Forside
18.11.2026

Det starter ved modet til at snakke åbent sammen

Lydhør: På Sygehus Lillebælt er der fokus på at lette det ofte hårde fysiske arbejde og at skabe den fleksibilitet, som gør, at medarbejdere både bevarer lysten og fysikken til at arbejde. Souschef og driftschef i køkkenet Bibi Betak og ernæringsassistent Dorthe Straarup, der har arbejdet i 23 år på arbejdspladsen, fortæller her hvordan og hvorfor.

Dorthe Straarup, 62 år. Udlært som ernæringsassistent i 1986 Ernæringsassistent i køkkenet i Vejle, Sygehus Lillebælt

Vil du fortælle lidt om dit arbejde?

− Jeg arbejder på fuldtid som ernæringsassistent i køkkenet på Vejle Sygehus, som er en del af Sygehus Lillebælt. Her har jeg arbejdet i 23 år. Vi vælger selv, om vi arbejder fra kl. 6 eller kl. 7 om morgenen. Jeg har valgt den tidlige vagt. Jeg arbejder i alle funktioner i køkkenet, og så er jeg
tovholder i frugt og grønt. Der er jeg i maksimalt 50 procent af min tid, og resten af tiden er jeg i andre funktioner. Vi cirkulerer lidt rundt. Det er der både fordele og ulemper ved. Du får måske ikke oparbejdet helt samme rutine på et område, og du skal være klar til at prøve nye ting. Men vi står aldrig alene med en opgave. Vi arbejder altid i teams, og der vil altid være nogen, som har erfaring med opgaven. Jeg kan godt lide, at vi cirkulerer rundt, fordi det gør, at du forstår de arbejdsopgaver og arbejdsforhold, der er rundt i hele køkkenet.
 

Kan du mærke, at du har arbejdet i mange år som ernæringsassistent?

− Jeg kan da godt mærke på min krop, at jeg bliver ældre. Men jeg har også været så mange år i det her fag, at jeg har det sådan, at hvis jeg bare sætter mig hjem i en stol, så ville jeg da først
blive gammel. Kroppen har godt af at være i gang.


Hvad gør du for at kunne bevare arbejdsglæden og holde til at blive ved med at arbejde?

− Jeg fik et nyt knæ sidste år. Og da jeg kom tilbage fra det, så havde jeg en del restferie. Og den splittede jeg op i enkeltdage. Det har jeg fået lov til at gøre igen med noget af min ferie siden jul. Ikke med hovedferien, selvfølgelig. Men noget af min ferie har jeg splittet op i enkeltdage. Og sammen med mine seniordage gør det, at det ikke er alle uger, jeg har fem arbejdsdage, selv om jeg er ansat på fuld tid. Og det gør en forskel.

− Så er jeg også så heldig at være på en arbejdsplads, hvor vi har tre matrikler, hvor arbejdet er lidt forskelligt hvert sted. Vi har produktionskøkkenet i Vejle, hvor det meste af den varme mad bliver lavet, og det er nogle gange lidt hårdere fysisk arbejde end på Kolding Sygehus. Normalt er jeg på Vejle Sygehus, men i hele optrapningsforløbet efter min knæoperation arbejdede jeg i Kolding. Nu er jeg tilbage i Vejle, men har også nogle vagter i Kolding. Det er rigtig godt, at der er den mulighed. Så kan du bedre holde til arbejdet og får en mere varieret arbejdsuge.


Oplever du, at det med at kunne holde til arbejdet i et langt arbejdsliv fylder for dig og kollegaerne?

− Ja, det gør det. Det er noget, vi snakker om kollegaerne imellem. Og særligt for de unge mennesker, der ved, at de skal arbejde, indtil de over 70 år, er det noget, der fylder.


Hvad gør arbejdspladsen for at støtte op om, at I kan holde til arbejdet på den lange bane?

− Jeg synes, at arbejdspladsen er god til at lette arbejdet så meget som muligt. Der er gode hjælpemidler på arbejdspladsen, og dem skal man huske at bruge hele arbejdslivet.
Ikke kun når man er blevet gammel. Vi har fx løftevogne, når vi er i opvasken, vi har rulleborde,
hæve-sænke-borde og støttestole. Det er vigtigt at bruge dem, og det synes jeg også, at vi er gode til. Det er også lige blevet besluttet, at de sække med mel, sukker og så videre, vi bruger i køkkenet, højst må veje ti kg, så de ikke er helt så tunge at håndtere.

− En anden god ting er, at der er blevet ansat to fysioterapeuter i serviceafdelingen på Sygehus Lillebælt, en på sygehuset i Kolding og en i Vejle. Det er altså guld værd! Jeg tror, det har sparet os for mange sygedage. De kommer rundt til alle medarbejdere i serviceafdelingen hver dag, så det er både portørerne, rengøringsenheden og køkkenet. Og der kan man altid sige, hvis der er et eller andet. Det gør måske ondt i nakken eller håndleddet. Eller hvad det nu kan være. Og så
hjælper de med det. Der er måske en god øvelse, man kan lave, eller man får hjælp til en bedre arbejdsstilling. Selvfølgelig kan der opstå ting, som er mere langvarige. Men ni ud af ti gange kan vi tage det i opløbet, fordi de kommer rundt til os. De er også altid inde over, hvis der efter et sygdomsforløb skal laves en genoptrapningsplan, hvor der er et fysisk islæt. Fx med mit knæ. Der fik jeg også at vide, hvad der var godt før og efter operationen. Nogle gange holder de også foredrag, fx om søvn, eller hvordan vi bedst skubber og trækker, når vi kører med madvogne.


Er der nogen ting, du selv gør, for at bevare motivationen og holde dig i form?

− I forbindelse med at jeg fik et nyt knæ, var jeg jo godt klar over, at jeg var nødt til at træne, og det er jeg fortsat med. Jeg er ikke den, der bruger to timer i fitnesscenteret tre gange om ugen. Men vi har et motionscenter på sygehuset, som jeg bruger. Og så har vi en jagthund, så jeg går mange ture, og så cykler jeg. Jeg har investeret i en god elcykel, og den er altså guld værd.


Gør du dig nogen tanker om, hvor længe du gerne vil blive ved med at arbejde?

− Så længe kroppen har det godt, så bliver jeg ved. Man ved jo aldrig, hvad der sker, og det er
også godt nok. Men jeg tænker også, at vi nok skal finde en løsning, hvis jeg på et tidspunkt
gerne vil gå ned i tid. Når jeg engang skal stoppe, så vil jeg gerne gøre det på en god måde. Det skal ikke bare være fra den ene dag til den anden. Jeg er tovholder i frugt og grønt, og den opgave vil jeg gerne kunne overlevere på en god måde til en anden, fx i en mentorordning. Jeg har jo noget erfaring, som jeg selvfølgelig gerne vil give videre.


Hvad er dit bedste råd til andre arbejdspladser?

− Jeg tror, det vigtigste er, at man har en god og åben dialog. Hvis man fx begynder at få smerter, så er det vigtigt at kunne sige det til sin leder. Hvis man har en åben dialog, så kan
man ofte finde en løsning sammen. Og så skal man huske, at bare fordi man har brug for
nogle særlige hensyn i en periode, så bliver det ikke nødvendigvis ved med at være sådan.
Nu havde jeg fx det med mit knæ. Jeg havde forventet, at jeg ville være klar igen 14 dage
efter operationen, så jeg fik lidt af et chok, for mit genoptrapningsforløb varede fire måneder.
Det syntes jeg var lang tid. På et tidspunkt troede jeg, at det aldrig ville blive godt igen. Men det gjorde det jo. Jeg er helt mig selv igen og er tilbage på fuld tid.

Dorthe
62-årige Dorthe Straarup arbejder på fuld tid i køkkenet på Sygehus Lillebælt.

Bibi Betak Souschef og driftschef i køkkenet på Sygehus Lillebælt, som har matrikler i Vejle, Kolding og Middelfart


Hvorfor er det vigtigt at have fokus på, at medarbejderne kan arbejde til en sen alder?

− Det er de store generationer, der forlader arbejdsmarkedet lige nu, og der kommer ikke lige så store generationer ind på arbejdsmarkedet. Samtidig har vores fag ikke den samme tiltrækningskraft som nogle af de andre fag. Vi får slet ikke lige så mange elevansøgninger som tidligere, og vi kan også tydeligt mærke, når vi slår stillinger op, at der ikke er lige så mange ernæringsfaglige, som der har været før. Og det gør jo, at det her med at fastholde seniorerne er enormt interessant. For det er altså virkelig medarbejdere med nogle frygtindgydende CV’er, man har på arbejdspladsen. Og samtidig synes jeg, at noget, der ofte bliver overset, er, at vi faktisk er ret stærke. Vi danskere bliver jo faktisk sundere. Det synes jeg godt, at man kan mærke. Jeg har ikke lige så mange medarbejdere som tidligere, der har svært ved at klare arbejdet, indtil de kan gå fra.

− Det er vigtigt at huske, at det ikke kun handler om fysisk nedslidning. For den generation af ældre, vi har på arbejdsmarkedet nu, kan der måske også være et element af selvrealisering i det, som vi som ledere skal have øje for. Det handler ikke kun om, at der skal tages hensyn på grund af smerter. Der kan også ligge nogle andre behov, som kan gå mere på ønsker til arbejdsopgaverne.


Hvad er det, de mere erfarne medarbejdere særligt kan bidrage med?

− De er en kæmpe ressource med en kæmpe erfaring. Det er dem, man har lyst til at lukke Danmark ned sammen med under corona. Vissevasse-pigerne kalder jeg dem. De ryster ikke på hånden. De siger: “Vissevasse. Det ordner vi.” Ofte har medarbejderen jo også været her i mange år og kan have et ret komplekst og tungt administrativt ansvar, som ikke er sådan lige at erstatte. Så åbenhed og dialog bliver dobbelt vigtigt. For som arbejdsplads har du jo ikke krav på mere end en måneds varsel, hvis en medarbejder vil stoppe. Og hvis man gerne vil lave en god overlevering til en ny medarbejder, fx med en mentorordning, så kræver det længere tid.

− Jeg synes også, det handler om i planlægningen af organisationen at tænke i, hvordan man så får en ny medarbejder til at kunne varetage opgaverne fra en erfaren medarbejder, der skal stoppe. Og det kan være ved at arbejde med mentorskab. Det her med, at nu overdrager jeg min rolle som elevvejleder, tovholder, indkøber, eller hvad det nu kan være, til en anden. Det er tit meget komplekse og stedsspecifikke opgaver, som man ikke bare kan regne med, at en
person udefra kan løfte fra den ene dag til den anden. Så det er altså godt givet ud. Det er også godt for de unge, for de vil gerne læres ordentligt op.


Har I en seniorpolitik eller lignende?

− Vi har en livsfasepolitik på Sygehus Lillebælt, hvor der er et seniorafsnit. Det er en meget bred politik, som giver nogle overordnede rammer, som det er op til den enkelte leder at udfylde. Og det kan jeg rigtig godt lide − at man får lov til at tage sine egne skridt og bruge de muligheder, man har. Så derfor er de ting, jeg siger her, også sagt på mine egne vegne som leder og ikke på vegne af hele Sygehus Lillebælt.


Hvordan griber du opgaven an som leder?

− Det handler meget om at kende sin organisation og sine medarbejdere. Vi er et hospital, og vi har åbent 365 dage om året, som jeg skal bemande. Vi er en akutfunktion. Det er sådan, det er. Så jeg kan ikke bare sige til en medarbejder, at hun får lov til at slippe for at arbejde i weekenden. Til gengæld så har jeg flere matrikler, hvor arbejdspresset føles forskelligt eller i hvert fald belaster på nogle forskellige måder. Jeg har også en ret stor administration, hvor der er tradition for, at ernæringsassistenterne bidrager på ret højt niveau. Så det handler om som leder at se på, hvad kunne man egentlig godt gøre? Hvad er muligt?

− Det kræver selvfølgelig noget af dig som leder. For mig handler det om at se de behov, medarbejderne har, og turde tage en åben snak om mulighederne. Også selv om jeg endnu ikke ved, om det kan lade sig gøre. Og som Dorthe også nævner, så begynder det med at have modet til at have en gensidig dialog. For når det gælder andet end kompetencerne, så ligger der også et potentielt juridisk anliggende nedenunder. Hvad kan man tillade sig at spørge om som leder? Så det gælder om at have en god relation fra start. Simpelthen få revet det her plaster af
med det samme, hvor man måske går og er bange for, om man tør sige, hvordan man har det. Og som leder skal du være klar til at lytte. Selvfølgelig kan det ikke være en blankocheck. Så kommer vi også i problemer. Det skal ikke være sådan, at vi − i forsøget på at holde på dem sidst i arbejdslivet − laver så sure vilkår for de yngre medarbejdere, at de stopper. Det kan de jo også vælge med det arbejdsmarked, vi har, hvor der er mangel på ernæringsassistenter. Så det handler om at have overblik over, hvad er det for muligheder, jeg har til rådighed i min organisation? Og kende sin medarbejdergruppe godt nok til at vide med sikkerhed: Hvad kan jeg ikke sætte til salg? Hvad vil være for dyrt for fællesskabet? Og så tænke fleksibelt. Man skal turde begynde på snakken med medarbejderen, før man ved, om man kan sige ja. Og man skal også huske, at alle jo skal løfte i fællesskab − men alle behøver måske ikke at gøre alt lige meget.


Arbejder I med efteruddannelse og kompetenceudvikling?

− Altså, jeg opfordrer ikke ligefrem mine medarbejdere til at uddanne sig ud af faget. Vi har mangel på ernæringsfaglige, så det ville jo være dumt. Men vi arbejder rigtig meget med kompetenceudvikling i vores egne rammer. Vi har blandt andet haft et Klima Akademi, hvor vi havde undervisere udefra til at undervise os her i vores egne køkkener. Vi har også haft undervisning i sensorik og tilsmagning af mad med bælgfrugter, hvor det er nogle af vores egne medarbejdere, der kan løfte resten af medarbejdergruppens kompetencer. Det har vi arbejdet rigtig meget med de sidste tre-fire år.


Har du selv gjort dig nogen tanker om, hvor længe du vil fortsætte med at arbejde?

− Det er faktisk det sværeste spørgsmål at svare på. Når man har været leder i mange år, så tror jeg, at det kommer til at handle om en form for mentorskab for en, der skal overtage jobbet. Det
tror jeg godt kunne være en måde. Vi har svært ved at finde unge, der har lyst til at gå ind i ledelse. Så måske kunne det faktisk være en god vej at gå for alle parter.

Bibi
Bibi Betak er souschef og driftschef i køkkenet på Sygehus Lillebælt.
Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Åbningstider
Mandag-onsdag: 8.30-15.00 
Torsdag: 8.30-17.00
Fredag: 8.30-13.30.