
Madvaner er en effektiv indsats mod klimaet
Nordisk Ministerråd har lanceret en ny rapport, som viser vejen til nye madvaner i de nordiske lande.
”At forbedre vores madvaner er den mest effektive indsats, som vi kan gøre for både folkesundheden og klimaet i Norden” siger Karen Ellemann, generalsekretær i Nordisk Ministerråd.
Rapporten viser, at skatter og subventioner er vigtige værktøjer til at ændre madvanerne, og den indeholder forslag om samarbejde i forbindelse med mærkning og regler for markedsføring. Alt dette med henblik på at gøre det lettere for beboerne i de nordiske lande at spise sundt og klimavenligt.
Så helt overordnet viser rapporten at de nordiske lande på forskellige måder kan styrke deres strategier for at spise både sundt og bæredygtigt, hvilket skal gøres, ifølge forskerne bag rapporten, med udgangspunkt i en kombination af indsatser, som har øje for de forskellige fødevarerelaterede, personlige og socio-miljømæssige faktorer der påvirker, hvordan mennesker reagerer.
Helt overordnet fremstilles der i rapporten disse fem anbefalinger til politiske indsatser for bæredygtigt fødevareforbrug:
- Anlæg et helhedsperspektiv – der er ingen isolerede løsninger.
- Indfør kød- og sukkerafgifter samt subventioner til frugt og grønt.
- Styrk offentlige indkøb og uddannelse.
- Indfør en nordisk fødevaremærkning for klimaet.
- Udarbejd fælles nordiske retningslinjer for at reducere markedsføringen af usund mad.
Ifølge Karen Ellemann, bidrager rapporten med en retning og værktøjer:
”Den nye rapport giver os retning og værktøjer for de modige beslutninger og diskussioner, som vi skal tage for at gøre det lettere for vores borgere at leve bæredygtigt og sundt”, siger hun.
Hvis du ønsker at vide mere, kan du besøge Nordisk Samarbejdes hjemmeside, eller læse hele rapporten.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.