Mad i daginstitutioner
06.05.2026

Madprofessionelles faglighed har stor betydning for mad og måltider i daginstitutionerne

Det viser ny analyse, men der er brug for bedre tværfagligt samarbejde

Børn får dækket op til 70 procent af deres daglige energibehov i daginstitutionen. Det stiller store krav til kvaliteten af de måltider, der serveres i løbet af dagen. En analyse fra Landbrug & Fødevarer og Mejeriforeningen stiller skarpt på, hvordan daginstitutionerne arbejder med ernæring og måltider – og om de lever op til de officielle anbefalinger. 

Analysen viser, at ernæring og måltider spiller en central rolle i daginstitutionernes hverdag, og at de madprofessionelles faglighed og arbejde er vigtige. 

Hele 9 ud af 10 daginstitutioner oplyser, at de bruger måltidet aktivt som en del af det pædagogiske arbejde. Der er særligt fokus på råvarekendskab, sundhed og madspild. 

Samtidig har 76 procent af institutionerne en nedskrevet mad- og måltidspolitik. Politikken bliver typisk til i et samarbejde mellem ledelse og de madprofessionelle. 

Børnene inddrages også i måltidet. Især i praktiske opgaver som at dække bord og rydde op, hvor 72 procent deltager dagligt. Til gengæld er det kun få institutioner, hvor børnene er med i selve madlavningen. 

Om analysen

Analysen er en del af projektet ”Sund start – Gode vaner for livet”, som er et samarbejde mellem Kost og Ernæringsforbundet, Landbrug & Fødevarer, Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Fødevarestyrelsen) og FOLA (Forældrenes Landsorganisation). 

Projektet vil sætte fokus på de mange gevinster ved madordninger og komme med anbefalinger til gode rammer for måltidet og de madprofessionelles arbejde. Projektet udspringer bl.a. af den medlemsworkshop for kostfaglige eneansvarlige i daginstitutioner, som Kost og Ernæringsforbundet holdt i 2025. 

”Sund start – Gode vaner for livet” løber gennem hele 2026 og er finansieret af Novo Nordisk Fonden gennem ”Børnevægt i Balance”.  Du kan læse mere om projektet her: Sund start - gode vaner for livet - Børnevægt i balance 

Mange madprofessionelle med kostfaglig uddannelse 

Langt de fleste af de adspurgte institutioner har madprofessionelle med en relevant kostfaglig uddannelse. Blandt de mest udbredte uddannelser er ernæringsassistenter, køkkenassistenter og professionsbachelorer i ernæring og sundhed, mens få institutioner kun har ufaglært personale i køkkenet. I analysen bruges betegnelsen ‘madprofessionelle’ som en samlebetegnelse for både faglært/uddannede og ufaglærte. 

De madprofessionelle varetager planlægning, indkøb og tilberedning i langt de fleste institutioner, og arbejdet med mad og måltider fylder hovedparten af arbejdstiden. 

Kendskabet til Kostråd til Måltider er meget højt i daginstitutionerne. 91 procent kender dem, og langt de fleste bruger de tilhørende værktøjer i hverdagen. Analysen viser også, at kendskabet til og anvendelsen af kostrådene er større blandt faglærte/uddannede end blandt ufaglærte. 

Kostrådene efterleves mest til frokost 

Det er dog ikke lige let at efterleve anbefalingerne på tværs af dagens måltider. Analysen peger på, at det især er frokosten, hvor institutionerne lykkes bedst, mens morgenmad og mellemmåltider i højere grad giver udfordringer. Det gælder blandt andet i forhold til grøntsager, bælgfrugter, fisk og kød. 

Men fordi der er fleksibilitet i anbefalingerne, kan det være svært at vurdere, om institutionerne samlet set lever op til de anbefalede mængder. 

Grøn omstilling og faglig udvikling fylder 

Analysen viser også en stor interesse blandt de madprofessionelle for at udvikle deres kompetencer, særligt når det handler om den grønne omstilling. 

Mange har allerede været på kursus i for eksempel at bruge bælgfrugter, lave klimavenlig og plantebaseret mad og mindske madspild. Der er også en betydelig andel, som har arbejdet med måltider til børn med afsæt i De officielle Kostråd. 

Samtidig peger resultaterne på, at grøntsager, fuldkorn og plantebaserede valg generelt er godt integreret i måltiderne i daginstitutionerne. 

De madprofessionelles rolle i institutionen 

Selvom måltiderne spiller en stor rolle i hverdagen, fylder de mindre i det fælles faglige arbejde i daginstitutionerne. To ud af tre madprofessionelle svarer, at de ikke deltager i personalemøder. Det indikerer, at der i flere institutioner kan være potentiale for at styrke den fælles dialog om mad og måltider på tværs af faggrupper og i højere grad inddrage de madprofessionelle. 

Analysen giver samlet set et billede af, at ernæring og måltider er en vigtig del af daginstitutionernes og dermed børnenes hverdag. Men den viser også, at der er et stort potentiale for at styrke både det tværfaglige samarbejde og arbejdet med at omsætte anbefalingerne til alle dagens måltider. 

Du kan læse analysen i dens fulde længde her:

Analyse blandt daginstitutioner med madordninger

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.