Fødevarekontrol i plejehjemskøkkener fortsætter som hidtil - for nu
Kort før Danmark gik på juleferie vedtog Folketinget lov om ældretilsyn, kaldet ældretilsynsloven, og den er netop trådt i kraft ved årsskiftet.
En af intentionerne med loven har været, at der skulle foretages samtilsyn. Samtilsyn er når flere tilsynsmyndigheder udtager samme plejehjem til tilsyn i samme kalenderår. Og tilsynene skal foregå samtidigt, altså på en og samme dag. Det kan for eksempel være det tværkommunale ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn, arbejdstilsynet, fødevarekontrollen og det kommunale brandtilsyn, som besøger et plejehjem samtidigt.
Det er besluttet, at samtilsyn implementeres i to faser.
I fase et vil samtilsynet udelukkende ske mellem det tværkommunale ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn og arbejdstilsynet. Sideløbende bliver der arbejdet på, hvordan fødevarekontrollen og det kommunale brandtilsyn på sigt kan indgå i ordningen i fase to.
Det betyder, at køkkener på ældreområdet indtil videre vil modtage deres kontrol fra fødevarekontrollen, som de plejer. Det er ikke oplyst, hvornår fase et slutter.
Ved spørgsmål kan sundhedspolitisk chefkonsulent Pernille Hansted kontaktes på pha@kost.dk telefon 51 21 59 60
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.