børn har lige adgang til måltidet.

Fakta: Forsøgsordning med skolemad

  • 187 skoler deltager i den nationale forsøgsordning
  • Omkring 840 millioner kroner er afsat til forsøget
  • Ordningen løber frem til 2028
  • En landsdækkende ordning vurderes at koste ca. 5,5 milliarder kroner årligt

Fakta om rundspørgen

  • Cirka halvdelen af skolerne har deltaget i rundspørgen
  • 80 % af skolelederne oplever bedre trivsel
  • 82 % oplever styrket fællesskab
  • 70 % af skolerne tilbyder gratis skolemad
  • Øvrige skoler har egenbetaling på 15 eller 25 kroner per måltid
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.