Undskyldning for usaglig kritik

− Jeg var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at uheldet ikke var mit ansvar. Derfor var det et stort chok at blive kaldt til tjenstlig samtale, siger kostfagligt eneansvarlig Anne Madsen.

Da uheldet skete, havde hun været ansat i den integrerede institution med 120 børn i knap ti år. Sammen med en kollega tilberedte hun mad til børnene, og de havde et årelangt og godt samarbejde med lederen, der på det tidspunkt var konstitueret. 

− Den fredag var vi lidt forsinkede med maden. Jeg fortalte, at suppen var meget varm, da vi kørte den ind på stuen. Kort efter hørte vi larm og panik. En dreng havde taget fat i en skål med suppe, der stod til afkøling på bordet inde på stuen. Han fik en 2. grads forbrænding og blev hentet af en ambulance, efter at pædagogerne havde ydet førstehjælp med koldt vand.

Lederen kaldte det involverede personale ind for at høre deres udlægning, og Anne Madsen blev spurgt, hvorfor køkkenet havde serveret suppen så varm.

− Jeg nåede lige at tænke, at det var uretfærdigt. Vi gjorde bare, som vi altid havde gjort. Varm mad skal serveres så varm som muligt. Det er almindelig praksis, siger Anne Madsen.

Indkaldt til tjenstlig samtale

Kort efter fik hun og kollegaen en indkaldelse til en tjenstlig samtale. Anne Madsen protesterede, men det hjalp ikke.

− Jeg fik fornemmelsen af, at min leder valgte at placere skylden hos den mindste faggruppe, så bøvlet blev overskueligt for hende. Efter min mening var det uigennemtænkt og et udtryk for dårlig ledelse. Vi nægtede at tage skraldet for det pædagogiske personale, der skulle have holdt øje med drengen. Hvis vi skulle have ageret anderledes, skulle der have været aftalt en procedure − og det var der ikke, forklarer hun.

Leder erkendte fejl

Anne Madsen kontaktede Kost og Ernæringsforbundet, der støttede hende i sagen. Da den tjenstlige samtale et par dage senere fandt sted, spurgte lederen repræsentanten fra forbundet om reglerne for servering af varm mad. Svaret var, at køkkenet er 110 procent uden skyld. For det første fordi maden var gået over dørtrinnet, for det andet fordi maden var varmet op til de grader, der skal til for at undgå bakteriedannelse.

Den tjenstlige samtale endte med, at lederen indså, at det den manglende procedure var et ledelsesansvar, og hun beklagede sin mangel på besindighed. Kort efter indførte hun en regel om, at varm mad skal køles ned til 75 grader, inden den køres ind til børnene.

Anne Madsen fortæller, at hun senere fik lov til at ‘rase ud’ over for sin leder. Derfor har hun det i dag bedre med hændelsen. Alligevel føler hun, at hun har fået en slags ‘uberettiget klip i kørekortet’.

− Min leder har gjort, hvad hun kunne for at trække den tjenstlige indkaldelse tilbage. Det kan man bare ikke, så i stedet har hun skrevet et referat, så hændelsen ikke kan skade mig senere. Hun har også lovet at hjælpe mig, hvis jeg alligevel en dag får problemer, f.eks. hvis jeg søger nyt job i kommunen og indkaldelsen kommer frem. Jeg ved ikke, om det holder, men jeg har valgt at lægge vreden bag mig og komme videre. 

Jobbet får en ny chance

Den lille dreng fik heldigvis ingen mén af ulykken. De pædagogiske kolleger har været meget kede af situationen og chokerede over den tjenstlige samtale, som Anne Madsen selv fortalte dem om. Hun er ærgerlig over at have mistet sin gode kollega, der sagde op på grund af episoden, men selv har hun valgt at give sit arbejde en ny chance.

Anne Madsen var glad for forbundets støtte, mens stormen rasede.

− Forbundet har i allerhøjeste grad været der for mig. Min regionsformand sagde meget tydeligt, at jeg ikke havde ansvaret i den sag. Det har hjulpet mig meget.

Anne Madsen er et opdigtet navn. Annes rigtige navn er kendt af redaktionen.