Inspirator med samme praksiserfaring
Fagblad 6, 2021

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

Jeanette Ulnits [ TEKST ] Jeanette Ulnits [ TEKST ] Henrik Frydkjær [ FOTO ]

Inspirator med samme praksiserfaring

Profil: Stine Elmer Madsen traf et utraditionelt valg efter at have færdiggjort sin professionsbachelor. Hun tog job som madprofessionel for at få praksiserfaring.  

− Som færdiguddannet professionsbachelor i Ernæring og Sundhed var jeg stærk i analytiske og videnskabelige egenskaber, men manglede erfaring i at rådgive og undervise kostfaglige medarbejdere i et fremtidigt job, f.eks. som kommunal sundhedskonsulent. Derfor valgte jeg at prøve kræfter med arbejdet som madprofessionel først, fortæller Stine Elmer Madsen.

Hun er i dag projektudvikler og underviser i Team Madborgerskab i Vallensbæk Kommunes Center for Sundhed, Kultur og Fritid, hvor hun bl.a. rådgiver daginstitutionerne i ernæringsrigtig mad til børnene. Før det − og lige efter hun færdiggjorde sin PB − arbejdede hun tre år som ernæringsprofessionel i institutionen Elverhøj i Ishøj med 120 børn.

Kender rytmen indefra

− At have stået i de kostfaglige medarbejderes sted har givet mig forståelse for deres hverdag og alle de krav, de har hængende over hovedet. Det lærer vi ikke på professionsbacheloruddannelsen. Når man kender rytmen, praksis og udfordringerne, er det meget lettere at finde løsningerne. Jeg kan let se, om det er et køkkenmøde, en workshop eller et ledermøde, der skal til, og jeg er godt rustet til at kunne gennemskue, hvor stort  et projekt skal være. Det er jo vigtigt for samarbejdet, at jeg ikke slår et kæmpestort brød op på et presset tidspunkt og så videre, forklarer Stine Elmer Madsen.

Med sin uddannelse vidste hun godt, at hun ville blive en dyr post for den institution, der ansatte hende. Hun vidste også, at hun “ikke ville være en madmor, der arbejdede bag en lukket dør”, så det skulle være en institution, der ville mere med maden end bare at mætte børnene.

− Jeg var heldig at finde en arbejdsplads, hvor institutionslederen havde mange visioner for maddannelse i pædagogisk praksis, og som samtidig havde de samme slags briller på som mig, siger hun.

I dag har Stine Elmer Madsen en masse praktisk viden om, hvordan man gennem mad og madlavning i praksis kan løfte børns trivsel og give dem et godt grundlag for aktiv læring. Hun har udviklet et sikkert blik for at få rammerne for både de ernæringsprofessionelle faglige og de pædagogiske medarbejdere tænkt med, når hun planlægger sit arbejde.

I sin tid som madprofessionel koblede hun mange temaer op på madlavningen og satte små, eksperimenterende læringsmiljøer op. Af egen erfaring ved hun, at børns interesse og appetit vækkes, når de er med til f.eks. at stege en fisk med hoved, skind og hale og bagefter får lov til at pille den fra hinanden. Hun ved, at børn elsker at undersøge madvarer som f.eks. æg − og hvis man lærer dem at slå det ud og skille hvide fra blomme, ja, så får de også lysten til at spise mad med æg i.

Glæde og mening i arbejdslivet

Der er stor interesse for en mere grøn tilgang hos de madprofessionelle i de ni daginstitutioner, som Stine Elmer Madsen arbejder med i Vallensbæk Kommune. Hun faciliterer bl.a. projekter i både skolekøkkener og daginstitutioner, som skal klæde børn og unge på til at træffe gode madvalg.

Det foregår konkret gennem forskellige madprojekter, der fra dagtilbud til slutningen af folkeskolen jævnligt popper op for at inspirere og styrke de gode madvaner.

− Jeg elsker, at der er en rød tråd i mit arbejde. Børnene genkender mig fra tidligere, og jeg kan mærke, at de gennem årene udvikler sig og finder kærligheden til madlavning. Det giver mig glæde og mening i mit arbejdsliv, siger Stine Elmer Madsen.

Blå Bog:

Stine Elmer Madsen 

31 år

Professionsbachelor i 2016 i Ernæring og Sundhed med speciale i Sundhedsfremme, forebyggelse og formidling.

Ansat i Vallensbæk Kommune som projektudvikler og underviser. Tidligere madprofessionel i institutionen Elverhøj i Ishøj.

Min hverdag

Hjem til Fyn: Jeg besøger ofte familien og de gamle veninder på Fyn, hvor jeg kommer fra.   

Værtinde: Jeg elsker at arrangere middage og lader aldrig en fødselsdag gå forbi.

Scooterbanden: Hver tirsdag deltager jeg i det kommunale projekt Scooterbanden, der skal forebygge ensomhed blandt ældre.   

Mor-tid: Daglige små gåture med min toårige datter, hvor vi runder legepladsen eller samler blade og sten.

Min lille have: Jeg nyder at sidde i haven, og min drøm er en dag at fylde den med frodige krydderurter. P.t. er den dog indrettet til min datter.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.