Annette er nomineret til Årets uddannelsesmentor: ”Det er en rigtig stor ære"
Når Årets TR 2025 løber af stablen den 11. november, har Annette Vangslev formentlig en god portion sommerfugle i maven. Hun er ernæringsassistent på Holbæk Sygehus, hvor hun som en del af sit arbejde er vejleder for arbejdspladsens ernæringsassistentelever. Og det gør hun rigtig godt, for hun er nomineret til prisen som Årets uddannelsesmentor 2025.
Bag indstillingen står ernæringsassistentelev Kit Machholdt, der beskriver Annette Vangslev som ”en inspirationskilde, der motiverer én til at lære mere hver eneste dag”. I indstillingen fremhæver Kit især Annettes store engagement og evne til at kombinere høj faglighed med en oprigtig interesse for, at hendes elever trives og lykkes.
- Det er en rigtig stor ære at være nomineret. Det at få den anerkendelse betyder meget. Det betyder rigtig meget at få feedback i det hele taget. Så må jeg gøre noget rigtigt! Det giver mig lyst til at fortsætte med det, jeg gør, siger Annette Vangslev.
Hun fortæller, at hun i sit arbejde som vejleder lægger stor vægt på at skabe et trygt læringsmiljø. Udover at Annette Vangslev har været vejleder for ernæringsassistentelever i mange år, trækker hun også på sin erfaring fra at være spejder, hvor hun møder mange børn og unge med udfordringer af forskellig slags:
- Jeg møder eleverne, hvor de er, og tager hensyn til de udfordringer, som de måtte have. Ingen elever er ens. Derfor er det vigtigt for mig at se den enkelte elev og tilpasse min vejledning efter deres behov.
Kost og Ernæringsforbundet ønsker Annette stort tillykke med nomineringen! Prisen uddeles ved Årets TR25, som afholdes i Cirkusbygningen i København den 11. november 2025.
Årets TR 2025
A4 Medier hylder årligt stjernerne på arbejdspladsen ved prisfesten Årets TR. Ved festen bliver årets tillidsrepræsentant og årets arbejdsmiljørepræsentant kåret. Derudover er der kåringer inden for en række andre kategorier, blandt andet Årets uddannelsesmentor. Årets TR 25 bliver afholdt tirsdag den 11. november 2025 i Cirkusbygningen, København.
Prisen som Årets uddannelsesmentor uddeles til en person, som har hjulpet en elev, lærling eller praktikant med at lykkes. Det kan være en lærer, uddannelsesvejleder, uddannelsesrepræsentant, mentor eller uddannelsesansvarlig.
Du kan læse mere på prisfestens hjemmeside:
Årets TR 2025
Begrundelse for indstilling af Annette Vangslev
”Jeg vil gerne indstille min uddannelsesvejleder. Annette, for hendes store engagement og fantastiske evne til at lære fra sig. Hun forklarer tingene, så man forstår dem, og hun tager sig tid til at sikre, at vi alle føler os trygge og klar til opgaverne.
Takket være hende har jeg altid følt mig godt klædt på til skolen, både fagligt og mentalt. Hun kombinerer høj faglighed med tålmodighed og en oprigtig interesse for, at vi lykkes.
Annette er ikke bare en vejleder, men en inspirationskilde, der giver én lyst til at lære mere hver eneste dag.”
Indstillingen er indsendt af ernæringsassistentelev Kit Machholdt
Har du spørgsmål?
Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.