Tidslinje: Kampen for en fair løn

Da Økonomaforeningen blev grundlagt i 1923 var stifterne enige om at arbejde for “økonomiske stilling”, men samfundets indretning umuliggjorde praktisk talt lønkampen.

Økonomaforeningens stiftere blev ved første generalforsamling i vedtægterne enige om, at foreningens formål var: “... at højne standens sociale og økonomiske stilling”.  Men i forhold til at løfte lønnen, var foreningen af flere årsager låst.

Arbejdsgiverne var ikke organiseret i forhold til den lille faggruppe økonomaer, så køkkenbestyrerinder forhandlede deres løn lokalt, så det kom mest an på deres egen person og forholdet til deres chef, inspektøren.

For det andet havde Økonomaforeningen ikke forhandlingsret, da foreningen var grundlagt på at tidspunkt, hvor mange fagforeninger havde etableret sig og dermed vundet retten til at forhandle overenskomsterne.

For det tredje var der et mismatch mellem medlemmernes lave lønklasse og deres “sociale status”. De havde derfor svært ved at finde allierede, for de hørte hverken til blandt statens tjenestemænd, hvis løn de ikke kunne matche eller blandt arbejderklassen, hvis sociale status økonomaerne heller ikke kunne spejle sig i.

Da Københavns Kommune ville sætte økonomaerne ned i lønhierarkiet, trådte Økonomaforeningen for alvor ind i lønkampen.

I 1946 blev en principiel kamp for løn skudt i gang, da en lønreform i Københavns Kommune placerede køkkenassistenter lønmæssigt lavere end sygpelejepersonalet. Hidtil havde foreningens lønpolitik ellers været, at en økonomaassistents løn skulle tilsvare en sygeplejerskes, mens økonomaens skulle følge afdelingssygeplejerskens. Den nye reform sendte dermed økonomafaget ned i lønhierarkiet.

For første gang gik den erfarne formand Andrea Eriksen ind i lønkampen for at få reetableret lønforholdet. Det var en udfordring, da hun var formand for en forening uden forhandlingsret. Andrea Eriksen gik af to år senere, men på grund af hendes forarbejde fik de to personalegrupper året efter, i 1949,  igen samme løn i Københavns Kommune. Det var en vigtig sejr, da kommunen var retningsgivende for forholdene i resten af landets kommuner.

Efter at have vundet slaget mod Københavns Kommune fik Økonomaforeningen blod på tanden i forhold til at udvikle sig til en fagforening. Nu ville foreningen også være med ved forhandlingsbordet om løn- og arbejdsforhold, og efter tre ansøgninger blev Økonomaforeningen i 1952 inviteret med til overenskomstforhandlingerne med Sygehusforeningen. Ordningen strømlinede lønnen over hele landet, hvilket især sygehusøkonomaer i provinsen nød godt af.

Økonomaforeningens medlemmers første strejke blev gennemført på Færøerne, hvor medlemmerne efter 2,5 måned anså et lovindgreb for en sejr.

I løbet af 1980’erne var de færøske medlemmer af Økonomaforeningen sakket bagud i løn i forhold til deres ufaglærte kollegaer. Problemet var, at fagforeningsmedlemmer var underlagt en dansk aftale med Amtsrådsforeningen, som ikke tog hensyn til den lokale lønudvikling på Færøerne. Landstinget ville dog ikke forhandle med en dansk forening, så den færøske kreds, Økonomfelag Færøya, fik selv forhandlingsretten.

Økonomaforeningen hjalp med at få skrevet en særlig færøsk overenskomst, hvor der blandt andet var krav om seks procents lønstigning, men det viste sig hurtigt, at Landsstyret på Færøerne ikke ville give forbedringer, for de ville gerne kopiere den danske overenskomst.

Økonemfelag Færøya reagerede ved at varsle strejke fra den 2. november 1988. Natten op til prøvede forligsmanden at mægle mellem parterne, men forgæves. Dagen efter var medlemmer af den 46 personer store færøske kreds i gang med Økonomaforeningens første strejke.

Efter 2,5 måneder vedtog Landsstyret i midten af januar 1989 med et lovindgreb, at den danske overenskomst skulle fortsætte, og dermed ophørte strejken. Alligevel blev kampen anset for at endt med sejr. Som en leder i Økonomaen beskrev det:

“Indgrebet er ikke kun et forsøg på at straffe de strejkende, men udformet så klodset, at det faktisk modarbejder de nationale færøske interesser i en selvstændig færøsk overenskomst ved at forlænge en gældende dansk overenskomst … Forløbet af denne konflikt viser, at de færøske medlemmer står stærkt rustet til kommende overenskomstforhandlinger med Landsstyret.”

Indplaceringen af offentlige lønninger på skalatrin bygger på en indplacering fra 1919. Gamle kønsroller er nutidens virkelighed.

I 1960’erne stod det klart, at det statslige lønsystem skulle reformeres – af flere årsager, men en pointe var, at lønhierarkiet ikke var fair: Der manglede gennemskuelighed og systematik. Det offentliges seneste inddeling af jobfunktioner i løntrin byggede på Tjenestemandsloven fra 1919, og siden da var der sket alverden i forhold til uddannelser, krav og ansvar i de offentlige jobs. En lønreform måtte til.

Efter fem års arbejde kom en kommission i 1969 med deres løsning: Tjenestemandsreformen af 1969. Eller rettere, det var en ikke-løsning, for ambitionsniveauet var af forskellige årsager blevet justeret drastisk ned gennem de fem års arbejde . Resultatet blev, at faggruppernes indplaceringer på løntrin var stort set den samme som i 1919. Desuden bemærkede kommissionen, at lønreformen ikke var den endelige løsning, og at der i fremtiden skulle laves ændringer. De leverede altså en løsning, der næsten var en kopi af forholdene i 1919, til gengæld med forudsætningen, at den løbende skulle opdateres – intet var skrevet i sten. Uagtet dens mangler blev reformen med stort flertal vedtaget af Folketinget 18. juni 1969.  I begyndelsen af 1970’erne blev klassificeringerne og lønrammerne i store træk overført til kommune- og amtsregi. Dermed blev Tjenestemandsreformen af 1969’s indplacering af faggrupper i lønrammer fundamentet for al senere offentlig lønforhandling.

Modsat forventningen har ingen pillet ved indplaceringerne på de 40 løntrin.  Stillingsvurderingsrådet, som netop blev nedsat til at kigge på justeringerne af lønrammer og kvalificeringer har kun to gange gennemført bittesmå justeringer: Lidt mere i løn til politibetjente og en lønforhøjelse hos 350 offentlige ledere.