Ghita
Fagblad 3, 2022

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

GHITA PARRY / FORMAND

Leder: Mere opbakning til det tværfaglige, tak

For nylig landede en opløftende rapport i min indbakke. Det var den samlede evaluering af stærke projekter i fem kommuner, hvor man med hjælp fra satspuljemidler havde indført tværfaglige ernæringsindsatser.

Indhold

Projekterne havde forskellig karakter, men de havde ét til fælles: De var alle en succes. 

For rigtig ofte kan vores arbejde som ernæringsprofessionelle ikke stå alene. Der er brug for andre fagligheder. Ligesom andre fagligheders indsats heller ikke kan stå alene, hvis det halter med kosten og ernæringen. Derudover er de tværfaglige indsatser så uendeligt vigtige, for det er den mest effektive måde at vise andre og forstå og lære, hvad vi kan med vores faglighed, erfaring og kompetencer. Tværfaglige indsatser sikrer mange flere succeser på den lange bane.

Jeg er stolt over, at vi er i et fag, hvor tværfagligheden lykkes. Altså når vi får rammerne til det. For som I også kan læse i bladet her, så betyder succeshistorierne i de fem projektkommuner ikke, at man har adopteret de gode tværfaglige erfaringer og indført dem som fast praksis i hele landet. Det skriger jo til himlen, at vi lader så gode erfaringer ligge og visne. At der ikke er politikere, der kan se, at her sker der noget, der batter, og griber muligheden for at lade resultaterne leve videre til gavn for borgere og samfundsøkonomi.

Snart skal vi med vores samarbejdspartnere mødes til ONCA-konferencen, hvor det store tema selvfølgelig er underernæring. Men i år med et særligt fokus på uligheden i ernæringspleje. Kost og Ernæringsforbundet er en del af den internationale kampagne ONCA, Optimal Nutritional Care for All. Her kan vi sammen med andre stærke aktører skabe faglig og politisk opmærksomhed på ernæringsrisiko- og behandling.

ONCA-samarbejdet viser, at det ikke kun er på tværs af fag, at vi arbejder med at komme underernæring til livs. Vi arbejder også på tværs af landegrænser, da så meget vigtig viden og værdifulde erfaringer ellers vil gå tabt. Alligevel må vi konstatere, at det er nogle lange, seje træk i kampen mod mindre underernæring. Blandt andet fordi vi ikke møder den nødvendige opbakning fra politikere – i stat, regioner og kommuner – til at skabe de bedste rammer for den gode tværfaglige indsats. Ej heller på tværs af grænser.

Jeg håber derfor, at der også snart lander meldinger i min indbakke fra det politiske system om, at man er begyndt at lytte og se,
hvor stor en forskel vi kan gøre i forhold til underernæring. Hvis vi altså får rammerne til det.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-torsdag kl. 8.30-15.00 og fredag 8.30-13.30.