Køkken

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

16.12.2021

Klimarådet anbefaler klimamål i offentlige køkkener

Stat, regioner og kommuner skal sætte mål om klimavenlig mad i de offentlige, mener Klimarådet, der netop har udgivet en rapport om offentlige køkkener og bæredygtighed

De offentlige køkkener har mulighed for at introducere klimavenlig mad for mange mennesker. Det er en af konklusionerne i Klimarådets nye analyse Klimavenlig mad og forbrugeradfærd – Barrierer og muligheder for at fremme klimavenlig kost i Danmark.

- Offentlige køkkener er helt centrale for udbredelsen af klimavenlig mad. I dag afviger det fra normalen at spise klimavenligt, og man kan f.eks. nemt komme til at tro, at klimavenlig kost er forbeholdt en særlig idealistisk gruppe. Hvis flere får god planterig mad på f.eks. deres arbejde, så bliver det klimavenlige valg en mere almindelig del af vores hverdag, og flere vil tage det til sig – også når de skal lave mad til sig selv eller til familien, siger medlem af Klimarådet Bente Halkier i en pressemeddelelse.

Klimarådet anbefaler, at målsætningen om klimavenlig kost i offentlige køkkener baseres på de danske kostråd, fordi kostrådene er et godt pejlemærke for klimavenlig mad frem mod 2030.

Ikke alle følger de officielle kostråd. En del af forklaringen kan findes i, at kostrådene ikke er et krav men en anbefaling. Hvis der var tale om en standard, ville stat, regioner og kommuner kunne arbejde med kvalitetsstyring, som reducerer forskellen mellem den serverede mad og koststandarden. Det vil altså være gavnligt, hvis staten fastsætter en tydelig målsætning, fremgår det af analysen.

Her er det vigtigt, at køkkenpersonalet har den nødvendige faglige viden for at kunne lægge kosten om. Samtidig kan der være behov for en række andre tiltag, som sikrer, at folk også spiser den klimavenlige mad, som køkkenerne serverer. Et eksempel kan være, at folk er mere villige til at spise plantebaseret mad, hvis det ikke kaldes en vegetarret, men i stedet præsenteres ud fra de råvarer, som indgår i retten, påpeger Klimarådet.

Næstformand i Kost og Ernæringsforbundet Michael Allerup-Nielsen glæder sig over, at forbundets klimambitioner bakkes op af Klimarådet:

- Jeg er meget enig, at der er et stort potentiale i at gøre de offentlige måltider mere bæredygtige. Ikke bare på den korte bane i forhold til at reducere CO2-udledninger fra de offentlige køkkener. Men også på den lange bane, da de offentlige køkkener kan være med til at skubbe til en mere klimavenlig madkultur, siger Michael Allerup-Nielsen.

Læs hele analysen her

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.