Nærvær og omsorg i hver enkelt mundfuld

Tomater formet som sommerfugle. Lysegrønne servietter. Nystrøgede skjorter og opsat hår.

Det er dagen, som mange af beboerne, og ikke mindst de ansatte, har set frem til længe: Dagen hvor forsamlingshuset på Plejecenter Højgården i Farsø for anden gang slår dørene op og byder på en valgfri treretters menu.

Klokken er kvart i 11, enkelte beboere er dukket op og sidder klar i deres kørestol ved et langt bord midt i rummet. På bordet er ikke kun hvid dug og hvide roser, men også forårsgrønne servietter og efeu-blade, der fungerer som navneskilte.

I køkkenet er kostansvarlig Anja Isabell Pedersen og hendes kollegaer ved at lægge sidste hånd på forretterne, der i dag består af tarteletter, lavet fra bunden, klassiske rejecocktails og krydret laksemousse.

− Vi har lagt vægt på klassiske retter, men med et tvist, fortæller Anja Isabell Pedersen, der pointerer, at køkkenpersonalet altid har fokus på den ernæringsmæssige sammensætning i maden, men at retterne i dag trods alt er noget, beboerne ikke får serveret normalt.

Ej, hvor ser det godt ud!

Anja Isabell Pedersen og hendes kollegaer har også gjort noget særligt ud af det sansemæssige. I maden er der både noget, der knaser, og noget, der er blødt. Der er knald på farverne, også fordi flere af beboerne ikke ser særlig godt. Og så leger personalet med formerne og lægger vægt på, at maden dufter godt, forklarer Anja Isabell Pedersen.

 − Mange af vores beboere er småtspisende. Men når farverne spræller, så spiser de mere, som hun siger.

Køkkenpersonalet er dog også opmærksomme på portionsstørrelserne. Wienerschnitzlen, som er en af dagens tre mulige hovedretter, er derfor blevet halveret i størrelse.

− Tilbagemeldingerne fra sidst var, at selvom vi var opmærksomme på det, så var der stadigvæk lidt for meget på tallerknerne. Så nu er selv tarteletterne blevet ganske små. Til gengæld har vi gjort dem hjerteformede, smiler Anja Isabell Pedersen, der kigger på uret og konstaterer, at klokken er 11.

− Så kører vi, siger hun, mens hun skubber køkkendørene op og triller maden ind på rulleborde, og der lyder flere begejstrede udbrud fra både beboere og social- og sundhedsassistenterne, der, af køkkenpersonalet, er blevet bedt om at lægge arbejdstøjet fra sig og tage deres eget private tøj på.

− Ej, hvor ser det godt ud, siger social- og sundhedsassistent Lone Bonde, der har sat sig ved siden af Arne og har taget hans hånd i sin. − Se, her kommer din rejecocktail, Arne. Og bagefter står den på hakkebøf. Hvor bliver du forkælet i dag.

Det er omsorg. Bare gennem maden

Idéen til restauranten er faktisk Anja Isabell Pedersens, der havde lyst til at “ruske lidt op i Højgården”, som hun siger. I stedet for at køre på rutinen ville det være fantastisk at få lov til at skabe noget spænding, forklarer Anja Isabell Pedersen.

− Jeg brænder for den rigtige ernæring og for at undersøge, hvordan mad kan påvirke fysikken og ikke mindst sindet. Vi har jo sendt beboerne en invitation, hvor der står, at vores ønske er at give dem nærvær og omsorg i enhver mundfuld, de får, siger Anja Isabell Pedersen, der fortæller, at køkkenpersonalet absolut føler sig som en del af huset. Men at de indimellem også er lidt for meget ude i køkkenet.

 − Jeg kan se, hvor dygtige plejepersonalet er til at skabe nærvær og give omsorg. Det fik jeg også et stort behov for, og det har vi faktisk mulighed for her, fortæller Anja Isabell Pedersen.

− Den her mad, den her treretters menu, hele stemningen, farverne, sanserne, der er i spil, det er vores chance for at sætte et aftryk i beboernes hverdag og give dem en bid af lidt livskvalitet. Det er omsorg. Bare gennem maden, pointerer Anja Isabell Pedersen, der triller rullebordet ned til 89-årige Frida, der har fundet sin mors gamle elfenbenshalskæde frem fra gemmerne.

− Jeg er jo i byen, som hun forklarer. Hun nipper til sin vin og drager et nydelsessuk.

− Det er mit første glas rødvin i to år. Jeg synes, rødvin skal passe til maden, og det gør den i dag, smiler hun.

Anja Isabell Pedersen sætter en laksemousse pyntet med en tomat formet som en sommerfugl foran Frida og lægger en hånd på hendes skulder.

− Værsgo, siger hun og ruller videre mod Johannes, der sidder i en fin rødternet skjorte.

Kunne jeg bede om lidt mere rødvin?

Johannes har også Lone Bonde som borddame, ligesom Arne. Blot på den anden side. Også han får et lille klem på skulderen af Anja Isabell Pedersen.

− Det er helt fantastisk, at køkkenpersonalet på den her måde sørger for det hele, siger Lone Bonde. Hendes kollega social- og sundhedshjælper Anni Aagesen er helt enig. Hendes beboere taler stadigvæk om, hvor fantastisk det var sidste, og altså første, gang, der blev budt velkommen til Restaurant Højgården.

− Det skaber virkelig nogle stærke fælles oplevelser mellem både os, dem og beboerne. Og det er jo virkelig noget, der skaber livskvalitet, siger Anni Aagesen, der bliver afbrudt af en af de andre fra plejepersonalet, der slår på et vinglas.

− Skal vi ikke synge en sang? lyder forslaget. − Hvad kender vi?

− Bare det for guds skyld ikke er I Østen stiger solen op. Den synger vi altid, lyder det fra Birte, der har boet på plejecentret i et lille års tid. Hun spejder efter en fra plejepersonalet, mens hun vifter med sit vinglas.

− Kunne jeg bede om lidt mere rødvin. Med alkohol, tak.