Mad er omsorg

En pære er ikke bare en pære. Konsistensen kan være hård, blød eller måske melet. Smagen kan være mere eller mindre sød. En pære smager også forskelligt, alt efter om du spiser den hel eller udskåret. Er appetitten lille og måske erstattet af kvalme, mundtørhed og en bismag af metal i munden, har forskellene i smag og konsistens stor betydning. Det mærker Emil Paulsen,
der er indlagt på Aarhus Universitetshospital. Han har leukæmi, og behandlingen for sygdommen har stor indvirkning på hans appetit og lyst til mad:

− Det lyder måske som en lille ting, at frugten er skåret ud. Men det kan gøre hele forskellen for, om jeg får noget at spise, siger Emil Paulsen.

− Det betyder virkelig meget, at de (madomsorgsværterne, red.) kommer forbi på stuen, og at de har fokus på maden. De synes, det er vigtigt, at jeg får noget at spise, og gør meget for at lytte til, hvad jeg har lyst til, siger Emil Paulsen. Emil har været indlagt i fire måneder. Hver dag kommer professionsbachelor i ernæring og sundhed Mia Bach Edlund og ernæringsassistent Else Marie Keller Pedersen forbi på hans stue med en fristevogn. De er madomsorgsværter på afdelingen for blodsygdomme og har pakket vognen med nøje udvalgte snacks og drikkevarer. Som noget nyt har de også lavet et is-skilt med billeder af sodavandsis, proteinberigede is og flødeis. I dag har Emil Paulsen lyst til en sodavandsis.

− Vi gør, hvad vi kan for at gøre maden så indbydende som muligt. Det betyder meget, fordi de fleste patienter på afdelingen har lille appetit på grund af de forskellige behandlinger, de får. Derfor er det også helt bevidst, at alt er i små stykker og små portioner, fortæller Else Marie Keller Pedersen.

Patienterne spiser mere

At de to madomsorgsværter har fokus på detaljerne, gør en mærkbar forskel: Patienterne spiser op mod 20 procent mere. Derfor er der god grund til at gøre en særlig indsats selv for de små måltider, forklarer Mia Bach Edlund:

− Mad er en vigtig del af patienternes behandling, når de er indlagt. Vores patienter er alvorligt syge og gennemgår intensive behandlingsforløb med mange bivirkninger som appetitløshed, kvalme og træthed. Derfor spiser patienterne ofte mindre, og det kan have negative konsekvenser for både livskvalitet og sygdomsforløb. Det er vigtigt, at vores patienter spiser småt, men godt − og gerne lige så tit, som de kan overskue. Så giver de sig selv de bedste forudsætninger i sygdomsforløbet.

På stuen hos Emil Paulsen mærker man tydeligt, at det gør en forskel, at Mia og Else Marie kommer forbi med fristevognen. Det er svært at skulle trække i snoren, som forstyrrer personalet, fordi man har lyst til en is eller noget frugt.

− Vi er stolte af det arbejde, vi laver. Patienterne spiser mere, og vi kan se, at vi gør en forskel. Vi siger tit, at vi har verdens mest taknemmelige job. Når vi kommer ind på stuen til en patient, så er det ikke for at tage en blodprøve eller andet, som måske ikke er så rart. Vi kommer og har
tiden til at snakke med patienterne, høre, hvad deres behov er, og også give et kram, hvis det er dét, der er brug for den dag, siger Mia Bach Edlund.

Fordi de to madomsorgsværter har den direkte kontakt med patienterne hver dag, så er det også dem, som hører, hvad patienterne synes om maden, og kan give feedbacken videre til køkkenet

− Vi samarbejder med diætisten og køkkenet og prøver på den måde at tilpasse maden til den enkeltes behov i den udstrækning, det er muligt. Vi har fx også haft mange snakke med køkkenet om at tænke i at lave små portioner og anretninger af mellemmåltiderne. Et studenterbrød eller en cookie i halv størrelse er mere overskueligt for mange af patienterne,
siger Else Marie Keller Pedersen. Mia Bach Edlund supplerer:

− Nogle gange er det de helt små ting, som gør forskellen. Vi går gerne den ekstra mil, når der er noget bestemt, en patient har lyst til. Vi kan selvfølgelig ikke alt, men vi går gerne langt, for at patienterne får noget at spise.

Patientens behov i fokus

For Emil Paulsen betyder det blandt andet, at i den periode, hvor han kun kunne spise knækbrød med en bestemt smøreost, så gjorde Mia Bach Edlund og Else Marie Keller Pedersen, hvad de kunne, for at hjælpe med netop dét. Og når det pludselig ændrer sig, så lytter de til, hvad behovet er.

− Jeg går meget op i, at jeg får noget at spise, selv om jeg måske ikke har lyst, så jeg kan holde vægten. Det er vigtigt for behandlingen. Men man kan ikke rigtig lide at forstyrre personalet. Man tænker, at de har travlt, og at det måske ikke er vigtigt nok. Derfor gør det en meget stor forskel, at man kan mærke, at maden er vigtig, og at de forstår, hvad der skal til, for at man har lyst til at spise noget, fortæller Emil Paulsen og tilføjer:

− De er gode til at gøre maden indbydende. Måske har jeg ikke rigtig lyst til noget mad. Men når
jeg så ser frugtstykkerne eller nogle af de andre ting på fristevognen, så får jeg alligevel lyst til at
prøve at spise noget.

Næste stop med fristevognen er hos Lone Kyndesen. Hun er også i behandling for leukæmi og
havde det meget dårligt, da hun blev indlagt i januar.
− Jeg kunne ingenting. Simpelthen. Jeg var meget dårlig. Og når man har det så dårligt, så betyder det meget, at der kommer nogen og kigger til en, som genkender en. Og nogen, som ved, hvad man kan lide, fortæller Lone Kyndesen.
− I starten havde jeg mest lyst til is. Nu skal jeg gerne have min vandmelon og en kop kaffe. Hvis jeg ikke er her, når de kommer, så stiller de en skål til mig. De ved, hvad jeg godt kan lide. Det betyder også meget, at de har tid til en snak. Jeg bor her det meste af tiden, for der er for langt at tage hjem imellem behandlingerne. Så det er dejligt, når Mia og Else Marie kommer forbi, siger Lone.

Vil ikke være til besvær

Lone vil ligesom Emil helst ikke trække i snoren for at få hjælp af personalet.
− Man vil jo ikke være til besvær. Så det betyder meget, at de kommer forbi med fristevognen. Jeg er kommet til at ligge på snoren et par gange, og der troede de, at der var noget galt, fortæller Lone med et grin.

I øjeblikket har Lone det bedre. Hun får immunterapi og oplever modsat mange af de andre patienter på afdelingen at være meget sulten hele tiden. Derfor benytter hun ofte fristeskabet. Hun bliver ikke altid mæt af aftensmåltidet, fortæller hun. Fordi hun er så sulten.

− Gør du brug af fryser-retterne? spørger Mia Bach Edlund. Lone ryster på hovedet. Og så får de en snak om, hvilke retter der er i fryseren på afdelingen, som patienterne har mulighed for
at få varmet døgnet rundt.

− Jamen det skal jeg da prøve, kan jeg godt se. Det er smart, for jeg bliver ikke mæt af aftensmaden, siger Lone. Næste trin i Lones behandling er en stamcelletransplantation, og hun ved, at hun nok vil få det dårligt igen i en periode, for det er en krævende behandling. Lone, Else Marie og Mia snakker lidt sammen om det nye, der venter, og at Lone måske også kommer til at miste håret igen. Det er ellers lige groet ud.

− Nu glædede jeg mig ellers lige til at se, om jeg ville få krøller! siger Lone og lader, som om
hun trækker i det korte hår.

− Men bare rolig. Vi kommer også på transplantationsafsnittet, så du slipper ikke for os, siger Mia Bach Edlund og sender Lone et smil.

− Det er jeg glad for. Jeg kan da ikke undvære jer. I har jo været med hele vejen, siger Lone.

Madomsorgsværterne er centrale for ernæringsindsatsen

Kira David, klinisk diætist på afdelingen for blodsygdomme på Aarhus Universitetshospital, siger om madomsorgsværterne:

− Madomsorgsværterne (Mia og Else Marie) er en uvurderlig samarbejdspartner i den ernæringsmæssige indsats på afdelingen. Vi har et meget tæt samarbejde og er i dialog næsten dagligt om patienternes ernæring, appetit, ønsker og udfordringer. Deres tætte kontakt med patienterne giver værdifuld viden, som er med til at sikre, at ernæringsindsatsen kan tilpasses den enkelte patients aktuelle behov. Samtidig fungerer de som et vigtigt bindeled mellem mig som diætist og centralkøkkenet. De har indgående kendskab til både patienternes behov og køkkenets
muligheder, og deres tætte samarbejde med køkkenet gør det lettere at finde individuelle løsninger, når der opstår særlige ønsker eller ernæringsmæssige udfordringer. Den viden og erfaring, de bringer ind i samarbejdet, er af stor værdi.

− For mange af vores patienter − særligt patienter med nedsat appetit, kvalme eller smagsforandringer − kan det være afgørende, at der flere gange dagligt er en medarbejder, som aktivt tilbyder mad og drikke og hjælper med at finde netop det, patienten kan overskue at indtage. Madomsorgsværterne gør en stor indsats for patienternes ernæring og trivsel, og deres arbejde har stor betydning for vores mulighed for at understøtte et sufficient ernæringsindtag (den rette og tilstrækkelige ernæring, red.).