Beretning: Vi giver næring til et sundere Danmark
Nålen er altid indstillet på, hvad der gavner forbundets medlemmer, og hvordan de kan bidrage til et sundere Danmark.
Og det er netop Kost og Ernæringsforbundets kompas – nålen er altid indstillet på, hvad der gavner forbundets medlemmer, og hvordan de kan bidrage til et sundere Danmark.
Vi kæmper for medlemmernes interesser i en bred forstand. Det handler nemlig ikke kun om arbejdsvilkår. For Kost og ernæringsforbundet er det også vigtigt, at ernæringsprofessionelle har en plads i vores velfærdssamfund og sundhedsvæsen.
Forbundet har blandt andet forhandlet overenskomst i 2021 for de offentlige ansatte, hvor vi, trods en snæver økonomisk ramme, fik forhandlet lønstigninger hjem til medlemmerne. Forhandlingerne, som vi bl.a. deltog i sammen med Sundhedskartellet, var med til at få sat ligeløn i det offentlige på dagsordenen. Endelig. Og det blev gjort med sådan en kraft, at der nu er blevet nedsat en lønstrukturkomité, der forhåbentlig grundlæggende skal gøre lønningerne mere retfærdige. Den slags sker kun, når man kæmper i fællesskab.
Forbundet har også sikret, at nogle, men desværre ikke alle, medlemmer har fået del i den såkaldte vinterpakke på en milliard kroner til sundhedsvæsenet. Derudover er vi kommet med flere gode, konstruktive politiske udspil. Det har været med forslag til alt fra, hvordan vi reducerer CO2-aftrykket i de offentlige køkkener til, hvordan vi bliver bedre til at tænke ernæring ind i sundhedsvæsenet, og hvordan skolemaden kan være med til at knække uligheden i sundhed. Vores udspil er blevet godt modtaget, politikerne lytter, og de første skridt er taget til endnu mere indflydelse på de områder i samfundet, hvor ernærings - professionelle er med til at gøre en forskel for borgere i alle aldre.
Du kan læse om alt dette og meget mere i denne beretning samt midtvejsberetningen ”Bæredygtigt forbund”.
God læselyst.
På vegne af hovedbestyrelsen
Ghita Parry Formand
Download beretninger
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.