Ernæringsteamet hjælper ældre med at tage på

Forbundet har i flere år arbejdet for at få politikerne til at prioritere ernæringsfaglige team i kommunerne. Kun få følger opfordringen, men det gør de i Roskilde, hvor kommunen desuden dokumenterer effekten for underernærede og skrøbelige ældre. Indsatsen begyndte i 2014 i forbindelse med ældremilliarden og er senere udbygget med penge fra værdighedsmidlerne, så der i dag er syv diætister i det rehabiliterende arbejde mod nul for fire år siden.

− I første omgang skulle vi implementere tidlig opsporing og ansatte to diætister, en tandplejer og en ergoterapeut til borgere, som fejlsynker. Plejepersonalet følger naturligvis de ældre, men vi skal have eksperter til at hjælpe med ernæringsproblemer, siger konsulent Tessa Fleischer fra sundhed og omsorg i Roskilde Kommune. Hun er sygeplejerske og har en diplomuddannelse i sundhed og ernæring.

− Sygeplejersker kan sagtens arbejde med ernæring, men når det handler om borgere, som taber sig uplanlagt, skal vi have specialviden ind over, og en diætist ser mere specifikt på ernærings-problematikkerne. Diætisterne er dog ikke vigtigere end ældreplejens andre faggrupper, understreger Tessa Fleischer.

− Jeg ser i høj grad diætisterne som sparringspartnere, som får plejepersonalet til at veje alle borgere en gang om måneden og derefter tage fat i diætisten ved uplanlagt vægttab. Det samarbejde er unikt i en ældrepleje, hvor der ikke er tradition for diætister, siger Tessa Fleischer.

Borgernes egne ønsker er bedst

Tina Møller er en af de to diætister, som besøger plejecentrene. Her holder hun hver tredje måned møde med en ernæringsnøgleperson, typisk en sosu-assistent eller en sygeplejerske.

− Vi gennemgår alle beboere med fokus på dysfagi, tænder og uplanlagt vægttab: Har personalet husket at ernæringsscreene og veje beboerne? Tager de på, og bruger personalet den beskrevne indsats hver dag? Det kan glippe i en travl hverdag, men jeg hjælper med at holde fokus på opgaven, siger Tina Møller. Ved uplanlagt vægttab finder hun ud af, hvilken mad borgeren kan lide, og om vedkommende kunne tænke sig mellemmåltider og energiholdige drikke fremfor vand.

− Plejepersonalet har ikke altid den samme tid til at tale detaljeret om kosten med hver enkelt, som jeg har som diætist. For mig er det vigtigt, at jeg giver mig god tid for at kunne skabe tillid og motivation hos borgeren. Mange har forsøgt at tabe sig hele livet og er glade for, at det endelig lykkes, men det er farligt at tabe sig så hurtigt, og de mister muskelmasse og dermed funktionsevne. Tine Møller taler dagen igennem med borgerne. Nogle vil måske tidligere op, og skal de så have en energidrik på sengekanten, eller foretrækker de at få morgenmad med det samme, så de kan nå et mellemmåltid i løbet af formiddagen? Hun spørger dem også, hvad de spiste, inden de kom på plejehjem.

− Så kommer der ønsker frem, vi kan arbejde ind i planen. Det kan være, at borgeren foretrækker øllebrød fremfor franskbrød. Det er bedst at høre borgerne selv, for hvis de trives, spiser de mere. Meget demente kan ikke altid svare på, hvad de spiser, og hvad de kan lide. I stedet taler Tina Møller med borgerens kontaktperson om, hvad de har prøvet, og hvad de ellers kan gøre. Hun taler også med pårørende, som tit kan huske, hvad borgeren foretrækker af mad. Ved mistanke om dysfagi træder ergoterapeuten til, og så kan Tina Møller sammensætte kosten ud fra den konsistens, hun foreslår. Handler det om tænder, kommer tandplejeren på besøg.

− Vægttab kan skyldes manglende tænder eller dårlig mundhygiejne. Mange borgere tror, at de selv kan børste tænderne korrekt, men det kræver god finmotorik og kognitiv funktionsevne. Derfor spørger vi ind til tænderne, siger diætisten.

Fire ud af fem øger vægten

Når Tina Møller har igangsat en ernæringsindsats for en beboer med vægttab, følger hun typisk op hver uge for at se, om borgeren tager på eller i det mindste holder vægten. Diætisterne samler data ind på forløbene for selv at blive klogere. Og samtidig kommer det borgerne til gavn.

− Selv om de er hårdt ramt, kan vi se, at der typisk sker en vægtstigning i starten af forløbet, og hvis vi giver slip efter tre måneder, taber de sig igen. Efter et år er mere end halvdelen af dem gået bort. Derfor konkluderer vi, at vi skal følge op efter de tre måneder, siger Tina Møller. Aktuelle data om 57 borgere i individuelle forløb om vægtøgning viser, at 17,5 procent fortsat taber sig, mens knapt to procent holder vægten, og hele 80 procent tager på. Altså fire ud af fem. Heraf har hver fjerde forøget vægten med mindst to kilo og hver tredje med tre kilo eller mere.

− Det er meget, når man tænker på, at vi skal reagere på vægttab på et kilo, siger Tina Møller, som sammen med kollegerne skal til at undersøge, hvor ofte ældre indlægges med lungebetændelse på grund af fejlsunken mad og væske.

− Vi vil finde ud af, om der er behov for en særlig indsats, for der ses en større dødelighed blandt ældre, som indlægges flere gange med lungebetændelse, som er forårsaget af fejlsynkning af mad og væske.

Vejning på linje med medicin

Konsulent Tessa Fleischer peger på borgernes livskvalitet, når hun skal give sit bud på, hvad der kommer ud af ernæringsindsatsen i Roskilde.

− Vi kan se ud fra målinger, at flere oplever en højere livskvalitet efter et rehabiliteringsforløb. Vi kan dog ikke sige, om det skyldes ernæringsindsatsen, sygeplejen eller noget tredje. Det fungerer som en samlet indsats, men fordi vi vejer borgerne og har fokus på tidlig opsporing, er vi opmærksomme på, at vi faktisk kan gøre noget ved et vægttab, siger hun. I forbindelse med implementeringen er det vigtigt, at ledelsen på plejehjem og i hjemmeplejen forstår, hvorfor der skal være fokus på ernæring og vejning, mener Tina Møller.

− Så kan ledelsen gøre det klart for plejepersonalet, at opgaven med at veje borgerne er lige så vigtig som at give medicin. Derudover sikrer det tværfaglige samarbejde, at vi kommer hele vejen rundt om den enkelte borger og lægger en samlet strategi, siger diætisten. Tessa Fleischer er enig i begge dele.

− Det er alfa og omega, at ledelsen bakker op, for vi skal turde være åbne om, at det ikke går godt for alle borgere. Derfor har plejepersonalet brug for sparring, også fra andre faggrupper. Alle har en faglig stolthed, men tanken i den tværfaglige indsats er, at medarbejderne skal søge hjælp hos hinanden, så borgeren når sit mål for rehabiliteringen. Alle sidder med en viden, og den skal vi samarbejde om at få i spil, siger Tessa Fleischer.