
Forsvaret har givet Maria kreativ frihed
Af Thorleif Ravnbak
I køkkenet er der ikke meget, der afslører, at Maria Gammelgaard er ansat som ernæringsassistent i Forsvaret. Hverken skeer eller gryder er malet med camouflage. Men så snart vi bevæger os væk fra køkkenet, møder vi mange kollegaer, som er i uniform. Omgangstonen er hjertelig og afslappet.
En kollega fortæller, at maden her i Center for Sundheds- og Sanitetsuddannelser i Åbyhøj er den bedste, han nogensinde har fået i Forsvaret. Der bliver tydeligvis sat stor pris på, at Maria Gammelgaard og kollegaerne er entusiastiske ernæringsprofessionelle. At soldater også er glade for mad, er ingen overraskelse, men der er alligevel stor forskel på at arbejde i Forsvaret og i region eller kommune, hvor Maria Gammelgaard kommer fra.
− Det er den måde, du kan være kreativ på. Før lavede jeg jo mange menuplaner, men her kan jeg jo lave ti forskellige retter om dagen, hvis jeg vil. Jeg kan vælge at sige: I dag vil jeg være top kreativ, og så laver jeg fem forskellige salater i store fade eller endnu flere i mindre fade. Jeg behøver ikke kun at lave én ret. Jeg kan lave lige så mange retter, jeg har lyst til, fortæller Maria Gammelgaard.

Der bliver sat pris på, at køkkenet kan skabe sund og nærende kost fra bunden. Under vores besøg breder der sig en herlig duft af varme krydderier, fordi der bliver arbejdet på en gang butter chicken til næste dag. Lavet fra bunden, naturligvis.
Når man stikker lidt til Forsvarets folk og spørger om grøn omstilling, vegetarmad og linser, så afsløres det, at soldater er nogenlunde lige så konservative i deres madpræferencer, som mange ældre på plejehjemmene er. En indrømmer med et smil at have smagt linser uden ligefrem at tage skade af det.
− Vi arbejder frem mod det. Den grønne omstilling er her, og det er noget, vi arbejder med. Altså, vi ved jo alle sammen godt, at det er den vej, vi skal. Men man er måske lidt anderledes indstillet i Forsvaret, hvor man har været vant til at få sine frikadeller og sin pasta, kødsovs og sådan nogle ting. Så den grønne omstilling er meget nemmere med de unge mennesker. Og det er nok mere de “voksne”, der har det lidt svært med det, fortæller Maria Gammelgaard.
Hun omgås dagligt folk, som er underlagt et strengt hierarki. Men når det kommer til maden og køkkenet, så gælder der ikke en streng militær struktur.
− Jeg har jo kun mødt meget professionelle og meget hjertevarme mennesker. Vi kan godt stå og pjatte i kantinen. Men når vi skal snakke business, ved de også godt, at det er os, der sætter standarden. Det er ikke dem, der giver os ordrer, forklarer Maria Gammelgaard med et smil.
Arbejdslivet er meget mere fleksibelt i Forsvaret, end Maria Gammelgaard havde forventet. Hun fortæller, at det for eksempel er let at få lov at møde senere, hvis det passer bedre ind i ens liv.
− Jeg er overrasket over, hvor fleksibelt det er at arbejde i Forsvaret. Vi snakker meget i Kost og Ernæringsforbundet om, at vi gerne vil fastholde ernæringsassistenter. Jeg er mere kreativ og mere glad, når jeg går på arbejde. Jeg har nogle fede kollegaer, både gode køkkenfaglige og militære kollegaer, som støtter op om det, som vi gør. Vi er jo højdepunktet på deres dag, fortæller Maria Gammelgaard.

Og så har man nogle gange helt særlige opgaver, man ikke får andre steder.
− Den helt store ting hvert år er påske og jul. Så har vi dronning Margrethe, kongen og resten af kongefamilien i byen. Det betyder, at vi skal servicere garderne. Så er vi på gardergården og laver mad til garderne, som står vagt på Marselisborg.
Det er lige før, vi slås om at få de vagter, fordi det er hyggeligt. Og man kan få lov til at gå og nusse om nogle, som er her for at udføre en vigtig opgave, fortæller Maria Gammelgaard.
Det er tydeligt at mærke, at det er en behagelig arbejdsplads med søde og tilfredse kunder. Derfor tøver Maria heller ikke med at anbefale andre ernæringsprofessionelle at overveje Forsvaret.
− Man skal være klar til at ryste op i nogle af de vaner, som man traditionelt har som ernæringsassistent. Du behøver ikke at være den pæne pige. Du må godt sende en kæk bemærkning hen over buffeten. Man må gerne holde på sin faglighed, og man bliver hørt, fordi man har sin faglighed som ernæringsassistent. Jeg synes, at man bare skal gøre det. Man skal bare hoppe ud i det, fordi det er et eventyr, der venter, siger Maria Gammelgaard.
Hvad er det bedste, du kan servere til folk i Forsvaret?
− Det er jo bare kage. Alle elsker kage. Det er jo lige meget, om du er 80 år og sidder på plejehjem eller 18 år og lige kommet ind til Forsvaret. Alle elsker dessert, slutter Maria Gammelgaard.

Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.