Thomas Johannesson
21.08.2024

Kost og Ernæringsforbundet henter direktør i egne rækker

Thomas Lyng Johannessen overtager 1. september direktørposten i Kost og Ernæringsforbundet.

Det bliver den nuværende medlems- og forhandlingschef, Thomas Lyng Johannessen, der 1. september stiller sig i spidsen for Kost og Ernæringsforbundet som direktør. Kost og Ernæringsforbundet er glade for at kunne meddele, at Thomas Lyng Johannessen er blevet udnævnt som ny direktør for forbundet. Thomas Lyng Johannessen blev ansat som forhandlingschef i Kost og Ernæringsforbundet 1. marts 2024.

Thomas Lyng Johannessen kommer med en stærk baggrund inden for ledelse og forhandling. Før sin ansættelse som forhandlingschef hos Kost og Ernæringsforbundet var han ansat som direktør hos Rambøll Management Consulting. Thomas Lyng Johannessen har også en fortid i Undervisningsministeriet.

- Jeg og en samlet hovedbestyrelse er meget glade for og stolte af, at Thomas Lyng Johannessen har sagt ja til at blive forbundets nye direktør. Thomas har allerede vist sine evner og sit lederskab inden for organisationen, og vi er overbeviste om, at han sammen med sine medarbejdere vil fortsætte med at drive forbundet fremad i en tid, hvor vores arbejde med kost og ernæring er vigtigere end nogensinde, siger Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet.

Thomas Lyng Johannessen ser frem til at tage udfordringen op som direktør for Kost og Ernæringsforbundet og arbejde videre med de stærke fundamenter, forbundet allerede har opbygget på arbejdsmarkedet, på arbejdspladserne og i den politiske arena.

- Det er en spændende og vigtig tid for ernæringsprofessionelle, og jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med både hovedbestyrelsen og alle vores medlemmer for at sikre, at vores stemme bliver hørt, så vi ikke bare sikrer de bedst mulige vilkår for vores medlemmer, men også, at ernæring bliver tænkt ind i alle relevante kontekster i samfundet, udtaler Thomas Lyng Johannessen.
Kost og Ernæringsforbundets nuværende direktør, Jakob Bøving Arendt, stopper med udgangen af august, hvorefter han tiltræder som direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.