jobprofiler

Jobprofil: Kvalitetsstyring af madservice

Koordinerer procedurer, der sikrer madens kulinariske, hygiejniske og ernæringsmæsssige kvalitet i store produktions- og serviceenheder.
Jeg sørger for, at vi kan servere mad, der pirrer sanserne, og samtidig overholder alle regler for hygiejne, kvalitet og fødevaresikkerhed.

Sikrer kvaliteten og sikkerheden

Hvad arbejder jeg med og med hvem

Jeg koordinerer de procedurer, der sikrer madens kulinariske, hygiejniske og ernæringsmæssige kvaliteter i store produktions- og serviceenheder. Her bidrager jeg til bæredygtigt ressourceforbrug, udvikling og formidling af de systemer, der gør, at alle medarbejdere forstår og nemt og effektivt kan leve op til de aftalte kvalitetsstandarder. Mit arbejde hjælper både kolleger, beslutningstagere, leverandører og for eksempel ansatte i modtagerkøkkener og engrosvirksomheder. Desuden fungerer jeg ofte som sparringspartner for ledelsen. 

Hvordan arbejder jeg

Egenkontrol, hygiejneforskrifter, økologiregler og fødevaresikkerhed er vigtige områder for mig at have styr på. Jeg gør mig umage med at kende fødevarelovgivningen, regler og systemer helt ned i detaljen og er optaget af løbende innovation. Det handler om at kombinere det, der taler til sanserne, med intelligente tekniske systemer og præcis instruktion. For eksempel er jeg ekspert i mærknings- og anprisningsordninger. Det kan også være mig, der står for udvikling og implementering af nye initiativer inden for drift, logistik, produktion, distribution, emballage, reduceret madspild og optimeret rengøring. Jeg mestrer konceptudvikling og menu- og produktionsplanlægning af fødevare- og måltidsproduktion i stor skala. 

Mine faglige og personlige kompetencer

Jeg er opsøgende og initiativrig. Desuden er jeg analytisk, har et stort overblik og er god til at lytte til mine kolleger, leverandører og kunder og sætte mig ind i, hvad det er for specifikke udfordringer, de står med. Min uddannelse og erfaring kommer mig til gode, fordi det er mig, der kan se på tværs af store organisationer, og tilpasse kvalitetsstyring til systemer i hvert enkelt led i produktion og måltidsservice. 

Jeg gør en forskel

Jeg varetager både kvalitative og kvantitative evalueringer, som klarlægger succeser og eventuelle behov for opfølgning og videreudvikling af produkter, sortiment, kundeformidling og service.

Min opgave er at rådgive kolleger i produktionen om for eksempel dokumentation af kulinarisk og hygiejnisk styring.

Uddannelse

Han eller hun har typisk en uddannelse som ernæringsteknolog, professionsbachelor i ernæring og sundhed eller som køkkenleder, økonoma eller ernærings- og husholdningsøkonom.

Arbejdssted

Han eller hun arbejder i professionelle storkøkkener, fødevare- og måltidsproducerende virksomheder. Eksempelvis centrale produktionsenheder på hospitaler, plejecentre, kantinekæder, kommunal madservice, catering- eller foodservice, fødevareengros.

Titler

Han eller hun har oftest en titel som kvalitetskontrollør, kvalitetskoordinator, kvalitetskonsulent, kvalitetsansvarlig, produktspecialist, key account eller controller.

Jobprofiler

Se alle
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.