Mad på plejehjem
05.11.2025

Brev til landets borgmestre: De stigende fødevarepriser har konsekvenser

Kost og Ernæringsforbundet og FOA håber, at landets kommuner er opmærksomme på, hvad de stigende fødevarepriser betyder i hverdagen

I samarbejde med FOA har Kost og Ernæringsforbundet skrevet til alle landets borgmestre og kommunalbestyrelser. Baggrunden er en bekymring for, hvad de stigende fødevarepriser betyder for vores medlemmers arbejdsvilkår. Du kan herunder læse brevet i sin helhed.

Til borgmesteren og den øvrige kommunalbestyrelse

Stigende fødevarepriser udhuler de kommunale fødevarebudgetter og presser lønmidler

Kost og Ernæringsforbundet og FOA organiserer medarbejdere i de kommunale køkkener landet over – bl.a. på plejehjem, i børnehaver og vuggestuer.

Vi skriver for at gøre jer opmærksomme på en række bekymrende henvendelser, vi har fået fra vores medlemmer, der er ansat i de kommunale køkkener. Flere medlemmer giver udtryk for et markant og vedvarende pres på fødevarebudgetterne, og at budgetterne ikke bliver justeret tilsvarende.

Ligeledes hører vi, at fødevarepriserne nogle steder også påvirker lokale lønmidler. Selvom vi ikke har fået henvendelser fra alle kommuner, giver de anledning til en bredere bekymring, som vi vil gøre jer opmærksom på.

1 million offentlige måltider
Der bliver hver dag serveret over 1 million offentlige hoved- og mellemmåltider i Danmark. Det er en kerneopgave med direkte betydning for sundhed, trivsel, livskvalitet og bæredygtighed. Mere end halvdelen af disse måltider serveres for børn i dagtilbud og ældre på plejehjem og via madlevering.

Fødevarepriserne er steget markant – det er vigtigt at de kommunale fødevarebudgetter følger med
Siden 2021 er priserne på fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer i Danmark steget ca. 32 pct. Det er næsten dobbelt så meget som den samlede inflation i perioden. Men flere medlemmer fortæller, at de årlige fødevarebudgetter i flere kommuner ikke bliver reguleret i samme takt.

Uden en budgetmæssig tilpasning til prisniveauet risikerer vi en alvorlig udhuling af kvaliteten: færre friske råvarer, ringere ernæringsprofil og mindre mulighed for at leve op til myndighedernes officielle kostråd og anbefalinger og ønsket om mere bæredygtighed. Det begrænser kommunernes mulighed for at sikre velsmagende, sunde og ernæringsrigtige måltider til børn og sårbare ældre.

Som I ved, er der på ældreområdet lovfastsatte lofter over den enkelte ældres egenbetaling. I 2025 må en hovedret i madlevering til hjemmeboende højst koste 63 kr., og fuld forplejning i plejebolig/på plejehjem er maksimalt 4.261 kr. pr. måned. Disse loftsatser beskytter borgerne – med rette. 

Men når fødevarepriserne stiger så meget, som vi har set de seneste år, betyder det også, at køkkenets samlede økonomi simpelthen ikke kan hænge sammen, hvis ikke fødevarebudgettet øges.

Lokale lønmidler
Som nævnt fortæller medlemmer fra flere steder i landet meldinger om, at prisstigninger på fødevarer betyder, at medarbejderne ikke kan bede om lønforhøjelse med den begrundelse, at pengene skal bruges
til at dække stigende fødevarepriser.

Vores medlemmer i de kommunale køkkener hører i forvejen til de lavest lønnede grupper i den offentlige sektor. Hvis lønnen udhules, bliver det endnu sværere at rekruttere og fastholde kvalificerede medarbejdere.

Desværre oplever nogle medlemmerne også, at de skæres i timeantal, eller at ledige stillinger ikke besættes med begrundelse i de stigende fødevarepriser. Dermed presser de stigende fødevarepriser ikke bare budgettet og kvaliteten. Men også medarbejderne og arbejdsmiljøet i en i forvejen travl hverdag.

Vores forslag
For at beskytte de kommunale måltider, de sårbare ældre, de allermindste og vores medlemmer, opfordrer vi til opmærksomhed på:

  1. Budgettilpasning
    Indregn den aktuelle fødevareprisudvikling i fødevarebudgettet løbende for dagtilbud, plejehjem og madlevering, så råvarekvalitet og ernæringsfaglige standarder kan fastholdes.
  2. Skærm fødevarebudgetter
    Pres på køkkenernes fødevarebudgetter bør ikke bruges som argument for at reducere i lønnen lokalt. Lønforhold og madkvalitet skal håndteres adskilt.
  3. Kommuniker klart om økonomien
    Giv klar besked til ledere og medarbejdere om, hvordan I takler de stigende fødevarepriser i jeres kommune.
    Vi håber meget, at I vil afdække, om fødevarebudgetterne i jeres kommune i tilstrækkelig grad tager højde for de stigende fødevarepriser.


Og vi håber, at I vil overveje vores forslag – så borgere i jeres kommune fortsat kan få de velsmagende, ernæringsrigtige og bæredygtige måltider, de er så afhængige af. 

Med venlig hilsen
Ghita Parry, Formand, Kost og Ernæringsforbundet
Pia Heidi Nielsen, Fagpolitisk Ordfører, FOA

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.