maddag 24
21.06.2024

Maddag for både børn og bedsteforældre

Når Maddag vender tilbage i september vil mange flere kunne deltage, for i år er det både for daginstitutioner og plejecentre

Det gode måltid er en vigtig faktor for trivsel og sundhed, og hver dag bliver der serveret over en million offentlig måltider. Omkring halvdelen af måltiderne bliver serveret for børn eller ældre, og bag måltiderne står dedikerede ernæringsprofessionelle. Det er værd at markere.

Derfor udvides maddag fra i år til også at omfatte måltider på plejehjem, og dermed får mange flere ernæringsprofessionelle mulighed for at vise og fortælle om fordelene ved madordninger og det fælles måltid. I daginstitutionen eller på plejehjemmet.

Normalt deltager hundredvis af daginstitutioner i maddag, som sidste år kunne fejre sin 10-års fødselsdag. Fortællingen om, at maden og måltidet er en grundsten i hverdagen for de mindste børn har gennem årene været i fokus. Dagen har vist med al tydelighed, hvilken vigtig rolle madprofessionelle spiller i hverdagen i landets daginstitutioner. På plejehjem bliver der altså fremover også mulighed for at sætte fokus på det gode måltid og betydningen af fællesskabet omkring måltidet, når der skal laves retter med kartofler, som er årets kulinariske tema.

Det er Kost og Ernæringsforbundet og FOA, der har besluttet, at Maddag skal udvides til også at omfatte ernæringsprofessionelle på plejecentre. Det er håbet og ambitionen, at endnu flere medlemmer og borgere, skal være med til at begejstres og glædes over fællesskabet om måltidet. 

Maddag bidrager til forståelse for, at maden og måltidet er et vigtigt element i at sikre, at de spisende får den rette ernæring og dejlige madoplevelser. Og så kan maddagen bidrage til samspil mellem de madprofessionelle og det hhv. pædagogiske og de social- og sundhedsfaglige medarbejdere.

Maddagen vil blive afholdt af de madprofessionelle medlemmer af FOA og Kost og Ernæringsforbundet i samarbejde med de øvrige relevante faggrupper, og løber af stablen 25. september.

Tilmeld dig Maddag for ældre

Tilmeld dig Maddag for børn

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.