Michael Allerup

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

21.12.2023

Det økologiske spisemærke reddet - for nu

Kost og Ernæringsforbundet glæder sig over, at der er fundet finansiering til Det Økologiske Spisemærke, men man frygter, at den kortsigtede løsning får konsekvenser 

PRESSEMEDDELELSE

Det Økologiske Spisemærke har øget sundhed, øget økologisk produktion, udbredelse af planterige fødevarer og faglig stolthed i de offentlige køkkener. Derfor er det positivt, at fødevareministeren har fundet finansiering til Det Økologiske Spisemærke, der ellers stod over for en nedlukning. 

- Det er både glædeligt og klogt, at fødevareminister Jacob Jensen har fundet finansiering til at fortsætte driften af Det Økologiske Spisemærke. For Det Økologiske Spisemærke har haft en afgørende betydning for, at man i de offentlige køkkener har været med til at udbrede grøn og planterig mad i kantiner, børnehaver og plejehjem, siger Michael Allerup Nielsen, næstformand i Kost og Ernæringsforbundet. 

Kost og Ernæringsforbundet er ærgerlig over, at løsningen ikke er langsigtet, og Det Økologiske Spisemærke derfor igen kan stå overfor en nedlukning næste år. Det er ikke holdbart, hvis man ikke freder Det Økologiske Spisemærke. Det er uundværligt for den bæredygtig omstilling i offentlige køkkener, og det er en vigtig hjælp til forbrugere og erhvervsliv, der gerne vil vælge økologisk, når de skal have forplejning på caféer, hoteller og restauranter.  

Kost og Ernæringsforbundet frygter, at en kortsigtet løsning kan bremse brugen af Det Økologiske Spisemærke: 

- Det kræver en indsats at gå efter Det Økologiske Spisemærke, og det er en proces, der tager tid. Jeg frygter, at de offentlige køkkener ikke vil kaste sig ind i sådan en proces, hvis der er risiko for, at man igen fjerne Det Økologiske Spisemærke om et eller to år, siger Michael Allerup Nielsen. 

Han påpeger, at det er vigtigt, at køkkener, politikere og forbrugere står sammen og har fælles målestokke i den grønne omstilling i de offentlige køkkener.  

- Politisk opbakning er også nødvendig, og Det Økologiske Spisemærke har netop været den markør, der på tværs af politikere, forvaltninger og de enkelte køkkener sikrer, at man sætter sig mål for, hvordan man gør produktionen af offentlige måltider mere bæredygtig. Uden Det Økologiske Spisemærke kommer vi til at mangle en målstreg, siger Michael Allerup Nielsen.  

De offentlige køkkener serverer hver dag 1 million måltider og har derfor en kæmpe betydning for danskernes sundhed og madvaner.  

 

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Åbningstider
Mandag-onsdag: 8.30-15.00 
Torsdag: 8.30-17.00
Fredag: 8.30-13.30.