KOL: En god ernæringstilstand er nøglen til effektiv genoptræning
Fem kommuner over hele landet har gennemført et forsøg, hvor KOL-patienter har modtaget ekstra vejledning ved en diætist eller en ernæringsfaglig medarbejder som en del af deres lungerehabilitering. Det er sket i samarbejde med det tværfaglige personale, herunder ergoterapeuter, fysioterapeuter og sygeplejersker for at skabe en bedre sammenhæng mellem ernæring og træning.
Efter forsøgets afslutning viser resultaterne, at borgerne havde stort udbytte af møderne med diætisten eller den ernæringsfaglige. Det gjaldt både hos undervægtige og borgere med overvægt, hvor den individuelle vejledning skabte nye kostvaner, der i kombination med træningen har forbedret de deltagendes vejrtrækning betydeligt.
Samtidig rapporterer borgerne, at de har et ønske om at holde fast i kostændringerne fremadrettet.
”Det er et positivt, men ikke særlig overraskende resultat. Vi ved jo, at det er afgørende, at man optimerer ernæringen og tænker hele vejen rundt om patienten, for at rehabiliteringen skal lykkes,” udtaler Mette Theil, formand for Fagligt selskab af Kliniske diætister, og påpeger, at der desværre fortsat er stor forskel på kommunernes prioritering af, hvilke faggrupper der anvendes ift. ernæringsindsatserne i lungerehabiliteringen.
”Det er ekstremt vigtigt, at der i kommunerne sættes klogt ind med den tværfaglig indsats i bl.a. rehabiliteringen. Derfor er det rigtig godt, at der laves flere undersøgelser og forsøg på området, så vi hele tiden viser, at det netop har den gode effekt” afslutter hun.
Ernæringsindsats forbedrer vejrtrækningen
Projektet er kommet i stand, fordi tidligere studier har vist en positiv sammenhæng mellem ernæring og træning hos KOL-patienter. F.eks. at borgere med KOL, der ikke får tilstrækkeligt protein, ikke får det optimale ud af træningen. Selvom træning og kostvaner i sig selv ikke kan forbedre patienternes lungekvalitet, kan det have stor forbedrende effekt på selve vejrtrækningen og derved også på borgernes livskvalitet.
Projektet blev gennemført i Frederikshavn, Jammerbugt, Rebild, Egedal og Frederiksberg med støtte fra Den Kommunale Kvalitetsudviklingspulje. Forsøget har ført til, at flere af de deltagende kommuner fortsætter med de nye metoder og bl.a. har indført systematisk afdækning af spiseudfordringer. Størstedelen af kommunerne har samtidig besluttet, at alle borgere som minimum skal have én samtale med fx en diætist, som en del af deres rehabiliteringsforløb.
Du kan læse hele artiklen her
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-torsdag kl. 8.30-15.00 og fredag 8.30-13.30.