Ghita ved mur

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

GHITA PARRY / FORMAND

Madordninger er mere end et måltid

I disse uger er der efter mange ugers tomhed ved at blive fyldt godt op i skoler og daginstitutioner efter en god, lang sommerferie. For mange betyder det også velkommen tilbage til madpakken. Desværre.

For det behøver ikke være sådan. Mange steder i landet har kommunerne opdaget, at madordninger i skoler og daginstitutioner giver gevinst på mange områder. For madordninger gør så meget mere end at mætte børnemaver.

For det første giver det sunde børn. Op til 70 procent af børns energibehov dækkes, når de er i skole eller institution. Det stiller krav til måltiderne. Vi ved, at madpakker kan have en social slagside. Det er nemlig ofte de familier, der er pressede på økonomien eller måske kæmper med tilværelsen, der ender med usunde madpakkeløsninger eller slet ikke får pakket madpakken. Vi ser samtidig, at der er større risiko for at få overvægt som barn, hvis du kommer fra en familie med en lav indkomst. Derfor bør kommunerne tage opgaven på sig og sikre mere lighed i sundhed for børn uanset postnummer og indkomst.

Dernæst ved vi, at madordninger er gode for sundheden helt generelt. Forskning har vist, at daglige måltider reducerer risikoen for overvægt og gør det nemmere at lære noget i skoletiden. I Sverige har forskere konstateret, at madordninger i folkeskolen har medført højere uddannelser og en sundere opvækst for dem, der fik skolemad i 1950’erne. Netop fordi man med skolemaden stillede krav til børns ernæring og på den måde sikrede, at batterierne var ladet op hele dagen, så også de sidste timer på dagen gav pote. Det skal være lige så naturligt, at vores børn i skoler og daginstitutioner lærer at spise sundt, som det er, at de lærer at læse, skrive, regne og bevæge sig i skolen.

Sammen med FOA hylder vi madordninger i landets daginstitutioner på årets Maddag 16. september. Det gør vi dels for at holde fast i det fællesskab, vi har omkring vores faglighed. For vi ved også, at fællesskabet i hverdagen som kostfaglige enesvarlige betyder noget for udvikling og virkelyst. Og jeg ser og hører hele tiden om gode fællesskaber, der er med til at rykke på den store faglighed. Det varmer og gør mig stolt.

Men vi afholder også Maddag for vise udadtil, hvad madordninger med ernæringsprofessionelle bag roret kan. Med et kommunalvalg lige rundt om hjørnet kan jeg kun håbe, at mange lokalpolitikere tager imod vores invitation til Maddag 2021, hvor de kan opleve fordelene ved madordninger.

Jeg ønsker mig, at madordninger kan blive et spørgsmål op til, under og efter kommunalvalget. For der er alt for stor forskel i tilbuddene til vores børn. Alle børn i daginstitutioner og skoler skal opleve fællesskabet omkring et sundt måltid mad hver eneste dag. Og vi mener, at tilbuddet skal være af samme kvalitet i hele landet − uafhængigt af hvor børnene bor, eller hvad deres forældre tjener.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.