
Efter 37 år takker Gerda af: I dag er ernæringsassistenter stolte af deres faglighed
Verden så en del anderledes ud, da Gerda K. Thomassen begyndte i Kost og Ernæringsforbundet 1. februar 1988. Statsministeren hed Poul Schlüter, i USA sad Ronald Reagan i Det Hvide Hus, og vi skrålede med på hits som ”Den jeg elsker, elsker Jeg” og ”En for alle”.
Gerda K. Thomassen blev ansat som den allerførste uddannelseskonsulent i Kost og Ernæringsforbundet i 1988 og indtil hun for nyligt takkede af og gik på pension. Hun er derfor en person, der kan tillade sig at tage en tur i helikopteren og se på udviklingen i uddannelserne fra oven.
Så hvad er den største forskel fra 1988 og til nu?
- Maden og det håndværksmæssige er kommet i centrum - og her er uddannelsen blevet skærpet. Der var i en årrække et ønske om, at eleverne skulle blive mere og mere skriftlige, og de lavede store skriftlige opgaver. Men det viste sig jo, at al den skriftlighed tog tid fra produktionen. Jeg har meget været en af dem, der har sagt, at de skal være fantastisk dygtige håndværkere. Det er det, vi har brug for. De skal kunne tilberede mad, og de skal forstå råvarer, økologi og bæredygtighed. Så derfor ændrede vi også svendeprøven om til en mere praktisk prøve. Jeg tror også, at vores medlemmer ser på det på den måde. De skal være dygtige håndværkere, siger Gerda K. Thomassen.

Vejen til at være med til at forandre uddannelserne for ernæringsassistenter og økonomaer gik over et sommerferiejob i gymnasietiden på Brønderslev Sygehus. Egentlig var hun måske nok interesseret i at læse videre efter gymnasiet, men var også glad for at lave mad, så det blev nu en gang sådan. Hun blev uddannet økonoma, (blandt andet fordi der var løn under uddannelse, som Gerda siger det).
Hun blev hurtigt fagligt aktiv, og blev ansat i forbundet for at arbejde med overenskomstområdet, og slog til da der kom en stilling som uddannelseskonsulent. Og her blev hun.
37 år på samme arbejdsplads i medlemmernes tjeneste. Det må have kastet en masse usædvanlige og vilde oplevelser af sig?
- Det ved jeg ikke. Nej, ikke umiddelbart, siger Gerda K. Thomassen efter at have tænkt sig om.
Det er nemlig ikke de kvikke bemærkninger og sjove anekdoter, der har gjort det største indtryk. Til gengæld har Gerda bidt mærke i særlig en ting, der har forandret sig for ernæringsassistenterne igennem de mange år.
- De er stolte af deres faglighed. Meget mere end for 20 år siden. I dag føler jeg, at ernæringsassistenter er stolte af deres faglighed. Sikkert også på grund af at de arbejdspladser, de er på, også har forandret sig meget og har endnu mere fokus på at tilberede god mad. Så der bliver også stillet nogle helt andre krav til dem og deres faglighed, end tidligere, siger Gerda K. Thomassen.

Hvis du har mødt Gerda K. Thomassen, så kan du huske hende. Et intenst og imødekommende blik bag brilleglasset, og den uundværlige brillesnor. Selv siger hun, at hun altid har haft fokus på sagen. Politisk rænkespil, smarte bemærkninger og korridorsnak har aldrig virket på hende.
- Jeg er også forberedt til tænderne. Jamen, det er jeg jo! Jeg går ikke til et møde, uden at jeg nøjagtig ved, hvilken vej jeg vil. Sådan nogle processer er langvarige og svære at styre, og der er virkelig mange aktører inde over. Så det handler om at være på forkant med udviklingen og være bevidst om, hvad det er, vi gerne vil nå. Hvad er vores optimale mål? At man ikke bare sætter sig ind og tænker: ”Nej, det kan vi ikke lide”. Hvis ikke man er forberedt til de der processer og ved, hvad det er, der er i spil, så kommer man til kort, fortæller Gerda K. Thomassen.
Så er der også en anden ting, som ifølge Gerda K. Thomassen er helt essentielt.
- Jeg har altid været bevidst om, at jeg er en ubestikkelig embedsmand. Man har aldrig kunne ’købe’ mig til noget som helst. Sådan har jeg altid været. Jeg har aldrig spillet politiker, når jeg har været ude. Jeg har været helt klar i spyttet, og laver ikke korridoraftaler for at vinde noget, slår hun fast.
Det har nok været med til at skabe stor respekt om hende i de udvalg, hvor hun har haft plads i mange år. Med sine nordjyske rødder, så er det meget svært at få Gerda K. Thomassen til at prale af sine egne resultater, men stærkt presset, så er der en ting, hun fremhæver.
- Det var da vi sammen med FOA kunne lave voksenlærlinge-ordningen. Den betød, at voksne over 25 kunne tage uddannelsen på 52 uger, hvis de havde fem års erfaring i et køkken. Vi var oppe og have omkring 950 elever om året, og nogle skoler kørte rene klasser med de voksne. Altså det var helt fantastisk, indrømmer Gerda K. Thomassen.

Nu er mødekalenderen tom. Men som den målrettede og handlingsorienterede person, Gerda er, så er der nok at tage fat på. Blandt andet haven, som altid har været vigtig. Der er jo også lige den Bed & Breakfast, hun driver – sådan mest for hyggens skyld. Men hvor der er friskbagte økologiske boller til gæsterne, hvis de ønsker. Der er også de årlige rejser til Sydamerika i de mørke måneder (“hvor der jo også er kedeligt i Danmark”). Her skal der spises alfajores og slappes af på Gerda-måden. Det vil sige, at man lejer en SUV og drøner rundt i bjergene.
Der er dog lige tid til en sidste status.
Har det været en god arbejdsplads?
- Det må den næsten have været, når man bliver hængende så længe, siger Gerda med et smil. Hun fremhæver, at hun især har sat pris på det gode kollegaskab gennem alle årerne.
Noget der har forandret sig er måden, hvorpå forbundet inddrager og bruger medlemmerne.
- Vi er blevet væsentlig bedre til at inddrage medlemmerne og få dem gjort synlige. De har ekstremt mange kompetencer. Det har jeg kunnet se i de arbejdsgrupper, jeg har siddet i. Det har vi måske tidligere overset lidt, fordi vi sidder ved et skrivebord. Forhåbentlig er det noget, der gør, at endnu flere kan se sig selv i fællesskabet, slutter Gerda K. Thomassen.
Udpluk af reformer og forandringer i uddannelserne
1989-reformen: Fra EFG til EUD – opdelt i grundforløb og hovedforløb.
1994: Det offentlig blev omfattet af AMU-lovgivningen
1996-reformen: Trin og specialisering. EUD opdelt i trin. Voksenlærlinge på 50 uger.
2000-reformen: Praktikplads og fleksibilitet. Ny mesterlæreindført.
2002: Sammenlægning af de tre uddannelser økonoma, ernærings- og husholdningsøkonom og klinisk diætist.
2007-reformen: Kvalitetsløft og overgang til videregående uddannelse.
2015-reformen: Bedre og mere attraktive erhvervsuddannelser.
2018-2020: Fokusering og praksisnær undervisning.
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.