jobprofiler

Jobprofil: Strategisk ledelse

Ansvarlig for strategisk og administrativ ledelse og sørger for at mad og måltider integreres i sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser.

Jeg holder fokus på mad og måltider i organiseringen af velfærdsydelser og står i spidsen for at sikre et højt ernæringsfagligt niveau.

Skaber strategier for mad og måltider

Hvad arbejder jeg med og med hvem

Jeg er ansvarlig for strategisk og administrativ ledelse og sørger blandt andet for at tale ernæringsfaglighed ind i alle sammenhænge på tværs af forvaltninger og enheder. Det gør jeg som leder og i netværk med andre ledere. Jeg har især til opgave at understøtte partnerskaber og samarbejder på tværs af afdelinger, forvaltninger, sektorer, organisationer og fagligheder - med borgerens behov som udgangspunkt. 

Hvordan arbejder jeg

Jeg står for at udvikle politik og handleplaner, så mad og måltider på strategisk niveau integreres i sundhedsfremmende, forebyggende, behandlende og rehabiliterende indsatser. Jeg tager mig af udvikling af for eksempel kvalitetsstandarder og ydelseskatalog. Desuden er det min opgave at tilgodese de politiske målsætninger, holde ledelse og andre ajour med den nyeste viden om kost og ernæring. Endelig tager jeg mig af ledelsesmæssige opgaver som lønforhandling, ansættelse og afskedigelse af medarbejdere og udarbejdelse af budgetter. 

Mine faglige og personlige kompetencer

Jeg agerer i en organisation præget af høj kompleksitet, og derfor er det afgørende, at jeg er strategisk, beslutsom og god til at kommunikere. Jeg sætter en ære i at lytte og skabe dialog og tillid. Desuden er jeg realistisk og tør gå forrest, udstikke retningen og holde fast – også i modvind. Jeg har indgående kendskab til lovgivning om fødevarer, service og sundhed og kombinerer ernæringsfaglig viden med økonomisk overblik og ledelsesmæssige kompetencer. 

Jeg gør en forskel

Ved at arbejde strategisk med mad, måltider og sundhed på politisk niveau er jeg med til at optimere velfærdsydelser – og dermed den enkelte borgers mulighed for at skabe et bedre liv for sig selv.

Mit job handler om at bygge bro mellem alle faggrupper, medarbejdere, ledere, borgere, pårørende, interesseorganisationer og politikere i forhold til mad, måltider og ernæring.

Uddannelse

Han eller hun har typisk en uddannelse som professionsbachelor i ernæring og sundhed, kandidat overvejende inden for ernæring, sundhed og fødevare eller økonoma. Desuden har han eller hun ofte flere års erfaring samt efteruddannelse eller diplomuddannelse inden for ledelse.

Arbejdssted

Han eller hun er ansat i statslig enhed, regional hospitalsenhed, kommunal forvaltningsenhed eller privat virksomhed. Stillingen kan være med et bredere ansvarsområde end mad og måltider, for eksempel forskning og service.

Titler

Han eller hun har oftest en titel som mad- og måltidschef, enhedschef, køkkenchef, ledende økonoma eller servicechef.

Jobprofiler

Se alle
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.