Hjælp til tosprogede

De senere år er der kommet flere og flere tosprogede elever ind på uddannelsen som ernæringsassistent − men der er ikke kommet flere færdiguddannede ernæringsassistenter ud i den anden ende: Alt for mange af de tosprogede elever opgiver simpelthen at fuldføre uddannelsen, hvilket presser faget og de offentlige køkkener, der i forvejen mangler hænder.

Det er dog ikke de elevers faglige niveau, den er gal med: Ifølge en frisk rapport er det meget ofte sprogproblemer, der får de tosprogede elever til at falde fra undervejs.

Rapporten kommer med en række anbefalinger til både skoler, lokale uddannelsesudvalg og læresteder, som kan være med til at overkomme udfordringerne − og det er afgørende, at der bliver taget hånd om problemet.

− Det er vanvittigt vigtigt, at vi får uddannet flere ernæringsassistenter, for vi mangler dem allerede nu og fremover, siger Bettina Bøgelund Hansen, der er ernæringsassistent og formand for FUE, Fagligt Udvalg for Ernæringsassistentuddannelsen, som har bestilt rapporten.

− Vi er rigtigt mange i branchen, der går på pension i de kommende år, så det er vigtigt, at vi får sat endnu mere fokus på uddannelsen, og at vi får ansat endnu flere elever på oplæringsstederne, som også gennemfører uddannelsen, tilføjer hun.

 Anbefalinger om nyt grundforløb

Rapporten konkluderer, at det først og fremmest er sproglige forhindringer, der får de tosprogede til at falde fra.

− Som udgangspunkt er tosprogede elever knaldhamrende dygtige håndværkere, det er de virkelig, bekræfter Bettina Bøgelund Hansen.

  − Men uddannelsen er jo ikke bare at lære at smøre en mad, som Mette Frederiksen siger det. Eleverne skal ud over det gode håndværk kunne en del teori som for eksempel ernæringslære, diætetik med mere. Man skal kunne skrive opgaver, der er meget ernæringslære, man skal kunne rigtigt mange ting. Udfordringen for dem er det teoretiske, der også skal være i uddannelsen, siger hun.

 Bettina Bøgelund Hansen ser frem til, at rapporten kan være med til at inspirere skoler, lokale uddannelsesudvalg og læresteder til at iværksætte aktiviteter, der kan støtte eleverne i at gennemføre uddannelsen til ernæringsassistent.

Rapporten kommer ikke med en køreklar løsning på problemet, men den har flere anbefalinger til både Fagligt Udvalg, skoler og lokale uddannelsesudvalg. For eksempel anbefales det, at der bliver iværksat en “sprogbehovsanalyse”, så det bliver helt klart, hvornår og i hvilke situationer sproget i særlig grad udgør et problem for de tosprogede elever.

Derefter anbefales det, at skoler og LUU i fællesskab udvikler konkrete GF+, grundforløb, med fokus på brancherettet sprogundervisning, ligesom det også anbefales, at lærestederne åbner op for danskundervisning i løbet af praktikforløbet.

Praktikstederne må også hjælpe til

Der er dog også noget, der tyder på, at det ikke kun er den enkelte elev, der skal forbedre sit sprog via ekstraundervisning − måske skal lærestederne også ændre lidt i deres praksis, så de bliver bedre til at tage imod elever, der ikke er flasket op med dansk som modersmål.

− Vi kan se, at der er et stort frafald mellem grundforløbet og hovedforløbet, og det peger på, at de tosprogede har svært ved overhovedet at få en læreplads, siger Bettina Bøgelund Hansen, som opfordrer til, at lærestederne også er klar til at tage deres del af ansvaret:

− Det er noget af det, som vi stadig skal arbejde med, og at lærestederne vil ansætte dem og bruge den tid, det kræver at tage hånd om de sproglige udfordringer, der kan være, siger hun.

− Det går jo vanvittigt stærkt ude på lærestederne, hvor det fagfaglige sprog kan være en stor mundfuld for disse elever. Selvfølgelig skal de elever have det fagfaglige sprog med, så de er bedre klædt på til at komme ud i virkeligheden på lærestederne. Det fagfaglige sprog skal i hvert fald være påbegyndt ude på skolerne, siger Bettina Bøgelund Hansen.

Endnu ligger det ikke helt fast, hvilke konkrete tiltag der skal iværksættes, og Bettina Bøgelund Hansen er fortrøstningsfuld − og så ser hun frem til en hjælpende hånd fra Christiansborg, da alle erhvervsuddannelser kæmper for at få tilstrækkeligt med elever.

 − Vi er stadig i den spæde start, men vi ved nogenlunde, i hvilken retning vi skal gå, og jeg ser frem til, at de initiativer, der nu bliver sat i gang, både af Fagligt Udvalg og af Kost og Ernæringsforbundet, vil gøre en stor forskel. Og så ser jeg også frem til, at de politikere, der lige er blevet valgt ind i Folketinget, vil gøre noget ved den manglende søgning, der generelt er til alle erhvervsuddannelserne, da vi står og mangler ca. 100.000 faglærte i 2030 − og nogle af dem er ernæringsassistenter, siger hun.

God idé med ekstra sprogundervisning

Portugisiske Ana Amador synes, at det er en rigtig god idé at tilbyde tosprogede elever ekstra danskundervisning som en del af uddannelsen til ernæringsassistent. Selv
gennemførte hun kun uddannelsen takket være mange timers ekstraarbejde og støtte
fra familien.

Ana Amador har selv prøvet at løbe panden mod sprogmuren under uddannelsen som ernæringsasssistent: Og hun er ikke i tvivl om, at ekstra og målrettet sprogundervisning i en eller anden form vil gøre det meget lettere for tosprogede elever at gennemføre uddannelsen.

− Jeg synes, at det er en rigtig god idé. Så kan man lære nogle ting, inden man starter, eller måske mens man er i skolen, hvor man så lige får nogle ekstra timer og lidt ekstra støtte med alle de der ord. Det er faktisk en rigtig god idé, siger hun.

Hårdt at komme igennem

Ana Amador er 45 år. Hun er født og opvokset i Portugal, men har boet i Danmark de seneste syv år. I dag taler hun fint dansk, men under hendes uddannelse til ernæringsassistent på Syddansk Erhvervsskole i Vejle var sproget tæt på at stikke en kæp i hjulet. Især de første seks måneder på skolen var hårde at komme igennem.

− Det var rigtigt svært faktisk. Jeg kunne nok dansk til at tale med nogen. Men ikke det faglige sprog og alle de navne på alle tingene i køkkenet. Alle de udtryk, man bruger i køkkenet: Det var rigtigt svært, fortæller hun.

At hun alligevel bestod uddannelsen, tilskriver hun dels forstående lærere og klassekammerater, og dels hendes egen jernvilje og gode arbejdsmoral.

Hun måtte hele tiden bede lærerne om at gentage, så hun bedre kunne forstå. Og ofte måtte hun ty til Google på mobiltelefonen.

Mange ekstratimer

− Jeg har også en meget stærk vilje. Jeg ville lære alle de ting, jeg lavede altid ekstraarbejde, og jeg brugte altid ekstra tid for at skrive opgaverne. Ellers var jeg ikke kommet igennem. Der var mange gange, hvor jeg tænkte på at stoppe. Men så havde jeg min familie, som støttede mig rigtigt meget.

− Nogle gange var jeg helt blank, men jeg har arbejdet hårdt. Jeg brugte mange timer derhjemme om aftenen på at lære alle de ord og på at læse så meget som muligt, forklarer hun.

Hun er godt klar over, at ikke alle tosprogede elever har samme overskud som hende, og derfor tror hun, at ekstra sprogundervisning kan være et afgørende tiltag for tosprogede elever.

Det er dog vigtigt, understreger hun, at det ikke kun er sproget, der bliver terpet. Madkulturen er også vigtig: Det er ikke nok at kunne sige “rødgrød med fløde”, hvis man ikke ved, hvad det er.

Hvad er brændende kærlighed?

− Det har også lidt med kultur at gøre. Hvis jeg kigger på en menuplan, og der står “brændende kærlighed”. Hvad ER det for noget??? Det vidste jeg ikke i starten, og det tager ekstra tid og energi, når man ud over at lære et nyt fag også skal lære det der udtryk. Det er svært. Jeg måtte altid sige: “Kan I vise mig et billede af den mad, jeg skal lave?” Så kunne jeg få en fornemmelse for, hvad det var for noget, siger hun.

I dag er Ana Amador kommet godt igennem. Al hendes ekstra arbejde gav pote. Hun bestod sin uddannelse med bravur.

− Jeg var den bedste i klassen. Jeg afsluttede uddannelsen med den højeste karakter i klassen, og jeg fik guldmedalje. Det er jeg meget, meget stolt over. Det viser, at hvis man vil, så kan man, siger hun.

Ana Amador arbejder i dag i Børnehuset Tippen i Løsning, og det er hun glad for. Hun har lært at lave både frikadeller, brændende kærlighed og rødgrød med fløde, men hendes portugisiske rødder kommer også til udtryk i menuen.

− Det bedste ved dansk mad er sæsonens gode, friske grøntsager og salater. Til gengæld savner jeg mere frisk fisk. Hvorfor spiser I ikke mere fisk? Problemet er, at danskere ikke er så glade for at spise fisk med ben i. Men i Portugal, der lærer vi det lige fra barn af. Vi tager bare benene til side og spiser fisken … Ja, jeg savner mere fisk, siger hun.