Jeannette Ulnits [ TEKST ] Pia Daugaard [ FOTO ]
Forbundet Rådgiver: Højskole måtte tilbagebetale 200.000 kr. til elev.
Kontrakt: Malene Johansens elevkontrakt havde været mangelfuld på flere punkter, blandt andet fik hun alt for lidt i løn. Det klarlagde Kost og Ernæringsforbundet og sikrede hende godtgørelse og en større tilbagebetaling.
Malene Johansen er ikke sikker på, at hun af sig selv ville have opdaget, at hun var blevet kraftigt underbetalt i sin elevtid. Det viste sig derfor at være særdeles heldigt, at Lønmodtagernes Feriemidler sendte hende et fejlagtigt tilbagebetalingskrav, et halvt år efter at hun havde færdiggjort sin tid som voksenelev på en højskole.
− Jeg fik i februar 2021 udbetalt mine feriepenge − omkring 4.000 kroner. Kort efter kom der et brev fra Lønmodtagernes Feriemidler, og det brev satte det hele i gang. Heri fremgik det nemlig, at der var sket en fejl i beregningen af mine feriepenge, og at jeg skulle betale næsten det samme beløb tilbage, fortæller hun.
Masser af fejl i elevkontrakten
Det kunne på ingen måde passe, så den nyuddannede ernæringsassistent kontaktede Kost og Ernæringsforbundet og sendte samtidig sine lønsedler og kontrakten fra elevtiden. Kort efter ringede sagsbehandleren og fortalte, at der var fundet mange fejl i kontrakten.
Efter yderligere et par uger blev det klart, at det handlede om et temmelig stort beløb, som Malene Johansen var gået glip af.
− Den var gal med både min løn, feriemidler, overenskomst og pension, så jeg stod ret godt i min sag. Kontrakten var mangelfuld, faktisk havde jeg fået 8.000 kroner for lidt om måneden, siger hun.
Med den alt for lave løn havde ernæringsassistenten en del feriepenge til gode. Det viste sig også, at det ikke var tydeligt, hvilken overenskomst der var gældende − og så manglede kontrakten en pensionsordning. Men lønudbetalingerne lå op ad den statslige overenskomst, der blandt andet giver ret til pension til elever. Arbejdsgiver forklarede dog, at det var en anden overenskomst, der var aflønnet efter, men de kunne ikke bevise dette, og derfor var det den statslige overenskomst, der blev grundlag for den videre forhandling.
I stedet for nul kroner skulle Malene Johansen have haft 18 procent i pension − ikke af den løn, hun havde fået, men af den løn, som hun skulle have haft.
Fik kæmpe tilbagebetaling
Forbundet startede forhandlinger med højskolen i løbet af foråret 2021. Højskolen, der først var villig til at tilbagebetale alt, hvad de skyldte, måtte se i øjnene, at en tilbagebetaling af hele beløbet kunne resultere i en konkurs. De tilbød derfor Malene Johansen et engangsbeløb på 70.000 kroner.
Kost og Ernæringsforbundet afslog tilbuddet, og forhandlingen fortsatte. Efter seks måneder landede parterne på et forlig på 200.000 kroner. Heraf var de 20.000 kroner kompensation for den ulovlige kontrakt.
− Det er klart, at jeg gerne ville have haft det fulde beløb tilbage. Men når et krav bliver gjort gældende senere end seks måneder efter kontraktens udløb, er det sværere at få alt tilbage. Desuden risikerede jeg, at højskolen gik konkurs. I det tilfælde ville jeg måske intet få − og jeg ville også være ked af at skabe en masse uro for mine gamle kollegaer. Så jeg er meget tilfreds med det beløb, jeg fik tilbage.
− Jeg er blevet klogere og har lært vigtigheden af at undersøge en kontrakt ordentligt, inden jeg underskriver den. Gudskelov er jeg medlem af en solid fagforening, der varetog min sag og hjalp mig igennem med et godt resultat, siger Malene Johansen.
Sagen kort:
• Malene Johansen er ansat som ernæringsassistentelev på en højskole i perioden fra 2018 til 2020. Hun modtager i februar 2021 et brev fra Lønmodtagernes Feriemidler vedrørende fejl i sine indefrosne feriepenge, som hun optjente som elev.
• Forbundets jurist finder ud af, at Malene Johansen har været forkert aflønnet. Desuden er det uklart, hvilken af forbundets tre overenskomster der var gældende for ansættelsesforholdet.
• Sagen forhandles i fagligt udvalg i december 2021. Det resulterer i en engangsudbetaling på 200.000 kr. til Malene Johansen for manglende løn og feriepenge samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Fakta
Overenskomst for elever
Arbejdsgivere skal ifølge erhvervsuddannelsesloven ansætte og aflønne elever efter den overenskomst, som er gældende for den faggruppe, som man uddanner sig til. Ernæringsassistentelever skal derfor ansættes og aflønnes i henhold til én ud af tre af Kost og Ernæringsforbundets overenskomster (kommunal, regional, statslig).
Er man elev hos en offentlig arbejdsgiver, vil det typisk være givet på forhånd, hvilken overenskomst man følger.
Er man elev hos en privat arbejdsgiver uden overenskomst, skal denne stadig følge én af de tre hovedoverenskomster.
Private arbejdsgivere kan dog selv vælge, hvilken af Kost og Ernæringsforbundets tre overenskomster som skal gælde for ansættelsen.
Kost og Ernæringsforbundet anbefaler, at man altid sender sin elevaftale til gennemsyn i forbundet.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-torsdag kl. 8.30-15.00 og fredag 8.30-13.30.