Leder: Vi fortsætter kampen

For det første har rigtig mange af forbundets medlemmer involveret sig i OK21 og stemt. Vi nåede en stemmeprocent på 39,9 på det kommunale og regionale område og 27,8 på det statslige. Det betyder, at 25 procent flere har stemt denne gang end i 2018. Tak for det – og godt gået.

Herudover har opbakningen til OK21-forligene været stor. Hele 94,4 procent har stemt ja til OK21-aftalerne på det statslige område og 94,2 procent af medlemmer ansat i kommuner eller regioner. Det glæder mig, at vi som forbund ser næsten ens på noget så vigtigt. Vi har fået skabt forbedringer og lønfremgang for medlemmerne i en tid, hvor de økonomiske pile ellers peger den forkerte vej. I det lys er det et rigtig fornuftigt overenskomstresultat.  

Men alle lønkampe er ikke forbi. Og det er ikke alle kampe, der kan kæmpes i overenskomstsystemet.

Især ligelønsspørgsmålet har været til forhandling og diskussion. Selvom så mange har bakket op om OK21, er vi langtfra i mål på det spørgsmål.

For ulige løn er et politisk skabt problem, som også skal løses politisk, hvis det skal løses rigtigt.

Lønefterslæbet i kvindefagene er skabt politisk, da man i 1969 vedtog Tjenestemandsreformen. Her blev kvindedominerede faggrupper helt systematisk placeret lavt i lønhierarkiet for ansatte i den offentlige sektor. Det gjorde man dengang uden nogen logisk forklaring.

Traditionelle kvindefag i det offentlige ligger i dag lønmæssigt lige så lavt i hierarkiet som i 1969, selvom man dengang lovede, at dette ville ændre sig. Nogle kvindefag er endda rykket længere ned i hierarkiet, selvom deres uddannelser er blevet længere, vigtigere og mere værdifulde for samfundet. Heller ikke i dag kan vi få nogen logisk forklaring på dette.

 Vi taler 2021, og det kan ikke passe, at ligestillingen i vores samfund halter på grund af nogle ubegrundede og ulogiske beslutninger for over et halvt århundrede siden, hvor kønsrollerne var helt anderledes end i dag.

Det skal løses politisk, hvis vi skal tage problemet ved nældens rod. Vi vil aldrig kunne komme i mål, hvis vi kun forsøger at løse dette ved forhandlingsbordet ved overenskomstforhandlingerne. Pengeposerne her er simpelthen alt for små.

 Derfor vil vi nu kæmpe for, at logik og rimelighed kommer ind i den offentlige lønpolitik. At politikerne tager det næste logiske skridt og løser det politisk skabte problem med en politisk løsning. For det er det, der skal til, hvis vi vil løngabet til livs. Det kræver en strukturel beslutning, der vil gøre op med den urimelige aflønning af ansatte i kvindefag.

Sammen med resten af fagbevægelsen vil vi nu råbe politikerne op. Det aftalte vi i overenskomstforhandlingerne. Det var en fælles analyse, at den store, seje kamp måtte vente til efter overenskomstforhandlingerne. Så vi sammen i fagbevægelsen kan nå mål og skabe ændringer, der batter.