En langt større gruppe kan aflaste plejehjem, psykiatri og hospitaler
Det er oplagt, at professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse også får en autorisation ligesom diætisterne, skriver formand for Kost og Ernæringsforbundet Ghita Parry.
Udgivet på Sundhedsmonitor.dk 14. marts 2022
Billedet af pressede hospitalsgange, der mangler sygeplejersker, og en ældresektor, der mangler sosu-medarbejdere, er efterhånden ved at være velkendt. Det skyldes til dels mangel på faglært arbejdskraft. Men det skyldes også, at vi overser de kloge løsninger, der ligger lige for.
For alt imens der løbes hurtigere og hurtigere på sygehuse, plejehjem og i psykiatrien, står professionsbachelorer i ernæring og sundhed klar til at tage sig af de ernæringsrelaterede opgaver i vores sundhedsvæsen. De kan være med til at aflaste i regioner og kommuner ved at forestå eksempelvis ernæringsscreeninger, ernæringsindsatser og praktisk ernæringsterapi.
I øjeblikket er det kun en lille del af dimittenderne fra professionsbacheloruddannelsen, der bliver autoriserede – nemlig diætisterne.
Kost og Ernæringsforbundet mener, at det er oplagt, at professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse også får en autorisation. På den måde får sundhedsvæsenet flere hænder og hoveder med formaliseret stærke kompetencer og faglighed, og som derfor bedre kan løse ernæringsopgaverne i sundhedsvæsenet.
Allerede nu ser vi store gevinster ved overlade ernæringsrelaterede opgaver til diætister. På Rigshospitalet har man netop gennemført et projekt, hvor opgaver blev flyttet fra sygeplejersker til diætister. Med succes. Projektet har frigivet tid til patientplejen, og der er blevet indsamlet værdifulde data, som kan bruges til forskning og udvikling af behandlingen. Data, der ikke altid tidligere blev registreret på grund af stort arbejdspres, lyder konklusionen på projektet.
Vi kan udvide den succeshistorie, hvis vi også autoriserer professionsbachelorer i sundhed og ernæring med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse. For så vil en langt større gruppe kunne aflaste i kommuner, psykiatrien og på hospitalerne.
Ernæringsindsats forebygger
Men der er også mange store gevinster at hente på den lange bane ved at inddrage flere professionsbachelorer i sundhed og ernæring i forebyggelsen, plejen og behandlingen på sygehuse og i kommuner. For vi ved, at en effektiv ernæringsindsats vil forebygge og forkorte indlæggelser til gavn for alle.
Et stort studie har for eksempel vist, at en målrettet ernæringsindsats til kræftpatienter kan reducere dødelighed med næsten 40 procent. Så ernæring er et banebrydende værktøj, der sikrer bedre behandlingsforløb og mere succesfuld genoptræning. Havde vi talt om et banebrydende medicinsk præparat, ville vi jo ikke tøve med at tage det i brug.
Så hvad venter vi på, når det kommer til ernæringsopgaverne i sundhedsvæsnet? Lad os få fordelt opgaver på en faglig fornuftig måde, og lad os få autoriseret professionsbachelorer i ernæring og sundhed med speciale i sundhedsfremme og forebyggelse.
Så bruger vi hænder og hoveder på en klog måde.
Se indlægget her
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.