køkken

Vær opmærksom på, at denne artikel er mere end to år gammel

af marianne vilsbøll jacobsen, regionsformand, hovedstaden

Vil regionen spare på den gode kost?

For nylig blev der indgået et budgetforlig for 2022 i Region Hovedstaden. I forliget kunne man læse, at samtlige partier er enige om at lave et produktionskøkken på det nye Nyt Hospital Nordsjælland. 

Så langt så godt. 

Alligevel bekymrer det os, at vi ikke kan få en klokkeklar garanti for, at Nyt Hospital Nordsjælland bliver født med et produktionskøkken, når det står færdigt i 2024. I budgetforliget formulerer regionsrådet det noget elastisk med, at man vil udvide det nuværende projekterede modtagekøkken til et produktionskøkken, »når muligheden byder sig«. Det skuer i vores ører. 

For hvorfor bygge et helt nyt supersygehus til mange milliarder og så springe i målet ved at spare et produktionskøkken væk? Et produktionskøkken, der fra hospitalets indvielse vil kunne give indlagte, ansatte og pårørende frisklavet mad, der på dagen kan tilpasses de skiftende behov. 

I stedet arbejder man med en løsning, hvor man fra hospitalets fødsel åbenbart vil køre store mængder mad gennem hovedstadstrafikken. 

Den løsning, er vi overbevist om, er langt mindre bæredygtig. Ikke kun fordi maden skal transporteres gennem trængsel og tra-fik, men løsningen udfordrer også fleksibiliteten for hospitalerne og patienterne i forhold til skiftende behov. 

På den måde vil et produktionskøkken også være med til at mindske madspild, fordi produktionskøkkenet nemmere end et centralkøkken kan tilpasse sig skiftende behov. 

Efter vores mening er et supersygehus langt fra super uden et produktionskøkken, der kan producere frisklavet mad til patienterne, så de hurtigt kan komme på højkant igen. Og vi håber, at regionsrådet sætter ambitionerne for både fleksibilitet og bæredygtighed op ved at integrere et produktionskøkken i anlæggelsen af det nye store hospital, så de kan vise borgerne, at de sætter regionens sundhed og ernæring højt på dagsordenen. 

Der har været mange hensigtserklæringer og gode intentioner. 

Nu er tiden kommet til klare svar. Hvornår kommer produktionskøkkenet på Nyt Hospital Nordsjælland?

 

Bragt i Frederiksborg Amts Avis

Vi sidder klar ved telefonerne til at hjælpe dig.

Har du spørgsmål?

Vores åbningstider er mandag-onsdag kl. 8.30-15.00, torsdag 8.30-17.00 og fredag 8.30-13.30.