Nordens nye superfood
Fagblad 6, 2021

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Jeannette Ulnits [ TEKST ] Danish Quinoa Group  [ FOTO ]

Nordens nye superfood er danskproduceret

Fødevarer: Takket være en årelang forædlingsproces vokser det lille, ultrasunde frø quinoa nu i Danmark og sælges til professionelle i offentlige køkkener. Det er imidlertid en træg omgang at få danskproduceret quinoa ud til forbrugerne.  

Uden for de professionelle køkkener ses quinoa stadig lidt som et trendy speltmors-produkt, men faktisk er det en af verdens ældste afgrøder. Produktet er først blevet kendt herhjemme i nyere tid, og det er kun fem år siden, at danske landmænd gav sig i kast med at producere og lancere nordisk quinoa til restaurationer og supermarkedskæder i Danmark og Norden.

Det skyldes ikke mindst et næsten 30 år langt sejt træk af agronom og tidligere lektor i afgrødevidenskab på Københavns Universitet Sven-Erik Jacobsen. Han har gennem selektering og krydsning ændret planten, så den passer til Nordens lange dage med svagt lys.

Han driver i dag virksomheden Quinoa Quality, der udvikler og leverer specialfrø tilpasset europæisk jord, vind og vejr med fokus på danske og nordiske landmænd.

Med samarbejdspartnere fra bl.a. gastronomibranchen og Professionshøjskolen Absalon arbejder han også for at få det danskproducerede produkt ud på supermarkedernes hylder.   

Fra fattigmandsføde til danskproduceret superfood

Importeret quinoa kommer fortrinsvis fra Peru og Bolivia, hvor det indtil for omkring 20 år siden blev anset for at være fattigmandsføde. Efterspørgslen på quinoa voksede kraftigt efter 2013, hvor FAO − FN’s organisation for fødevarer, landbrug og fiskeri − havde holdt Det Internationale Quinoa År. Det fik siden produktionen i Sydamerika til at stige voldsomt − desværre med et øget forbrug af gødning og pesticider til følge. Så sent som i foråret tilbagekaldte Fødevarestyrelsen og importøren et økologisk quinoa-produkt efter fund af pesticider.

Dansk quinoa er næsten overalt dyrket økologisk og altid uden brug af pesticider. Desuden er det − i modsætning til importeret quinoa − fuldkorns og har et stort indhold af kostfibre. Det lille frø indeholder den rette sammensætning af essentielle aminosyrer, er fyldt med proteiner og fibre − og så er det glutenfrit. Ud over at være et sundere alternativ til ris og pasta er det et oplagt bud på et produkt, der kan indgå i plantebaserede alternativer til kød, mener Sven-Erik Jacobsen.

 − Quinoa er ernæringsmæssigt det bedste alternativ til kød. Det er også den mest klimasikre afgrøde, der findes. Den klarer sig godt i tørke, og det er vi nødt til at tænke med, nu hvor vi går en tid i møde med ekstremt vejr. Vi kommer til at spise mindre kød, så hele området med plantebaseret protein er i stor vækst. Det er den vej, det går, vurderer han.

Smagfuldt og mere bæredygtigt

Næste udfordring har været at få banket hul igennem til forbrugerne. 

 − Begyndelsen har været svær, men nu begynder der at ske noget. Quinoa har været dyrket på Lolland i fem år, men det er først nu, at afgrøderne begynder at kunne sælges. Mange restauranter og offentlige køkkener er inden for det sidste års tid blevet faste kunder, men der er stadig flaskehalse i detailhandlen. Det går langsommere end forventet, men jeg er fortrøstningsfuld, fortæller han.

På nuværende tidspunkt findes danskproduceret quinoa kun i Irma og Meny. Argumenterne for at skifte importeret quinoa ud med danskproduceret quinoa synes ellers at stå i kø. Med lokalt produceret quinoa undgås den lange transport, hvilket giver et lavere klimaaftryk. Produktion i Danmark vil gøre jorden mere frugtbar, fordi quinoa skal dyrkes på skift med andre afgrøder. Danskproduceret quinoa vil skabe arbejdspladser, støtte danske landmænd og øge udbuddet af sundere fødevarer.  

 − Det står ikke til diskussion, at danskproduceret fuldkornsquinoa er langt mere ernæringsrig end den importerede. Den er økologisk produceret og er ikke afskallet og vasket, så de værdifulde fibre er bibeholdt. Det giver mere smag, bid og en struktur, der passer godt til den mere rustikke smag, som vi har her i Norden, siger Sven-Erik Jacobsen. 

Fakta:

Quinoa

Quinoa tilhører salturtfamilien, som også omfatter spinat, rødbede og sukkerroe. Både frø og blade kan spises, og sammensætningen af essentielle aminosyrer til human ernæring er optimal.

Quinoa indeholder 13 til 22 procent protein, 10 til 16 procent fibre, ca. 5 procent fedt med en høj andel af de umættede fedtsyrer omega 3 og omega 9. Quinoa er desuden glutenfri og har et højt indhold af jern, magnesium, zink og calcium.

Kilde: Landbrugsstyrelsen

Fakta:

Nyt quinoaprojekt skal udvikle grønne proteiner

Professionshøjskolen Absalon gennemfører sammen med bl.a. Quinoa Quality Projekt NekstPro, der skal udvikle fødevarer med tekstureret planteprotein. NekstPro er en sammentrækning af Nyt ekstruderet planteprotein til fremtidens ernæringsrigtige fødevarer. Ved at kombinere proteiner fra forskellige planter og udvikle ny teknologi til forarbejdning vil projektet skabe velsmagende, mættende planteprodukter med et proteinindhold som i kød.

Projektet vil i første omgang arbejde med en kombination af ærter, hestebønner, quinoa og hamp. I udviklingsarbejdet skal proteinerne bearbejdes ved hjælp af teknologien ekstrudering. Her opvarmes råvaren, den sættes under tryk og bearbejdes, så proteinerne strækkes ud til en kødagtig og sprød fiberstruktur. De nye ekstruderede kombinationsråvarer skal afprøves til køderstatning, snacks og melbaserede produkter.

Projektet har fået bevilget otte mio. kroner fra GUDP og er et af tre nye, store projekter fra 2020, hvor man udvikler ny teknologi, metoder og produkter, som kan frembringe velsmagende plantebaserede madvarer og fødevareingredienser med højt indhold af protein i god kvalitet af danske råvarer.

Øvrige samarbejdspartnere i projektet er Hanegal, Organic Plant Protein, Møllerup Brands og Københavns Universitet.

 

Fakta:

Quinoa-fællesskabet på Lolland

− Vi står meget stærkere sammen. Hvis man selv vil bære et produkt hele vejen fra jord til bord, er man meget sårbar.

Sådan lyder det kort fra Henrik Knudsen. Han er næstformand i Danish Quinoa Group, der er en gruppe på 16 landmænd fra Lolland, der er gået sammen om at få dansk dyrket quinoa på danskernes tallerkener. Håbet er, at også mange offentlige køkkener vil opdage både de ernæringsmæssige og bæredygtige fordele ved den lokalt producerede quinoa. Ikke mindst fordi quinoa ikke alene er bæredygtigt i forhold til klimaet − men også, fordi quinoa kan løfte erhvervslivet lokalt på Lolland:

− Sukkerroerne har længe været den primære indtægtskilde for det lokale landbrug. Det er de ikke længere. Derfor er nytænkning vigtig, hvis man økonomisk vil overleve som landmand, og her har vi valgt at satse på quinoa. Med andre ord: Quinoa kan blive “den nye sukkerroe” for os, forklarer Henrik Knudsen og tilføjer, at Lolland og quinoa-dyrkning på flere parametre er et godt match:

 – Dyrkning af sukkerroer minder meget om dyrkningen af quinoa. Så vi har taget både ekspertisen og udstyret fra sukkerroerne med over til dyrkningen af quinoaen. Samtidig er den gennemsnitlige temperatur på Lolland og Falster højere end i de fleste andre dele af Danmark. Quinoa trives nemlig bedst i varm jord og ved høje lufttemperaturer.

Og fællesskabet er meget vigtigt i forhold til at få quinoa-projektet til at lykkes. De 16 landmænd har forskellige kompetencer, og det er en styrke, understreger Henrik Knudsen:

− Hvis man står alene, så skal man mestre enormt mange kompetencer, hvis det skal lykkes. Derudover viser det også over for samarbejdspartnere, at vi har en modstandskraft, så de kan regne med os. Hvis en af vores landmænd mislykkes med dyrkningen, er der altid en anden landmand, som det er gået godt for, siger han.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.