Uddannelse

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

16.03.2021

100 millioner skal hjælpe studerende på blandt andet professionshøjskolerne

Ny politisk aftale betyder, at der afsat 100 millioner kroner til ekstra tiltag og undervisning til uddannelsesinstitutioner med praksisrettede uddannelser.

I knap et år har Corona og nedlukning vendt op og ned på hverdagen for danske elever og studerende. Det har for eksempel betydet, at sidsteårsstuderende på professionshøjskolerne har manglet praksisrettet undervisning. Men der er nu hjælp på vej. Ny politisk aftale betyder, at der er afsat 100 millioner kroner til videregående uddannelser med mange praksisrettede elementer. Formålet med pengene er både at hjælpe de studerende, der afslutter deres uddannelse i år og skabe ro hos de studerende i forhold til eventuelle forsinkelser i studietiden. Regeringen og alle Folketingets partier står bag aftalen, som desuden omfatter en forlængelse af suspenderingen af færdiggørelsestilskuddet, der i praksis betyder, at uddannelsesinstitutionerne kan udvise en højere grad af fleksibilitet i forhold til eventuelle studietidsforlængelser.

Til glæde og gavn

De 100 millioner kroner kommer til at gavne omkring 41.000 studerende, som netop nu er i færd med den afsluttende del af deres uddannelse, blandt andet på Professionshøjskolen UC Syd vækker de mange penge begejstring hos uddannelsesleder Pia Øxenberg Hansen: “Det er dejligt, at der kommer fokus på uddannelsesområdet. Selvom de 100 millioner skal fordeles mellem mange institutioner, er det en anerkendelse af de udfordringer vi og de studerende kæmper med”.

Med hensyn til hvordan man vil forbedre praksiskompetencerne hos de studerende, siger Pia Øxenberg Hansen: “På alle UC’erne skal vi i gang med en proces, som inddrager de studerende og undervisere, så vi kan få planlagt lige netop de aktiviteter og tiltag, som de vurderer, der er behov for efter lang tid med virtuel undervisning. Vi vil på UC SYD også forsøge at inddrage praksis, så vi på alle måder gør vores bedste for at sikre at vores dimittender er fuldt på højde med tidligere årgange”. Konkret forestiller Pia Øxenberg Hansen sig, at man vil arbejde på for eksempel at tilbyde de studerende aktiviteter i køkkenet, afprøvning af vejledningsmetoder, kommunikationsformer eller arbejde med tværgående cases fra praksis, der vil øge de studerendes handlekompetence i forhold til uddannelsens formål.

Hos Kost og Ernæringsforbundet ser man på aftalen som et første skridt i den rigtige retning: “Det er godt nyt for de studerende, som på grund af nedlukningen har oplevet en væsentlig udfordring i forhold til at få praktisk undervisning. Jeg er glad for, at midlerne kan hjælpe de sidsteårsstuderende til at indhente noget af deres tabte praksis og derved være endnu bedre rustet til arbejdsmarkedet, der venter forude. Det er glædeligt, at deres udfordringer nu bliver anerkendt. Men vi skal huske, at alle elever og studerende, uanset uddannelsesniveau, trænger til omsorg og opmærksomhed efter et år med corona”, siger formand i Kost og Ernæringsforbundet Ghita Parry. 

Læs aftalen her

Vil du vide mere om, hvordan midlerne kommer dig til gavn på din uddannelse? Kontakt din uddannelsesleder for mere information.

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.